Puster vi?
Ja, måske puster vi lidt ud nu, for det har været en hård weekend!
Fredagens koncert på Pustervig Torv i Århus var en på flere måder varm oplevelse.
Århus Festuge begyndte denne dag og i gaderne var det begyndt at myldre med feststemte århusianere.
Disse horder skulle vi så kæmpe os igennem for at finde Pustervig Torv, der var godt gemt i menneskemylder, afspærringer og ensrettet-helvede.
Da det endelig var lykkedes at finde torvet og en parkeringsplads, gjorde det godt med en velfortjent fadøl, mens vi nysgerrigt fulgte med i coverbandet Primes koncert på den scene, vi om lidt skulle indtage.
I det store telt (m. plads til 350 mennesker) var stemningen ikke ligefrem bemærkelsesværdig, selv om Prime kæmpede for at få gang i festen.
Teltet var måske halvfyldt, og folk ville tilsyneladende helst snakke og drikke øl. Vi begyndte at ruste os til en svær opgave.
TIES’ musik er unægteligt noget mere hårdtslående end Primes, og vi havde ikke planer om at spille et eneste covernummer, med mindre et ekstranummer skulle blive aktuelt.
Så dette publikum, der helst ville sidde og sludre, ville altså blive udfordret kraftigt, når vi gik på. Det kunne der ikke være tvivl om.
Vi havde tænkt os atter en gang at starte med den effektive power-åbner "Sick and Tired", men da vi ikke havde tid til nogen som helst form for lydprøve (og dermed ikke anede, hvordan det ville lyde, og hvor højt det ville blive), blev den afdæmpede "Hey Taxidriver" skyndsomst valgt som erstatning.
Folk tog ganske pænt imod den, selv om det vist næppe var nogen historisk version, vi leverede.
Når fokus mest er på om man kan høre sig selv og de andre, kan det ikke undgås at gå lidt ud over musikken.
Nu følte vi os klar til at fyre den af og "Sick and Tired" blev kastet lige i smasken på århusianerne, som blev delt i to lejre: De, der skred og de, der blev.
De fleste af de sidstnævnte blev faktisk under samfulde to timer. Ja, de ventede sågar i de ca. 20 minutters pause, vi holdt midtvejs.
Første sæts tre højdepunkter:
1) Reaktionen på vores nye version af et gammelt nummer; "All and Nothing". Der var tale om jubel.
2) "Who Do You Think You Are" fik rent faktisk en af vores nyvundne fans til at rejse sig og gå over i baren for at investere i vores cd.
3) Som altid besøgte vi publikum i "Learn To Laugh", der afsluttede første sæt.
Normalt går vi på bordene, men her hang et skilt på hver side af scenen, hvorpå der stod at dette var strengt forbudt.
Det skyldtes at et bord sidste år var brast under en lystig gæsts vægt, og en kvinde som følge deraf havde brækket begge lår.
Vi nøjedes med bænkene, og begejstringen var stor.
I andet sæts første nummer: "Right Outside These Walls" fik vi rent faktisk publikum til at synge med!
Andet sæt bød også på en vaskeægte premiere: Vores nye ROCK-version af "For You", som tidligere kun har været spillet som akustisk solonummer.
Det var en lidt usikker debut, og sangen fik derfor en lidt kølig modtagelse. Det gør ikke noget. Den skal have lov til at udvikle sig som livenummer.
"Confused Little Man" var næste nummer, og to lange og varierede numre i træk kan godt være en lige lovlig stor mundfuld for publikum.
Jeg begyndte nu at føle at vi var ved at miste dem, men det skulle heldigvis vise sig at være forkert. Sangen fik et stort bifald, og nu var det så tid til fest!
Vores store afslutning med "Take Action" og "Closing Time" vakte begejstring, ikke mindst da både Paw og Claus involverede en stor statue, der stod på scenen, i deres soli.
Statuen forestillede en mand (tror jeg, selv om en væsentlig legemsdel manglede) med et barn på armen.
"Barnets" hovede blev af Paw taget i brug som tromme, mens Claus efterfølgende hængte sin guitar over halsen på "manden", hvorefter han spillede solo med armene om statuen, så det næsten så ud som om at det var den, der spillede. Da Springsteens "Glory Days" har været et populært covernummer under TIES’ tidligere besøg i Århus, faldt valget på den som ekstranummer, og folk tog imod den med kyshånd.
Endnu en aften over al forventning! Endnu en gang tak til det århusianske publikum. Vi glæder os til næste gang!
Don Falch
Sætlisten:
1. Hey Taxidriver
2. Sick and Tired
3. Glittering Trash
4. When I Least Expect It
5. All and Nothing
6. Break These Ties
7. Black Hole
8. Who Do You Think You Are
9. Learn To Laugh
Pause
10. Right Outside These Walls
11. Loner By Nature
12. For You
13. Confused Little Man
14. Take Action (Don Falch)/You Can’t Always Get What You Want (Jagger/Richards)
15. Closing Time
Ekstra:
16. Glory Days (Bruce Springsteen)