Vallentin’s på den anden ende

Selvtilliden var til at få øje på, da vi for fjerde gang gik på i fredags på cafeen Vallentin’s i Ringsted!
Stemningen var denne aften – på cafeens 4 års fødselsdag – endnu bedre end de 3 foregående gange, som alle havde været en stor succes.
Vallentin’s er på mange måder et ret unikt sted. Stampublikummet er til rock – og det lægger de ikke skjul på.
Der er rock i jukeboxen – bl.a. det udmærkede debutalbum fra TIES – som da også blev spillet flittigt i minutterne op til koncerten.
(Sjældent har TIES været i SÅ godt selskab: Gasolin, Led Zeppelin m.fl.).
Folk er i helt unik grad PÅ, og skråler med på TIES’ egne sanges omkvæd, også selvom teksten ikke altid er luret helt af. FEDT!
Første gang TIES spillede på Vallentin’s, lavede vi en aftale med Mette, ejer og arrangør, om ikke at spille for højt.
Det var af hensyn til en vistnok nærtagende og ikke så lidt voldelig nabo.
Siden har vi stille, og tilsyneladende ubemærket, skruet mere og mere op for volumen, så det i fredags var muligt at give en vaskeægte rockkoncert for fuld skrue…
Jf. de mange jobs, vi spiller, får vi mere og mere styr på lyden, så selvom det er højt, er der styr på frekvenserne, så ingenting skærer i ørerne og virker højt.
Og rockmusik skal sgu være ”højt”. Det er en fysisk og energifyldt oplevelse at se rockmusik live!

I første sæt lagde vi roligt ud med ”Hey Taxidriver”, som er et af de nyeste skud på stammen.
Det lagde en fed stemning ud over forsamlingen, som hurtigt blev klar over, at her var et band, som kunne deres kram.
Publikum kvitterede for sangen med stor respekt og store klapsalver.
Den splinternye ”My Hand Is My Baby´s Toy”, en sang, som rent faktisk handler om en baby (Dons datter) blev også godt modtaget.
Efterhånden som første sæt skred frem, kom flere og flere glade ”ringstedanere” til.
Sammen med dele af TIES’ stampublikum, som var kommet så langvejs fra som Lyngby, fyldte de snart så meget i det lille lokale, at personalet måtte afvise folk ved døren.
Eneste minus i første sæt, hvor der blev spillet igennem, og i al beskedenhed pissefedt, var et par fulde ungersvende blandt stampublikummet.
Ved hver given – eller ikke given… – lejlighed skrålede de ”Tag mig med til Joanna!” i et desperat forsøg på at gøre sig bemærket hos det øvrige publikum.
Heldigvis blev de ignoreret af alle. Bortset fra Claus, som ikke er bleg for en spydig bemærkning på rette sted.
Hans bemærkning om, at ”det jo sådan set ikke var Giro 413”, blev imidlertid overhørt. Måske var der for mange ord i sammenhæng?
Kendetegnene for første sæt blev, at der var størst medleven fra publikum, når der virkelig blev trykket til den.
Derfor var jubelråbene og euforien også enorm, da Don og Claus fik kantet sig op på et bord i ”Learn to Laugh”s afsluttende folkriff!

I andet sæt kom de tunge skyts frem…:
Første nummer, ”Sick and Tired”, trykkede på de helt rigtige knapper hos det rockglade publikum.
Jublen blev ikke mindre, da ”Glittering Trash” som sædvanligt blev skudt af som ud af en kanon!
Det er altid en fryd at se de små guitarist-wannabee-drenge i publikum labbe Claus´ altid uhæmmede solo i dette nummer i sig.
I fredags var der virkelig julelys i øjnene på både drenge og mænd, som spillede luftguitar, klappede, piftede og hujede som gale for at hylde aftenens guitarhelt.
Taget lettede for alvor, da hele to gæstesangere fyrede den af i ”Stand By Me”.
Lige nu er det et af mine kæreste live-minder: At spille i et inferno af mennesker, som alle sammen skråler med som besatte.
Som kronen på værket stod der en ældre dame ude på fortovet, dvs. ca. en halv meter fra, hvor jeg sad og spillede.
Hun dansede rundt, klappede i hænderne, trommede på vinduerne og var tilsyneladende mere end almindeligt glad.
Jeg kvitterede for hendes interesse ved at smile venligt til hende og lave nogle ”tricks” i form af jongleren med trommestikkerne o. lign.
Hun er klart i top ti på listen over de fuldeste/gladeste mennesker, jeg har mødt i mit liv!

”Take Action”, som på det sidste er blevet udvidet med ”en tale til folket”, handlede denne gang om Vallentin’s 4 års fødselsdag.
Konceptet går ud på, at Don taler til publikum og på mange, men velvalgte, tidspunkter dirigerer bandet til at lave et SLAM!!
Det er alle tiders audience participation time og tager virkelig kegler.
Da riffet til ”Closing Time” blev skudt af, lignede Vallentin’s mest af alt rygende varm olie på en pande, som overhældes med vand…
”Closing Time” er altid et højdepunkt ved TIES’ koncerter, og det er et held, eftersom det også altid er sidste nummer.
Dels er de fleste i stand til at tage del i fællessangen i omkvædet, og dels er det præsentationsrundenummeret.
Der var stor applaus efter 3 soloer (tromme-, guitar- og bas-) – bl.a. trommesolo på vinduet ud til min glade/fulde veninde.
Derpå fulgte en spontan udgave af dele af Springsteens ”Human Touch”, hvorefter ”Closing Time” som altid endte i et herligt inferno af støj og jublen/klappen.
Da vi nærmede os slutningen på ekstranummeret, klassikeren ”Glory Days”, forlod Don sin mikrofon for at kravle op på den nærmeste radiator.
Det skulle han aldrig have gjort, for pludselig overtog en meget beruset og meget entusiastisk stamgæst hans mikrofon.
Det kunne være blevet meget grimt, men blev på en Tom Waits (mandens stemme) møder The Who (kontrolleret kaos) og Neil Young (smadr alt!)-agtig måde fantastisk.
Manden vrængede ”Wild Thing” ind i den sagesløse mikrofon.
Jeg følte mig inspireret til at følge stilen til dørs og markerede det næste minuts tid konsekvent alle ottendele på hele trommesættet.
Resten af bandet fulgte hurtigt med og blev inden længe til een stor dunkende organisme. Det må have lydt dejligt brutalt.
Selv var jeg bare henført og indhyllet i den dejligste og mest balsamerende støj, man kan forestille sig: ROCK!!!
Vi forlod et Vallentin’s, som vi i den grad havde sat på den anden ende. Dejlig følelse!

Tak til alle de trofaste og rare publikummer på Vallentin’s for endnu en kanon aften! Og tillykke med de fire år!

Paw Koch

Sætlisten: