Stand By Don

Historien har det med at gentage sig, og det gælder åbenbart også historien om TIES og Fatter Eskil.
Ligesom i januar var der nærmest mennesketomt, da vi skulle på scenen, og det hjalp ikke meget at "trække den" et kvarter.
Nogle få lokale støtter var dog mødt op, heriblandt Sørens søster, Rikke, og vores lokale og meget entusiatiske booker, Nina.

Ligesom sidst startede vi med "Loner By Nature", der altså også denne gang havde en meget passende titel, da der vel alt i alt var ca. 10 mennesker til stede.
Det er svært at være voldsomt tændt i den situation, men i det øjeblik musikken spiller, bliver man løftet, og det hjalp også at se Rikke og Nina sidde og synge med.
Det er stadig en ny og anderledes oplevelse at se folk, der kan teksterne og synger med.

Midt i sættet kom nogle af de mennesker, vi havde talt med på DÅB ind og hørte resten af sættet.
Det var en dejlig overraskelse, da der nu var flere til at deltage i vores "fællessang" i Them´s "Gloria", første sæts eneste covernummer.
Det var også rart derpå at kunne spille vores nye version af "All and Nothing" for lidt flere mennesker.
Den sang var oprindeligt et temmelig funky nummer, som TIES havde overtaget fra et af mine tidligere bands.
TIES er sidste led i en række bands med skiftende navne og medlemmer.
Da jeg hele vejen igennem har været forsanger og sangskriver, er mange af sangene gået i arv.
Med TIES er det imidlertid blevet tydeligt hen ad vejen, at nogle af de gamle numre er for anderledes til at kunne bruges i deres oprindelige versioner.
Derfor er nogle numre blevet droppet og andre ændret radikalt.
Med "All and Nothing" er det sidste tilfældet. Den er gået fra funk-rock til folk-rock, og repræsenterer en ny, spændende retning for TIES.
Der var positiv respons på Fatter Eskil, og vi slap levende fra live-debuten af den nye version.

Skulle historien gentage sig i tilfældet TIES og Fatter Eskil, ville det kræve at folk pludselig væltede ind i pausen, således at andet sæt blev en helt anden oplevelse.
Og det er præcis hvad der skete.
I det pludselige menneskemylder, lagde vi især mærke til en gruppe feststemte piger, som godt kunne gå hen og blive et underholdende bekendskab i andet sæt.
Det begyndte også godt. Pigerne dansede lystigt i de første fire numre.
Desværre begyndte de at komme med stadig flere opfordringer til os om at spille noget de kendte.
Det så nu ellers ud som om det sagtens kunne lade sig gøre at danse til vores egne numre, men vanetænkningen har gode vilkår i disse tider.
Hvis man går i byen, er udfordringer nok det sidste, man har lyst til at møde.
Så kan det ske, at man støder ind i et irriterende band som TIES, der rent faktisk repræsenterer en hel aften fyldt med udfordringer.
Pludselig står man overfor noget så belastende som et valg!
Skal man finde et andet sted, hvor man igen kan slå hjernen fra og få den samme velkendte aften i byen, som man havde sidste uge, og ugen før den, og ugen før den...?
Eller skulle man prøve at hoppe med på den tur, som det her irriterende band tilbyder?
Man kunne jo ende med at have fået en oplevelse, som man rent faktisk husker.

Hos TIES er holdningen klar nok: Noget for noget. Vi er da til at tale med. De fik, hvad de bad om: Et verdenskendt covernummer i form af "Stand By Me".
Men ikke før vi havde ædt os igennem vores mest teatralske, dramatiske og poptøs-fjendske nummer: "Confused Little Man".
De glade piger havde talt højt og længe om at de skulle låne en mikrofon og synge nogle sange. Nu fik de muligheden, og hvad skete der?
De begyndte at skændes og diskutere, hvem der skulle synge. Til sidst skar en af dem igennem, og råbte at jeg bare selv skulle synge sangen.
Atter gentog historien sig, og ligesom i januar måtte jeg stille guitaren og bevæge mig ud til publikum.
Jeg satte mig op på en rampe ved de dansende piger, og lagde nu op til fællessang.
Halvt inde i første omkvæd var det eneste, det øvrige publikum kunne høre gennem min fremstrakte mikrofon en flok tøser der skændtes...

De skændtes ikke bare om, hvem der skulle synge, men også hvilken sang, der skulle synges.
Jeg gav op, og det gjorde pigerne vist også.
De forlod Fatter Eskil, hvilket trods alt var ærgerligt, da de jo havde smittet os med deres festhumør og fået os til at gå mere til den.
Men "the show must go on", så vi tog fat på "Take Action", som indeholdt en hyldest til stedet, og "Closing Time", der som altid fik godt fat i publikum og sluttede med Claus´ guitarsolo oppe på rampen.
Springsteens "Glory Days" var en stor succes ved vores sidste besøg, så den spillede vi igen og således sluttede vores andet besøg på Fatter Eskil med dans og fællessang.

Don Falch

Fotos

Sætlisten: