House of the Rising TIES og lufttrommer

Så var det igen tid til at vise Køge, hvad TIES duer til. Toldboden er et sted med masser af atmosfære.
Der er et gammelt klaver helt oppe under loftet stablet op på en bjælke, der er gamle vin(?)tønder som borde, der er brunbejdset træ overalt, og så er der alt, hvad hjertet kan begære af skotsk maltwhisky.
For nu blot at nævne et par ting, som man på Toldboden har forsøgt at gøre noget ekstra ud af.
Det var vores tredje job på Toldboden, men det var længe siden sidst, så vi var spændte på, hvordan det ville gå.

Vi havde dagen før været i Køge Lokalradio og reklamere for arrangementet og givet et interview om vores band og vores mission.
Selvom arrangøren, Henrik, advarede os om, at der havde været meget dårligt besøgt de sidste mange fredage, dukkede der faktisk ganske mange mennesker op.
Aftenen formede sig i hovedtræk, som følger: Da vi ankom, blev vi klar over, at scenen var ”skrumpet ind” til det halve.
Derfor måtte jeg sidde på gulvet med mine trommer, mens de andre mokkede sig sammen oppe på scenen.

Med til beskrivelsen hører, at det er en meget bred scene, som til gengæld kun er halvanden meter dyb.
Da scenen nu ikke længere fyldte hele bagvæggen, kunne jeg vinkle mine trommer imod de andre, så vi kunne have øjenkontakt. Det er en ret vigtig ting i en koncertsituation.
Til gengæld kneb det noget med øjenkontakten imellem de tre oppe på scenen, hvor enhver bevægelse var ensbetydende med Cliffters-agtige synkronvirtuositeter.
De stod med andre ord skulder ved skulder på den lille scene op ad bagvæggen, og jeg sad og kiggede hen- og op imod dem. En spøjs opstilling!

Vi lagde ud med et stille sæt til lytterne. Det var ikke så ringe… Der blev lyttet, klappet og danset lidt.
En enkelt ”covergirl” bad - efter at have klappet entusiatisk… - om vi dog ikke nok ville spille noget med nogen, hun kendte. Nogen havde vist programmeret hende.
Episoden tvinger mig til at svinge pisken over en af TIES’ kæpheste…: Less glittering trash - more substance!
Var der noget, der skulle forbydes i tv-reklamerne, så er det sgu da relancering af den ene mere kitschede gang børnepopsange fra midtfirserne end den anden. Hvad fanden bilder I jer ind?!!
Ikke alene forpester I tilværelsen for folk med et forhold til musik, som stikker dybere end melodigrandprix og The Voice.
I opdrager også den del af befolkningen, som ikke ved bedre – fordi de aldrig er stødt på andet end lort - til omvandrende musikanalfabetiske zombier.
Heldigvis var Don cool i situationen og diskede op med det eneste fornuftige svar, som da også blev præsenteret prompte og kompromisløst fra en selvsikker forsanger til en måbende tilhører: ”Du kender da mig!…”

Andet og tredje sæt blev der fyret mere op under kedlerne, og der var god stemning. Især de mest kompromisløst leverede rocknumre, ”Sick and Tired” og ”Glittering Trash”, tog kegler.
Jeg nåede undervejs i ”Glittering Trash” sågar at mundaflæse ”De spiller sgu meget godt” på vores covervenindes læber.
Det svarer vel nogenlunde til, når vi rockfans siger: ”Wow, det rykker det her!”, når vi er til koncert.

I tredje sæt kom der også lidt til coverfolket, som selvfølgelig kvitterede med positiv respons. Til det er der kun at sige: For satan, hvor er det nemt – for nemt!
Det er kun noget, vi gør, når vi spiller firetimers koncerter…
Heldigvis spiller vi kun numre, som vi selv elsker – rockklassikere, som, på trods af, at de er klassikere, langt fra er kendt af alle, endsige de fleste.
En enkelt blev grebet af stemningen og bad os, om vi dog ikke nok ville spille ”House Of The Rising Sun”.
Det ville vi selvfølgelig ikke, da den ikke er på repertoiret, og da cd-afspilleren, jukeboxen og mange andre gode medier i samme kategori forlængst er opfundet…
Claus svarede da også, som var han programmeret: ”Du må da hellere skynde dig hjem at høre den!”.

Der var også publikummer, som udmærkede sig meget positivt.
Fx fik jeg undervejs i koncerten en ”ven”, som hver gang han gik forbi mig for at gå toilettet – og det var tit! – sagde ”Yeah!” og prøvede at se sej ud, selvom han tydeligvis var alt for sympatisk til,
at det ville kunne lykkes. Han var god til lufttrommer, og han var flere gange helt oppe ved stortrommen og markere. Markere, at han havde det fedt.

Da tredje sæt lakkede mod enden – ja, faktisk var det slut – bad Henrik os om at spille et par numre mere og lade det være ved det.
Om det var fordi folk var for fulde, eller fordi han var træt eller hvad, fandt jeg aldrig ud af. Vi spillede et par numre mere inden The big bang med ”Take Action” og ”Closing Time”.

I "Closing Time" var jeg for en gangs skyld tæt på publikum i min solo. Jeg sad jo nede på gulvet, og indtil flere havde allerede været i fysisk kontakt med stortrommen under deres henførte dans.
Allerede da første mand, ”Claus Vilen på guitar!”, blev præsenteret, var ”mine fans'” (læs: dem, som stod lige om ørerne på mig) øjne som limet til mig i overstadig forventning.
En sådan barnlig forventning fra glade folk omkring én, kan kun give sig udslag i noget godt. Jeg spillede en meget meget simpel, men også meget meget effektfuld trommesolo for fuld smadder.
Jeg spillede på vægge, aluminiumsudluftningskanal, vinduer, vindueskarme og alt andet inden for rækkevidde.
Og de elskede det. Fedt! Som trommeslager er der ikke noget bedre, end når folk har en barnlig glæde ved trommer og det, de kan: Energi og livsglæde!
Hvis selv samme mennesker er lidt opstemte og har lidt alkohol i blodet, bliver det sjældent en mindre udtalt glæde. Lufttrommer er godt! Især min ”ven” nød det naturligvis i fulde drag.

Koncerten sluttede af i god stil med ”Twist and Shout” for fuld udblæsning, men i en dejligt løs form med plads til leg og luft under vingerne.
Det var skidesjovt, og alle var med. Alt i alt en rigtig god aften!

Efter koncerten kom først en meget fuld og meget (selv(?))højtidelig kvinde hen til mig og sagde: ”I er bare kanongode!”.

Rart at høre. Jeg ved godt, at hun var meget fuld. Hun talte nemlig så højt og så tæt på mit ansigt – og mine ører… - at det ikke kunne skjules. Og så spurgte hun, hvad bandet hed.
Et spørgsmål, der unægtelig virkede noget malplaceret i et rum, hvor der hang talrige plakater med TIES på og hvor der ca. 2 meter fra hendes pupiller stod TIES med 15 centimeter høje bogstaver
på et stortrommeskind med en diameter på hele 80 centimeter….
Men komplimenten, den mente hun. Og så gad hun sige det… Tusind tak for din kompliment!

Min ”ven” var også helt vild i varmen, og ville vide, om vi havde lavet en cd, man kunne købe. 
En meter derfra stod en kasse med 24 TIES-cd’er, som jeg selvfølgelig varmt anbefalede ham. Han købte ikke nogen. Måske havde jeg dårlig ånde?
Lars var med, så der gik ikke længe, før bilerne var pakket. Det gjorde en god aften endnu bedre.

Den eneste malurt i bægret på denne dejlige aften var de brianer, som absolut skulle slås. Hvorfor fanden kan folk ikke gå i byen uden at slås? Det er og bliver mig en gåde.
Måske er de simpelthen bare for dumme?? Ellers også har de glemt de simple ting i tilværelsen – de ting, som gør ”min-er-større-end-din-problemer” til skamme, for eksempel LUFTTROMMER!!

Paw Koch

Sætlisten: