Nu er der godt nok hverken stueorgelrytmer, krøller eller disco-tango i TIES.
Men ikke desto mindre trådte vi i selveste Tommy Seebachs fodspor, da vi gjorde vores debut på City Pub i Ballerup.
På væggen hang beviset: En oversigt over div. optrædende musikere røbede kendthedens nylige tilstedeværelse.

Nu er kendthed jo et vidt begreb, men i lille Danmark synes det at være synonym med regelmæssig optræden i landsdækkende medier – og gerne på en hyggelig og ufarlig måde.
Vi kan både være hyggelige og ufarlige i TIES, men åbenbart ikke nok til at være kendte.
Det mest hyppige spørgsmål blandt danskere, når snakken falder på musik, synes at være: "Er I kendte?!"
Når man med nedslået blik og forlegen stemme må indrømme, at: "Nej, det kan man nok ikke kalde os," daler interessen omgående.

Man får næsten på fornemmelsen, at det, man i gamle dage kaldte paradis, på mirakuløs vis er dumpet ned på jorden i form af "KENDT".
Jeg tror, jeg vil lave mig et visitkort: "Paw Koch, KENDT". Eller simpelthen tage navneforandring til KENT.
Så bliver det pludselig langt nemmere at indfri folks forventninger: "Er du kendt (= Kent.)?". "Ja, det er jeg!".
Eller også skulle vi bare gør det alle fire: "TIES? Er I kendt? (= Kent…)". "Ja, det er vi!".
Jeg er sikker på, at den meget kendte Lykkens gudinde så ville tilsmile os…

En anden meget hyppig kommentar fra velmenende sjæle er: "I skal da bare lave et hit! Så bliver I kendte!"
Og til det, er der jo kun at sige at ja, det er rigtigt. Se selv Tommy Seebach. HAN er kendt. Og han har lavet mange hits. Så skulle det jo ligesom være bevist(?).

Nu ved jeg ikke, hvordan City Pub tog sig ud den dag, Tommy spillede der.
Men hvis det var bare nogenlunde i nærheden af den flok levende døde, som kun for ca. 1 %s vedkommende på særligt udvalgte steder klappede mellem numrene,
da TIES spillede der, så må det være småt med glamouren ved at være kendt i lille Danmark.

Som et plaster på det åbne og væskende sår, dukkede der den sidste halve time en meget fuld og meget glad dame op. Hun dansede derudaf og var på alle måder entusiastisk.
Vi kvitterede med at opfylde hendes ønske om at høre Them’s "Gloria". Tak for dansen! Vi overrakte hende naturligvis en cd for at have været aftenens bedste publikummer.

Bedst som udstyret var pakket i bilerne, væltede det ind med glade julefrokostfolk, som ville have livemusik. Da var det desværre bare for sent...
Klokken halv fire, og vi havde spillet siden 22. Flere var meget ihærdige i deres forsøg på at overtale os til "lige at spille lidt mere – åårh kom nu…".
De ville imidlertid ikke betale prisen, som de ellers fik pruttet ned fra rimelige 125 til sølle 5 tusind danske kroner.

Og helt ærligt, så måtte de altså nøjes med Tommy i jukeboxen.
Han er også meget mere kendt…

Paw Koch