I Westlife's fodspor
 

Hysteriske teenagere er ikke hverdagskost for os voksne mænd i TIES, men tirsdagens koncert for Tølløses efterskoleelever bød på ikke så få af slagsen.

Da vi ankom til Baptisternes Efterskole, som havde indbudt byens øvrige efterskoler til TIES-koncert, var der allerede mødt stærke og entusiatiske drenge op, som alle kastede sig over de tunge instrumentkasser og bar dem ind i hallen, hvor slaget skulle stå. Glimrende start!
Drengene var selvfølgelig meget interesserede i dette og hint og ”Hvor meget har din guitar kostet?" og ”Kan du spille hurtigt?” hørte naturligvis til standardspørgsmålene.
Alle fik de svar, de var ude efter, og alle var til stor hjælp. Tak.

Så kom det store rykind. 400 efterskoleelever fylder godt i landskabet, og der var god stemning fra første færd.
Mange havde tilsyneladende set på fjernsynet, at man skal skrige, og i det hele taget opføre sig meget stereotypt, når der er musikere i farvandet.
Eller også var de bare i Popstars-stemning. Det var jo lige i den bedste sendetid...

Nu hører vi jo ikke til dem, som lader os påvirke af den slags fjollede småting, så vi fyrede den af i vanlig stil.
Og vores publikum var tydeligvis noget overrasket over den power, som rockmusik rammer én med.
Men de reagerede positivt ved at klappe, danse med og hvad de nu ellers blev inspireret til.

Don måtte dog opfordre dem til at komme nærmere.
De var vist stadig lidt usikre på de der larmende mænd oppe på scenen.
Da de imidlertid på et tidspunkt var på nippet til at kravle helt op på scenen, faldt bemærkningen "Tror I, vi er Westlife?!".
Der kvitteredes med et højt fælles skrig som JA!!
Da Claus senere i koncerten til selv samme slags skrig proklamerede, at ”det er fandeme i orden det, I har gang i dér!” blev det kun værre/bedre (bestem selv).
Selv synes jeg, det er fedt at spille for et så umiddelbart og åbent publikum. At 50 % var rent fjolleri, spiller ingen rolle. Det er helt sikkert, at de morede sig!
I blandt publikum var der også spirende musikpoliti i form af de drenge, som kan en 4/4 på trommer og Smoke on the Water på en spansk guitar.
Armene var over kors, men det var tydeligt, at de nød hvert et sekund.

Af de højdepunkter, som jeg lagde mest mærke til fra min plads bag tønderne, skal nævnes:

1. Dons helt åbenlyse flirt med en af de nærmeste fjortenårige(?).
Det var i ”Loner by Nature”, da han sang ”I thought I’d made it – that you would be my babe”, at hendes hjerte smeltede og hun rødmede til op over begge ører.
Dons pegefinger var lige i ansigtet på hende - der var ikke noget at tage fejl af: Rockstjernen havde peget på hende – hende og ingen andre - i mængden...
Lykkeligt gift og inden længe far til to er det stadig en rolle, som skal spilles, og det er jo netop en rolle.
Vores idoler har jo alle sammen en eller anden rolle at spille i forhold til os som individer.
Hvad vi tillægger dem af intentioner og egenskaber, er jo som oftest op til os selv.
Og den der med at blive peget på af en mand, som står på en scene med guitar på maven og det hele, det er noget, der rykker for de fleste piger/kvinder.

2. Alle de nye numre sparkede 100% røv. Især ”It’s Your World” gik rent ind!
Den er (ligesom det meste af det nye) langt mere pågående i sit udtryk, end hvad vi ellers har gjort det i, og det er noget, som folk reagerer på!
Der blev headbanget og spillet luftguitar og –trommer til den store guldmedalje. De tændte virkelig på energien!
Og rockenergien er jo netop et af TIES’ helt store varemærker. Publikum og musikere var én stor organisme i det nummer. Dejligt!

3. En publikummer, vistnok af hunkøn, ytrede på et tidspunkt i koncerten et meget højlydt og insisterende ønske om at se os – og især undertegnede – nøgne.
Jeg tror nok ordvekslingen mellem Claus og pågældende frejdige publikummer faldt sådan her: ”Vi vil se jer nøgne!” ”Hvem?” ”Paw!”
”Det skal du ikke ønske dig. Det skete en gang for mig ved et uheld. Jeg er ikke kommet mig over det endnu.” Ja, misundelse er en grim ting...
Og tro mig, Tølløse, I ville have ligget søvnløse mange nætter... Jaah, den kan I så tænke lidt videre over.

4. Dons tale til folket i ”Take Action” handlede om Popstars, som staklerne jo var gået glip af. Historien om, at vi var blevet vraget, fordi vi ser for godt ud og er for talentfulde, tog kegler.

5. Selvfølgelig ville de have soloer, det siger sig selv. Og helst bas. Claus lagde imidlertid ud på guitaren.
Han valgte desværre at fortælle sin historie om hvalen, der møder en ubåd, som slår den ihjel med en æggedeler.
Det ”sjove” er, at historien bliver illustreret med fjollede lyde fra guitaren.
For første gang nogensinde (og den er sikkert blevet fortalt 100 gange, hvilket vil sige 99 for mange) syntes publikum, at den var sjov.
Det kan godt være, at de er glade for rock i Tølløse og jo derfor MÅ være gode mennesker, men humoren kniber det sgu med!!
Så smadrede Søren dem med bassen, og min svigtende hørelse siger mig, at trommesoloen var brutal.
For første gang nogensinde var det, som Don spillede i sin ”solo” så plat, at jeg ikke kan huske det. Det er fortrængt...
Resten af Closing Time var som sædvanlig rendyrket fest, og der blev danset, klappet og headbanget igennem!
Altid stort at slutte med klimaks!

Da publikum skreg på ekstranummer og ”Twist and Shout”, tog vi selvfølgelig den. Mon de havde set sætlisten?

Så var der salg af cd’er og skrivning af underskrifter.

Tak for skrigene, Tølløse!

Paw Koch

Sætlisten: