Når man spiller triplekoncerter (dvs. 3 bands samme sted samme aften), er der ikke meget tid til hvert band.
Man kunne synes, det var en loppetjans.
Men når spillestedet hedder Loppen og forberedelserne går i gang uger før spilledagen med billetsalg, omdeling af flyers osv., er det en anden sag.
Selve koncertaftenen var dog en fryd ud over det sædvanlige:

Omtrent udhvilet fra fredagens brag i Århus sad jeg i min gamle bil omgivet af mine kære trommer på vej til Christiania og RocketClub på Loppen.
Pinligt nok har jeg aldrig været til koncert på Loppen. Har tit villet, tit planlagt det, tit tænkt mig at, tit…, men aldrig været der.
Derfor kunne jeg heller ikke sådan lige uden videre finde Loppen. Jeg stoppede derfor en tilfældig fodgænger for at spørge om vej.
Det viste sig at være Sort Sols guitarist, Lars Top-Galia, så JA, han kendte godt vejen…
Faktisk har Lars Top modtaget en TIES-cd igennem en af mine venner, som ser ham med jævne mellemrum.
Selvom Sort Sol og TIES ikke har meget til fælles, ville det have været fedt lige at slå en snak af med ham, nu hvor tilfældet ville det så pudsigt, at jeg på vej til et job mødte denne mand, som har den samme passion for rockmusik, som jeg selv. Men det glemte jeg i al min travlhed. Jeg nåede dog at få et ”Tillykke med jobbet!” med på vejen, da han spurgte, hvad jeg skulle på Loppen med en bil fuld af trommer?
Tak for det.

Lydprøven var en god oplevelse.
Lydmanden, som jeg ved første øjekast ville skyde til at være Kim Larsens lillebror i Hawaii-skjorte – han talte i øvrigt også fuldstændig som Larsen – var meget meget cool og gjorde det til en fornøjelse at spille.
Efter koncerten henvendte flere af de tilstedeværende sig til mig og roste den gode lyd. Fedt!

Efter dejlig Loppen-mad og en tur til Woodstock (et spillested på Christiania) var vi parat til at fyre den af.
Det blev en usædvanligt energifyldt og karismatisk koncert, hvor ALT blev fyret af på 50 minutter. Det er kort tid, når man er vant til mindst 2 timer!

Til nørderne: Jeg havde besluttet at gå planken ud med min dybe lilletromme. Den er bare stemt SÅ dybt nu! Så uhæmmet dybt, at det er uden for enhver fatteevne, indtil man hører den.
Når den så ellers bare får så mange tæv, at en lilletromme med standardhardware inden for koncertens første 5 minutter ville være blevet for skæv til nogensinde at kunne fungere igen, så er der dømt ROCK!!

At gå planken ud må siges at være meget beskrivende for koncerten som helhed! Vi var alle fire 100 % tændte, og alle numrene fik den energi, de er skabt til – og så lige 25 % oven i…
Det virkede, og Loppens publikum åd det råt. Igen satte ”All and Nothing” sig særligt igennem og overbeviste selv de største tvivlere om det universelle i ærkerockens saft og kraft.

Resten af aftenen havde jeg gode snakke med de andre bands' medlemmer (Turbulence og Gloom). De er rare mennesker, og det er altid lærerigt at samtale med andre musikere.
De fremmødte venner og TIES-fans blev selvfølgelig også konsulteret over en lille øl. Men af de mange gode snakke, lever især een stærkt i min erindring:
Lydmanden og medarrangøren Martin (det er ham fra Melody Maker Contest med det lange lange lyse hår, hvis det sætter nogen på sporet??…) udtalte (vistnok citat):
”I er som band usvigeligt sikre i alt, hvad I foretager jer. Selv på en dårlig dag ville I være gode. Og så er jeg bare vild med jeres materiale. Fede korharmoniseringer. Du slår SÅ HÅRDT!!
Jeg er selv gammel trommeslager og jeg stod ved pulten og talte med et par gamle trommegutter om, at det er bare fedt det der! Det er lige så man kan mærke slaget i nosserne!”

Følsomme nosser eller ej…: Jubii, en kompliment!

Jeg tror Martins komplimenter opsummerer min opfattelse af denne dejlige sommeraften på Loppen bedre end noget andet jeg kunne finde på at skrive, så:
Tak til alle de involverede for en suveræn aften. Det gør vi gerne igen!!

Paw Koch