INTERVIEW

Interview med Rockscenen.dk, september 2004

Med årets 9. single lige på trapperne har Don Falch og Paw Koch fra bandet FAVN venligt indvilget i at svare på RockScenen's spørgsmål... 

Af : Pia Brandt Pedersen
FAVN - med ret stor sandsynlighed et band, faste brugere af RockScenen.dk kender til. Gennem det seneste års tid har vi jævnligt bragt nyt fra bandet, ligesom vi også nyder stor glæde og fornøjelse af at være blandt de 100, der hver måned modtager en ny single fra bandet i forbindelse med deres PR-projekt, som I kan læse meget mere om i det følgende interview, hvor FAVNs forsanger og sangskriver; Don Falch stiller op med svar på vores spørgsmål sammen med trommeslager i bandet; Paw Koch.

Ud over at fortælle om baggrunden for deres "single-projekt", indvier de os bl.a. også i, hvad der står i deres respektive pladesamlinger derhjemme, hvordan det er at synge duet med Michael Falch, at blive udvalgt til DR's Karrierekanonen, inspirationskilder og meget, meget mere…

I kan måske starte med at fortælle lidt om hvordan I startede - først som TIES, siden som FAVN?

Don: Ties var endnu et band i rækken af bands, jeg har været forsanger og sangskriver i siden 1988. I '95 mødtes Paw og jeg på Holbæk Seminarium, og mit "band" bestod på det tidspunkt kun af mig selv og min gamle ven og guitarist, Peter Birkedal. Vores rytmegruppe havde forladt os, og vi skulle til at starte forfra. Paw blev vores trommeslager. Derfra gik der fire år, før Ties blev dannet. Der var jævnlig udskiftning af bassister undervejs. Søren kom med i 2000, og var altså ikke den første bassist i Ties, men han løftede bandet gevaldigt med både sin bas og sin stemme. Med Sørens indtræden i Ties var det første gang, der rigtig blev arbejdet seriøst med kor. Det var igennem vores guitarist, Claus Vilen, at Søren kom ind i billedet. Jeg har altid været ambitiøs med musikken, men Ties var det første af "mine" bands, der for alvor satte handling bag de store ord. Vi var et fedt liveband, og vi arbejdede hårdt på at få jobs. Før i tiden havde jeg måske været ude at spille to eller tre gange om året. Det var noget stort og helt særligt, når det skete. I Ties blev det til omkring 100 jobs på et par år. Og det vel at mærke med et band, der fortrinsvis spillede egne numre.
Derudover indspillede vi i 2001 cd'en "Ties" i Peter Branders studie med ham selv som producer i samarbejde med os. Vi udgav den selv, og magtede ikke at give cd'en den nødvendige PR, udover nogle spredte interviews i lokalaviser og -radioer. Men det er godt det samme nu, for var Ties blevet en succes, ville FAVN næppe eksistere. Ties var et fedt band med nogle musikalske mål, som blev ved de gode forsøg. FAVN lyder faktisk som vi gerne ville have at Ties skulle lyde. Det skyldes blandt andet at Claus forlod bandet. Vi kunne ikke overvinde de store forskelle der var i vores musikalske præferencer.

Paw: Vi søgte forskellige alternativer, men fandt hurtigt ud af, at en trio er så stærk en enhed, at de fordele, som det medfører overskygger den umiddelbare ulempe i at have to færre hænder og et instrument mindre at gøre godt med. FAVN er som trio så stærk en enhed, at det kan være svært at se rigtig gode argumenter for at ændre på triobesætningen.

I øjeblikket har I gang i et spændende projekt, som i korte træk går ud på at sende en ny single til forskellige medier og lign. hver måned i et helt år - kan I fortælle lidt om det? - Idéen bag, baggrunden osv.?

Don: Vi havde ofte talt om at sende en single ud, men vi var bekymrede for om den ville drukne i mængden. Der skulle ligesom mere til. På et tidspunkt begyndte vi at tale om at sende flere afsted med covers, der var næsten ens. Den idé tog form, fordi vi, da vi indspillede TIES-cd'en i Media Sound Studiet, så tre-fire promosingler for Michael Falch. De havde ens covers, bortset fra titel og farve. Den idé har vi videreført.

Paw: Vi havde lavet vores første demooptagelser i sommeren 2003. De var levende og repræsentative i forhold til FAVNs rockenergi og sangene, og de var faktisk så stærke at vi var blandt de få udvalgte, der kom til audition til DRs Karrierekanonen. Vi var dog ikke blandt de endeligt udvalgte. Så fokuserede vi igen på at indspille, men arbejdet savnede retning. Vi havde samtaler i øvelokalet om at delagtiggøre div. musikpinger i arbejdsprocessen og på den måde åbne deres øjne for FAVNs kvaliteter og måske endda blive interesserede i et samarbejde om mangfoldiggørelse af FAVNs musik. Vi var enige om, at målet var at give pingerne mulighed for et samarbejde. Det ultimative mål er, at få vores musik ud til så mange som muligt - på den ene eller den anden måde. I FAVN er vi helt på det rene med, hvad vi vil med musikken, og vi er ikke til salg for pengemænds gode idéer om pænere indpakning, eller hvad man kunne forestille sig af ideer om, hvordan FAVN kan "sælges". Jeg er nok den største tilhænger af system i kaos af os tre i FAVN - i hvert fald nogle gange. Og da jeg efter øvning sad i min bil og tænkte over vores samtale, blev jeg enig med mig selv om, at jeg var vild med det smukke i en simpel systematiseringsidé som at sende en demo om måneden til 100 musikpinger. Da vi jo var enige om målet, blev vi hurtigt enige om, at her havde vi en plan - en genial plan!

Hvordan synes I, jeres idé og selvfølgelig musikken er blevet modtaget?

Paw: Du behøver bare kaste et blik på gæstebogen på vores hjemmeside, hvor vi har fået rigtig mange positive og dejlige tilbagemeldinger fra folk, som musikken er kommet under huden på. Fedt! Og så er der mange anmeldere, som er vilde med musikken og følger os nysgerrigt. Det er fedt! 

Har I en form for rollefordeling i FAVN?

Paw: Det kommer an på, hvilken side af bandet, man fokuserer på. Vi supplerer hinanden godt og har hver især mange forskellige færdigheder, som vi har brug for i bandet - musikalsk som praktisk. Rent musikalsk er der jo typisk den fordeling, at Don har et stort set færdigt nummer med i øvelokalet, som vi så arrangerer sammen. Det sker dog også, at vi jammer os frem til færdige numre. Noget, som vi vil satse mere og mere på, da det knytter de to sider i musikken - kompositionen og musikernes fortolkning af kompositionen - sammen.

Don: Det er en spændende afveksling, når vi kaster os ud i bare at jamme og se, hvad der sker. Vi har adskillige fede jamsessions liggende på Sørens harddiskrecorder. Vi har overvejet at sende noget af det til filmfolk, fordi meget af det er meget stemningsfuldt, og det kan nogen gange være svært at forestille sig at det skulle kunne blive til en sang. Processen er også her at samle på ideer, og så sortere. Vores fjerde demosingle, "Afkrog af verden", er det første nummer, der tog udgangspunkt i en jamsession. Det var nyt for mig, at skulle skrive en tekst, der matchede musikkens stemning. Jeg har som oftest skrevet teksten først.

Paw: Vi er hver for sig meget særprægede som instrumentalister. Det bruger vi så radikalt, som vi overhovedet tør. Vi bliver hele tiden bedre til det, og det er jo det, som man i daglig tale kalder for et rockbands "stil". Vi er meget enige om, hvad vi vil, og vi bliver det mere og mere. Hvis vi rigtig skal pudse vores glorie, bruger vi de punkter, som vi er uenige på, til at forbedre det færdige musikalske udtryk.

Don: Det kan være umådeligt irriterende, når man synes man har et fedt og færdigt nummer, og så en af de andre er utilfreds. I den situation må vi så på den igen, for vi har den politik, at et nummer ikke er færdigt, før alle er tilfredse. Det utrolige er at vi - hver gang det er sket - er endt med en version, der langt overgår den første.

Paw: På slidersiden - dvs. slikke frimærker, brænde cd'er, skrive mails, trykke covers osv. - deles vi om arbejdet, så godt, vi kan. Det har jo ikke meget med musik at gøre. Søren bruger også meget tid på at arbejde som lydtekniker. Det drager vi stor nytte af. Særligt nu, hvor vi indspiller demo hele tiden... Der er hele tiden ting, som der skal tages stilling til i et band. Og vi prøver hele tiden at have så fælles fodslag som muligt.

Hvor og hvordan finder I inspiration til jeres sange?

Paw: Hverdagen, livet, hinanden. Der er to dele: Inspirationen til numrene og inspirationen i arrangementfasen. Inspiration kommer jo ofte, når man mindst venter det. Sommetider kan det godt betale sig at lade være med at lede efter den. Når den kommer, så kommer den...

Don: Den næste single, nummer 9 i rækken, handler netop om inspiration. Sangen hedder "Tag mig op", og den kan I godt glæde jer til. Hvad teksterne angår, så er det jo et spørgsmål, man ofte hører: Hvor kommer inspirationen fra? Jeg er efterhånden kommet frem til at den bedste måde at forklare det på er ved en sammenligning: Alle har prøvet at få en idé. En idé til en ny måde at indrette stuen på eller hvad ved jeg. Inspirationen dukker op på samme måde. Tilsyneladende ud af det blå. En idé fører gerne til flere, og efterhånden når man et punkt, hvor man vælger. Nogle ideer kasseres, andre gemmes til en anden gang, og de ideer der sammen kan gå op i en højere enhed bliver tilbage. De udvikler sig så, og avler nye ideer. Undervejs træffer man så valg, lægger til og trækker fra, indtil man synes den er der.

Har I selv nogle favoritter blandt jeres sange?

Paw: Vi er vilde med dem alle sammen. Ellers ville vi holde op med at spille dem. Nogle dage er vi mest til det stille og stemningspakkede, andre dage er vi mere til larm og hærg. Live bliver man hurtigt vild med de numre, som med sikkerhed tænder publikum. Det gode ved at vi bestemmer alting selv, når vi laver musik er jo, at der kun kommer ting på bånd, som vi alle tre tænder på. Derfor er vi faktisk også altid vilde med resultatet - en stor fordel, når vi skal ud og overbevise andre om musikkens fortræffeligheder... De fleste numre holder aldrig op med at udvikle sig i en eller anden retning fra gang til gang, vi spiller dem. Derfor er det altid spændende at spille et nummer - også selvom vi kender det til hudløshed. En god historie kan jo fortælles på 1000 måder. Det gælder om at finde den rigtige hver gang, vi står over for et nyt publikum. De sange, som er interessante at fortælle 125. gang, er dem, jeg personligt holder mest af: Hvad mon der sker med den her sang i dag??

Har I - eller har I haft - nogle musikalske forbilleder?

Paw: Vi har og har haft masser af forbilleder. Mange af dem har vi tilfælles. Fælles for dem alle er, at det er folk med integritet i forhold til deres værdier og deres musikalske udtryk. Mennesker med stor personlighed og med hjertet på rette sted. Og så kan de forbilleder, vi har til fælles beskrives med et ord: Rock. Et ord, som lægger ryg til lidt af hvert i disse år. Vores forbilleder har for de flestes vedkommende rødder i 70'erne. Det er imidlertid ikke det stilmæssige, som er det primære. Det primære er til gengæld indholdet og udtrykket, som først rammer os, når det er ærligt.

Don: Mine forbilleder har været meget dominerende i det meste af min musikalske løbebane. Det er først inden for de seneste par år, at jeg har lært at man som musiker er nødt til at finde sit eget udtryk, og lade forbillederne være inspirationskilder, i stedet for at efterligne dem. Det er fuldstændig uinteressant at lytte til en efterligning. Helt konkret har jeg rykket meget som sanger, siden jeg holdt op med at prøve at lyde som Bono eller Bruce Springsteen, og i stedet fokuserede på at lyde som Don Falch. Jeg har i stigende grad lært at dyrke, hvad jeg er god til, samt at styre uden om mine svage sider. Mine forbilleder er i dag folk som U2, Springsteen, Neil Young, Bob Dylan og Tom Waits. Allesammen store originaler, der i den grad har deres eget, enestående udtryk. Det er inspirerende. Jeg har ironisk nok aldrig lyttet så meget til dansksproget rock, selv om jeg faktisk opdagede rockmusikken via Gasolin', som den dag i dag for mig langt overgår alt, hvad der ellers er og har været på den danske musikscene.

Har I altid bare vidst, at I ville lave musik?

Don: Interessen har altid været der. Jeg sang meget da jeg var lille, men at blive musiker strejfede mig først, da jeg gik i 6. klasse. Der var tre andre, der ville lave et band. Ingen af dem ejede et instrument, og kunne heller ikke spille på noget. Jeg havde i kort tid fået klaverundervisning, så jeg var en ren virtuos i forhold til dem. Så jeg kom med i bandet, som aldrig var andet end en leg. Men drømmen var begyndt at leve i mig, så jeg begyndte at samle et band. Vi hed BitterSweet og spillede vores første koncert, da jeg gik i 1.g i gymnasiet, så der gik nogle år, før drengedrømmen blev levende.

Paw: Jeg fik mit første trommesæt som 6-årig efter at have smadret alle vaskepulverbøtter, gryder osv. inden for rækkevidde. Har ikke lagt stikkerne fra mig siden... Den barnlige glæde ved at slå på trommer, forsøger jeg at lade være central i mit spil.

Jeres bedste/største musikalske oplevelser…?

Paw: Der findes jo mange forskellige oplevelser med musik! Dem på scenen, dem foran scenen, de intime, de storslåede osv. Skal jeg nævne noget, vil jeg pege på et sted, hvor man kan være sikker på, at trådene samles: en Springsteen-koncert. En oplevelse som kun kan mane til ydmyghed over for rocken og dens væsen - en god grund til at bære faklen videre efter bedste overbevisning.

Don: Mine største musikalske oplevelser, udover samtlige Bruce Springsteen åbenbaringer... Der er selvfølgelig min duet med min efternavnebror, Michael Falch, foran et stopfyldt Ramsø Musikhus. Jeg gav en solokoncert som opvarmning for ham. Det var en akustisk aften. I Michaels første ekstranummer kom jeg på scenen igen, og vi gav en fuldstændig uøvet, men meget fed udgave af Neil Youngs "Like a hurricane". Folk var ekstatiske! Derudover er der jo FAVNs debutkoncert på Roskilde havn for et år siden. Det var stort, fordi det var vores første koncert på dansk. Og det var en succes. Derudover vil jeg nævne Ties' deltagelse i Melody Maker Contest i Pumpehuset. Det var et kick at spille for et så stort og medlevende publikum, og det var efter vores deltagelse i finalen at dommerne, deriblandt Tim Christensen, opfordrede os til at synge på dansk. På www.favn.net har vi en biografi og en dagbog, hvor alle disse oplevelser er udførligt beskrevet. Desuden skrev jeg, for snart et år siden, et indlæg til Rockscenen om det at synge på dansk, når man så længe har sunget på engelsk.

Hvad har I selv i jeres pladesamlinger?

Paw: Rockmusik.

Don: Jeg har ikke så mange forskellige kunstnere, men til gengæld har jeg stort set alt, hvad de kunstnere har udgivet, plus en del som andre har udgivet for dem... De vigtigste er Springsteen, Neil Young, U2, Tom Waits, The Who, Bob Dylan og Elvis Costello. Af dansksprogede navne er der kun Gasolin'/Kim Larsen og Malurt/Michael Falch. Nå ja, og så er jeg så småt begyndt at starte en Povl Dissing-samling. Fantastisk sanger og fortolker. Ham har jeg faktisk også varmet op for i '99 i Roskilde Bypark med blues/folk-trioen "Mærk Øglen", der var mit "fritidsband".. Dissing er en meget sympatisk mand med gode historier i ærmet.

Og med disse kloge ord samt et tusind tak fordi de ville være med, afslutter vi her interviewet med Paw Koch og Don Falch fra FAVN. Herfra ønsker vi dem al mulig held og lykke med deres single-projekt, som vi i hvert fald her på RockScenen.dk er meget begejstret for. Og vi glæder os meget til fortsat at følge bandet og deres musikalske karriere.