Den uforfalskede TIES-energi

 

Så var det tid til revanche!
Vi havde tjekket os selv ud på video, og var klar til at give den alt, hvad vi havde!!
De fejl, vi havde begået første gang, blev rettet:
Sangenes tempi var rettet til, monitorlyden blev justeret helt rigtigt, og vi huskede at varme op.
Nå ja, og så havde Søren jo endelig fået købt sig et par krokodilleskindsbukser!!
Alt var klappet og klart... Vi var parat til at æde Pumpehuset råt!
Denne gang klappede alt perfekt, og der var fuld energi på.

Det spøjse ved en stor scene er, at energien kommer af sig selv.
Faktisk kan det være nødvendigt at holde lidt igen - at være cool - hvor det på de små scener tit handler om at generere en masse energi, som her ikke kommer af sig selv.
Hvad den der "energi" nu er for noget, er svært at sige, men det er helt sikkert, at der er meget af den i Pumpehuset, hvor jeg har set mange af de fedeste koncerter i mit liv!
Man er simpelthen flyvende, så snart man står på den scene.

Vi havde denne gang valgt det tungeste skyts, vi har.
"Confused Little Man" og "Glittering Trash" var derfor også på sætlisten.
Det var fedt at spille de to numre i det store rum og med den store lyd. Begge numre bed i den grad på publikum. Især "Confused..." var en stor og dejlig oplevelse!
Nummeret er tit for tungt til de små steder, men i Pumpehuset passer det perfekt. Det gjorde ikke oplevelsen ringere, at Anders lavede det fede fede lys...
Da vi var nået igennem fællessangen i "Right Ouside These Walls" og havde været oppe at svæve i "Who Do You Think You Are" nåede vi til gode gamle "Closing Time".

I den afsluttende guitarsolo og instrumentaloutro, blev der satset fuldt og helt.
Alle væltede rundt på scenen, der blev hoppet synkront ned fra trommepodier, og selv var jeg oppe at stå i et forsøg på at dræbe de til lejligheden udlånte skodtrommer.

Et svedigt adrenalinkick af de helt store var fuldbyrdet! Fed fornemmelse...
Flere store spillesteder, tak! Det er der, vi hører hjemme!!
Efter at have fået overrakt en check og - ikke mindst - et gavekort til sprut som bevis på aftenens sejr, begav vi os ud i byens natteliv.
En ting er, at vi havde flest venner med denne aften og derfor vandt, en anden, at vi kan være 100 % tilfredse med vores indsats. Det er det, der tæller for mig.
Og så er det altså for fedt at spille i Pumpehuset. Det kan stærkt anbefales.

Natten igennem talte vi så om fremtiden og om den rockmusik, vi elsker. En sand optursweekend.


Finalen i Melody Maker Contest er til februar 2003. Måske ses vi der?

Paw Koch

 

Sætlisten:

 

1.       Sick and Tired

2.       Glittering Trash

3.       Confused Little Man

4.       Right Outside These Walls

5.       Who Do You Think You Are

6.       Closing Time


Efter sejren:

7.       Melancholy

8.       Break These Ties

 

TILBAGE