STOR lyd på Gimle!

Tredje gang er lykkens gang. I hvert fald spillede vi et fedt job på Gimle i Roskilde i lørdags.
Det blev samtidig debuten for TIES’ samarbejde med en god gammel ven, lydmand Michael Engman.
For en gangs skyld havde jeg det tunge skyts fremme: fem tammer, en skov af bækkener og ROCKlilletrommen.
Alting blev selvfølgelig forsynet med mikrofoner, Gimles koncertsals ellers beskedne størrelse til trods.
Der gik ikke mange minutter af lydprøven, før Michael bøjede sig i støvet og tilbad mine tønders buldren.
Og jeg må da også sige, at det er ekstremt, som de bare lyder federe end alt andet, jeg har været i nærheden af.
Især er det påfaldende, at også folk, som ellers ikke interesserer sig for lyd, kommer hen og snakker om trommerne efter vores jobs!
Tak, Søren (Nørris, Modern Drums, www.moderndrums.dk) for dit kunstværk!
Aftenen kom for mit vedkommende naturligvis til at bære præg af den frihed, det giver at spille på sit rigtige instrument.
At være i sit rette element - hvor den indre Keith Moon (trommeslageren fra The Who) får lov til at skinne igennem.

Lyden på scenen var også fabelagtig, og Don havde derfor også en stor sangaften.
Det var tydeligt, at han havde overskud til at frasere mere ekspressivt, end når vi står med vores lille gear på de mindre spillesteder.
I det hele taget fik vi på Gimle plads til de armbevægelser, som vi i øvelokalet har arbejdet på at gøre større.
Udtrykket skal gøres endnu mere ekspressivt i de nye numre, som vi arbejder på p.t. (og de, som kommer til fremover).
Vi arbejder meget på at udvikle vores egen stil inden for den klassiske rock, vi dyrker.
Lige for tiden er opskriften at give den endnu mere gas. En filosofi, jeg selv tror meget på.

Første sæt blev som sædvanlig afsluttet med det mere og mere speedede guitarriff i "Learn To Laugh".
Som altid var der stor applaus til det nummer.
"Learn To Laugh" tilhører den underlige kategori af sange, hvor riff, vers og omkvæd helst vil spilles i hver sit tempo.
Derfor bruger vi normalt også metronom på det nummer.
Men den ville ikke virke, fordi en lysmand vist nok havde hevet nogle stik ud, eller noget i den stil...
I hvert fald er humlen i historien, at sangen lå fedt i alle stykkerne - uden metronom! Jeg tror sgu, vi spillede fedt i lørdags...
I pausen skulle der rettes et par småting i monitorlyden, men ellers gik alt efter planen til trods for de lidt uvante omgivelser, som denne aften jo rent faktisk var gearet til musikkens størrelse.
(Hvis du, kære læser, ikke helt kan følge mig, så prøv at skifte din EU-knallert ud med en Harley. Der en vis forskel på, hvad der sker, når gashåndtaget er i bund!).

Andet sæt var det hårdtslående af de to. Det var tydeligt, at publikum tændte mere på det hårdere skyts.
"Sick and Tired" og "Glittering Trash" (hjulpet på vej af en historie fra det virkelige liv om det idiotiske i at jagte berømmelse udelukkende for berømmelsens skyld) rykkede uhæmmet,
hvilket jeg selv kunne mærke på de fremspirende vabler. Sådan nogen har jeg ellers ikke fået de sidste mange år. De kommer først, når man begynder at miste kontrollen.
Men det er jo også netop det, der kan være så guddommeligt fedt ved god rockmusik! Når musikerne slipper kontrollen og lader følelserne (og musikken) få frit løb!
Skulle det lykkes os at lave sådan en plade næste gang, vi skal til det, så er der godt nok dømt tråd...
Af højdepunkter i øvrigt i andet sæt fortjener "Right Outside These Walls" og det splinternye syng-med-stykke at blive nævnt. Alle, ung som ældre, sang med, og der var en kanon stemning.
"Closing Time" var som altid en succes med div. soloer osv.
Selv var jeg så bombet oven på de godt to timer i himmerige (læs: begravet i trommer og god monitorlyd), at kræfterne til den helt fede solo, var sluppet op.
Men mon ikke det endte med at være så brutalt, som jeg selv elsker, når jeg er blandt publikum. Jeg tror det.
I Dons solo, som bestod af et uddrag af Springsteens "Human Touch", var der en særligt indbudt gæst, vis gener simpelthen bød ham at rejse sig og henført klappe i takt.
Nemlig Karsten Stanley Andersen fra Springsteen-hjemmesiden "Greasy Lake" (som er et pragteksemplar af sin slags!).
Til ære for ham spillede vi Springsteen-klassikeren "The Promised Land", da publikum råbte på ekstranummer.
Det var aftenens næstsidste nummer, og Don klarede sig bravt igennem mundharmonika-delen.
"Farmer John" lukkede og slukkede. Det var en hårdt pumpet og dejlig version, hvor alle havde gashåndtaget helt i bund.

Det er trist, at skulle afslutte beretningen om vores tredje Gimle-job med at hælde lidt malurt i den ellers fyldte og skummende pokal.
Men helt ærligt, Gimle...
Kan I ikke gøre bare lidt mere for at reklamere for jeres arrangementer? Den reklame, som blev gjort for lørdagens koncert (artikel Roskilde Avis), har vi selv stået for i TIES.
Vi er indstillet på at reklamere selv. Selvfølgelig er vi det. Men en lille notits i lokalavisen og nogle plakater på gadehjørnerne, det må I da kunne klare??
Er det ikke blandt andet det, de regionale spillesteder er til for? For at fremme vækstlaget i musikbranchen?
Nå, men I får chancen igen næste gang. Det er i hvert fald ikke sidste gang, TIES fyrer den af på Gimle!!

Paw Koch

Fotos

Sætlisten: