Sådan vil jeg nok huske vores koncert på Stengade 30 i torsdags.

TIES’ første møde med Stengade går 3 ½ år tilbage til før Søren trådte ind i bandet og strammede op i bunden.
Vi havde en sjusket og halvfærdig demo, som vi bookede jobs med.
Det kan sagtens lade sig gøre, for det handler mindst lige så meget om talegaver, som det handler om godt materiale, når man skal have overtalt koncertarrangørerne.
Sådan er det at være musiker. Man skal have sælgergenet, hvis man vil have jobs.
Jeg må indrømme, at min sælgergejst var mindre end stor, da beskeden fra Stengade dengang var: ”Shubidua-agtigt, ikke godt nok”.
Med til historien hører, at Stengade 30 har en forkærlighed for det skæve og anderledes. Det levede vi nok mest ufrivilligt op til dengang.
Men okay, Shubidua var jo i mange år Danmarks førende tekstsmede. Så der er da i hvert fald et klart sammenfald med TIES dér, om end sproget er et andet.
Men at Don skulle være den nye Michael Bundesen…

Nå, men meget vand er rendt i åen siden, og åen er blevet til en flodbølge af rockmusik, når TIES åbner op for sluserne og vælter rockmusik ud over scenekanten.
Vi havde derfor til aftenens triplekoncert allieret os med to bands, som vi vidste også kunne levere varen med stort overskud, nemlig [dot-dk] og fiber.
Begge bands gjorde det glimrende. Hvorfor en triplekoncert? Jo, fordi det udmærkede projekt RocketClub stod bag.
RocketClub går ud på at præsentere ukendte, men kompetente bands på de københavnske spillesteder. Et glimrende initiativ, som vi er glade for at støtte.

Tilbage til TIES’ koncert på Stengade 30, d. 16/1-’03:
Vi lagde hårdt ud med ”All and Nothing”, som på trods af sine mere end 10 på bagen er genopstået som kandidat til det nye album, som i øvrigt bærer arbejdstitlen ”All and Nothing”.
Den sang er blevet en sikker vinder live. Publikum er altid meget tændt på den. Og det lidt skæve arrangement med marchtromme og guitarsoli ud over det hele er en sprængfyldt cocktail,
som altid munder ud i brutalt guitarhærg, ekstatisk baspumpen og bækkeninferno og – ikke mindst – stor applaus fra publikum.
Vi fulgte op med ”Glittering Trash”, som er fuld skrue, og som altid tager kegler.
”Break these Ties” får jeg mere og mere lyst til at gøre om, når jeg hører TIES-pladen, for vi har nu virkelig fået hold på at spille den som et rocknummer med den nerve, der skal til for at få den til at lette.
Den positive energi, som den sang genererer, forplanter sig hurtigt til publikum og skaber en afslappet atmosfære, som giver plads for den fællessang, som er et must i ”Break these Ties”.
”Who Do You Think You Are” var meget intens denne aften. Det er den næsten altid.
Og det er sådan et nummer, som føles ligesom de samtaler, man har med gamle venner, selvom man ikke har set dem længe.
Det føles bare så naturligt, godt og rigtigt alt sammen. En god gammel ven.
Så var det tid til ”It’s Your World”. Vi spillede stramt og hårdt, sådan som den sang trygler om at blive spillet. Af en eller anden grund gik den lidt hen over hovedet på folk på Stengade.
Det er ikke til at sige hvorfor, men stemningen var bare ikke lige til det lige dér. Det er heldigvis så stærkt et nummer, at vi ikke decideret tabte dem.
Og heldigvis var gode gamle ”Closing Time” lige om hjørnet. Og som flittige brugere af vores hjemmeside vil vide, så kan ”Closing Time” vende alt til sejr. Riffet, energien, omkvædets favnende stemning…
Alt sammen er det med til at samle band og publikum om musikken. Soloerne var af tidsmæssige årsager ikke så lange, men til gengæld var de meget meget tændte!
Og da de sidste omkvæd satte i, var alles koncentration rettet mod scenen. Claus var nede på gulvet og fyre den af helt op i hovedet på publikum, og Don lå på ryggen på gulvet og snurrede rundt.
Når først publikum er blevet trygge ved os, tager det altid kegler at overskride den usynlige grænse mellem band og publikum.
Det vender situationen fra en ”vi-spiller-for-jer-og-I-lytter-situation” til en ”vi-fester-sammen-situation”. Til en god rockkoncert smelter scene og publikum sammen.
Det er for mig det ypperste mål for enhver rockkoncert. For rock handler jo om fællesskab og om at være sammen.
Ikke om at blive set op til, som det af en eller anden uforståelig grund er blevet gjort til i diverse talentløse medier.

Vi var alt i alt meget glade for vores første optræden på Stengade, og det er bestemt ikke en dårlig idé at alliere sig med andre fede bands om arrangementer som det her!
Vi glæder os til at høre mere om RocketClub og deres fremtidige arrangementer. Og så ønsker vi dem al mulig held og lykke med at gøre opmærksom på de mange gode, men indtil videre oversete danske bands!
 
Tak til Michael Engman for fantastisk lyd og tak til [dot-dk] og fiber og tak til RocketClub for en god aften, som vi gerne gentager!

Vi ses i Pumpehuset d. 1 til Melody Maker Awards.

Paw Koch

Sætlisten: