Offday
Lørdagens koncert på Ungdomshuset Konfus i Esbjerg (vores første job på de kanter) havde vi set frem imod med spænding.
Hvordan ville publikum være? Og nok så relevant: Ville der være et publikum?
Der var rent faktisk tale om en dobbeltkoncert med [dot-dk].
Konfus var åbenbart ikke helt på det rene med dette, og de var heller ikke sikre på, hvem der var "hovednavn".
De havde hængt vores plakat op ved indgangen. På den havde de skrevet: "Support: dot-dk".
I deres program stod der imidlertid: "Dot-dk + support"... Nå, men så var sol og vind selvfølgelig også ligeligt fordelt.
Efter at have båret al grejet op på 3. sal (tror jeg det var), skulle vi igennem en længere lydprøve.
Da den var overstået, sad vi i musikerrummet og sludrede med [dot-dk].
Der var to køleskabe spækket med øl og (lidt) sodavand, så der var ingen grund til at klage.
Jeg tror måske nok at min nedtur startede på dette tidspunkt. Den lovede aftensmad bestod nemlig af sandwiches med ost.
Da jeg afskyr ost, betød dette at mit aftensmåltid bestod af sodavand.
En tom mave kombineret med træthed ovenpå en hård uge (ikke mindst en lang nat på Gimle efter fredagens koncert dér) er ikke de bedste betingelser, når man skal fyre en to timers rockkoncert af.
Men jeg var nu ikke urolig; Jeg har før givet glimrende koncerter, selvom jeg var ved at falde om af træthed. Adrenalinen giver den fornødne energi. Det er først bagefter, man falder om.
[dot-dk] gik på kl. 22, og gav en times veloplagt koncert.
Der var publikum nok til at det ikke var pinligt, men ikke noget i nærheden af de 50-60 mennesker, vi hørte at der ofte er.
Efter [dot-dk]'s koncert var stemningen hos det meget unge publikum vist løftet så meget som den kunne blive denne aften, og det burde nu have været en smal sag for TIES at blæse dem ud i Vesterhavet. Desværre virkede det som om intet rigtigt ville lykkes. Især ikke for undertegnede.
Da jeg indenfor aftenens tre første numre havde sprunget fire (4!!!) strenge på min tolvstrengede guitar, blev jeg klar over at det her ville blive en aften med tungen lige i munden.
Resten af sættet måtte gennemføres på min elektriske guitar, hvilket gav flere af numrene en ny sound.
Faktisk var det kun "Learn To Laugh", der med sin folkede sound sukkede efter den akustiske klang.
Vi fik aldrig rigtigt fat i publikum i første sæt.
Dårlig monitorlyd (så min sang mere var noget, jeg fornemmede end hørte) + lys direkte i ansigtet, så jeg intet kunne se, gjorde det ikke lettere.
Jeg havde ingen fornemmelse af kontakt, og modsat andre gange med modgang kunne jeg ikke rigtig hanke op i mig selv, få fodfæste og vende strømmen.
Der måtte en pause til.
Med begge mine guitarer kampberedte igen, gik vi på til andet sæt. Min fornemmelse var, at TIES nu mere lignede sig selv, men det var lidt for sent. Bogstavelig talt.
Klokken var mange, og folk var begyndt at sive.
Numrene fik én på hatten, og sættet som helhed rettede pænt op på helhedsindtrykket, men det var mest et spørgsmål om at redde æren.
Aftenens eneste positive overraskelse var, at vi rent faktisk solgte en CD. Dét havde jeg ikke ventet, men det betyder at vi da ramte plet ét sted.
Don Falch
Sætlisten:
1. Loner By Nature
2. Break These Ties
3. All and Nothing
4. When I Least Expect It
5. It’s Your World
6. Melancholy
7. Who Do You Think You Are
8. For You
9. Learn To Laugh
Pause
10. Sick and Tired
11. Glittering Trash
12. Right Outside These Walls
13. Confused Little Man
14. Take Action (Don Falch)/You Can’t Always Get What You Want (Jagger/Richards)
15. Closing Time