Falcheaften

Lørdag aften i Ramsø Musikhus var unægtelig en af de største udfordringer, undertegnede har udsat sig selv for!
At være opvarmning for et så rutineret og anerkendt live-navn som Michael Falch er en udfordring, der vil noget.
Udfordringen bliver ikke mindre, når koncerten er udsolgt og 300 mennesker, som selvfølgelig (med få undtagelser) primært er kommet for at se hovednavnet, skal underholdes i 45 minutter.
Hvis man så tilføjer min masochistiske trang til at udfordre mig selv og publikum, og det ekstra pres det medfører, så er der lagt i kakkelovnen!

Jeg kunne sagtens have nøjedes med at sige et enkelt tak i ny og næ, og desuden fokuseret på at underholde folk med alle de Dylan, Young og Springsteen-hits, der er indprogrammeret i min rygrad, og alle havde sandsynligvis været glade og tilfredse - undtagen mig. Jeg valgte den hårde måde, med en stærk tro på, at jeg rent faktisk kunne leve op til mine egne forventninger, som utvivlsomt er højere end publikums, og vel vidende, at den følelse der følger, når det lykkes, var risikoen værd. Så jeg valgte kun at spille egne numre, hvoraf to af dem var helt nye. Derudover havde jeg forberedt lange introduktioner til flere af sangene. Jeg havde frygtet at mit nervesystem ville gøre oprør, men jeg var heldigvis temmelig rolig, både før og under koncerten, selv om jeg helt sikkert mærkede mere til adrenalinen end jeg plejer med TIES og Mærk Øglen.

Det var hyggeligt at gense lydmand Peter Brander, der som bekendt har produceret TIES' debut-CD, og Michael Falch, som jeg mødte for tredje gang. Michael er et varmt og sympatisk menneske, som jeg omgående følte mig på bølgelængde med. Jeg tror, han har den virkning på de fleste mennesker, men den musikalske baggrund spiller naturligvis også ind.

Det fantastiske held, der altid har fulgt mig i min musikalske løbebane, svigtede heller ikke denne aften. Omtrent samtidig med min koncert var der fodbold i fjernsynet...
En skæbnekamp oven i købet.. Dér røg så alt håb om at Michael fik hørt koncerten, da manden jo er notorisk fodbold-freak, hvilket han også omgående bekendtgjorde, da han ankom til lydprøven.

Lidt heldigere end før i tiden, er jeg dog nok blevet, for publikum var på pladserne under hele min koncert, og havde altså ikke valgt at se lidt fodbold derhjemme først, og så tage til koncert, når Michael skulle spille. Jeg startede koncerten med "For You", som kun har været spillet offentligt én gang tidligere: Til mit bryllup. Herefter var det tid til premieren på et helt nyt nummer: "It's Your World".
Ramsø Musikhus ligger nær Gadstrup, hvor jeg boede til jeg var ni år gammel, så det var et oplagt sted at spille sangen for første gang, da sangen tager udgangspunkt i de tre første utrygge skoleår på Gadstrup Skole, hvor jeg som lille splejs var nødt til konstant at være på vagt i et miljø, hvor tæsk var noget man næsten oplevede dagligt. I mit tilfælde heldigvis mest som tilskuer. Som jeg fortalte publikum, husker jeg et slagsmål mellem to drenge, der var omringet af en større forsamling elever, der taktfast råbte: "Vi vil se blod!".

Jeg fik fingeren af en sur mand blandt publikum, da jeg proklamerede at denne hob i dag alle var medlemmer af Dansk Folkeparti. Det var han åbenbart også.
Til gengæld vakte bemærkningen udbredt jubel blandt det øvrige publikum. Sangen, der nok er det nærmeste, jeg hidtil er kommet en selvbiografi, var en klar succes.

Et andet nyt nummer, "My Hand Is My Baby's Toy", der er inspireret af en morgen, hvor min datter lå og legede med min hånd, gik også rent ind, og jeg blev efterfølgende kontaktet af nogle kvinder, som ville bruge sangen i terapeutisk sammenhæng! Heldigvis havde jeg teksten med, så den fik de med det samme. Der skulle naturligvis også reklameres for TIES' CD, så de sidste tre numre var fra den, og de blev alle godt modtaget. Koncerten sluttede med "Break These Ties" og derefter stod den på taktfaste klapsalver, og en overvældende følelse af lettelse. Koncerten havde forløbet, som jeg havde håbet.

Et ekstranummer var der ikke tid til - i første omgang - men efter Michaels første sæt, kom arrangøren op og spurgte om de to Falche havde lyst til at opfylde et ønske fra salen om at forene sig i et ekstranummer. Der var et kort øjebliks tavshed, hvorefter jeg proklamerede at jeg var klar! Michael var så også med på den, og det blev hurtigt vedtaget at det skulle være et Neil Young nummer. "Helpless" var mit første forslag, men det viste sig efter lidt syngen frem og tilbage, at teksten var lidt for langt væk for Michael, så valget faldt på "Like a Hurricane".

Michael havde talt om at slutte andet sæt med Malurts "Den eneste i verden", men sluttede i stedet med "Superlove", hvilket kom bag på mig.
Jeg fik pludselig travlt med at kæmpe mig igennem publikum, der havde rejst sig op.
På vej op mod scenen kunne jeg se tvivlen i Michaels ansigt. Var det droppet?
I sidste øjeblik nåede jeg frem, og Michael fortalte publikum at han havde spillet med en del falke, men jeg var den eneste, hvor efternavnet blev stavet på den helt rigtige måde: F A L C H.
Han fik også reklameret for TIES' CD. Flink mand!!
Efter lidt diskussion om tempoet, kastede vi os ud i en version af "Like a Hurricane", der fuldstændig tog publikum med storm.
Michael sang første vers, jeg sang andet, hvorefter han tvang mig til at spille guitarsolo, selv om jeg havde sagt at det ville være en meget dårlig idé!
Jeg slap imidlertid rimelig godt fra det, og Michael spillede også en solo, hvorefter vi gentog andet vers. Denne gang skiftedes vi til at synge. Jeg lagde i øvrigt en andenstemme på omkvædene.
Alle stod op og klappede taktfast, da nummeret var slut, og jeg overlod igen scenen til Michael, der spillede to numre mere.

En begivenhedsrig weekend? En underdrivelse!!

Don Falch

Sætlisten: