Grå mandag

maj 16, 2011
København
Drop Inn
Grå mandag

Mandag d. 16/5 var FAVN tilbage på Drop Inn i København efter lidt over to års fravær. Også denne gang gav vi koncert som duo. Drop Inn havde forandret sig. Rygeafdelingen, der sidste gang havde delt lokalet i to og afskåret os fra kontakt med store dele af publikum, var nu væk og erstattet med en af de her udsugningsbåse, hvor tre-fire mennesker lige kan mase sig sammen under en emhætte. Lokalet var også mørkere og hyggeligere end sidst.

”Heldigvis” var det kun de ydre rammer, der var anderledes. Drop Inn viste sig at være lige så utjekket som altid. Plakaterne, vi havde sendt, havde de ikke modtaget, sagde manden i baren, som var et studie i ligegyldighed (men det skal retfærdigvis nævnes, at det da heller ikke er usandsynligt, at Postmand Per endnu en gang har været for sløv). Men Drop Inn har jo to store tavler stående ude på fortovet, hvor man kan læse, hvad der sker den pågældende aften, så dér kunne de forbipasserende jo læse, hvem der skulle stå på scenen denne grå og kedelige mandag… NOT! Der stod selvfølgelig ingenting, og jeg måtte selv bede om et stykke kridt, så jeg kunne gå ud og kradse det ned. På det tidspunkt havde jeg set adskillige mennesker gå forbi og forgæves forsøge at finde ud af, hvad der mon skulle foregå. Jeg måtte endda standse to piger, da jeg hørte dem konkludere, at der nok ikke skete noget i aften.
På Drop Inns hjemmeside havde de flittigt omtalt og reklameret for vores Pledgeprojekt, hvor interesserede kunne købe vores album og samtidig støtte Røde Kors. Det havde jeg jo så måttet fortælle dem var et projekt, som stoppede tilbage i januar… Nå, for søren! Det var da ellers sådan en god idé! Okay, det måtte de jo så lave om. Da jeg kort før afgang til Drop Inn tjekkede deres hjemmeside, stod det der endnu…

FAVNs duo set-up har ændret sig lidt på denne ”tour”. Paw bruger ikke længere trommesæt, når vi optræder som duo, men bruger en gulvtom som stortromme, en lilletromme som lilletromme (genialt!) og derudover står den på klokkespil og div. perkussion, samt melodika. Det gør, at vi kan stå side om side, hvilket giver mere publikumskontakt og forstærker signalet fra vores bagtæppe, hvor vi også står side om side.

Starten var ikke ligefrem blændende. Vi slap nogenlunde helskindede igennem “Etellerandetsted”, men i “Under en stjerne” rodede jeg rundt i tekst og tempo. Det blev ikke bedre af, at jeg havde glemt at tage stativet med mundharpen på, så jeg måtte synge soloen i stedet. Det virkede ikke helt så godt som harpen. “Lusen” var den første sang, der for alvor sad, hvor den skulle, og derefter begyndte det at gå den rigtige vej.

Vores forventninger til fremmødet havde ikke just været høje. Mandag… Gråvejr… Men der VAR mennesker. Nogle blev endda under størstedelen af koncerten. Sidst i første sæt dukkede Paws kærestes lillebror, Emil, op sammen med forsangeren fra det band, han spiller i. De sørgede nu for masser af opbakning og positiv energi, som gjorde, at det aldrig blev kedeligt for os, selv om det øvrige publikums interesse var temmelig sporadisk. Vi er sårbare som duo. Det er vores styrke og svaghed. Vi kan give et lyttende publikum en stor oplevelse, men hvis de ikke er specielt interesserede i at lytte, er det begrænset, hvad vi kan gøre ved det. I vores rocktrio-inkarnation er det lettere for os at fange folk, fordi energien og lydstyrken er sværere at ignorere.
Jeg forfaldt til et billigt trick, da jeg fortalte historien om dengang vi (i TIES) spillede for Kim Larsen, der slog et smut forbi Drop Inn. Historien var egentlig bare en “undskyldning” for at spille “Hvis din far gi’r dig lov”. Jeg havde brug for at løsne op, og hvis publikum samtidig kunne blive lidt mere tændte, ville det jo ikke være nogen dårlig ting. Virkningen var til at overse, men første sæt sluttede nu væsentlig bedre end det begyndte. “Min hånd holder fast i din” er et af de numre, der virkelig virker live. Det enkle budskab og den iørefaldende melodi går lige ind, og vores tostemmige falset-outro gør også lykke.

Andet sæt startede rigtig godt. Vores duoversion af “Skær”, som vi kun har spillet én gang før, sad i skabet og var et af aftenens højdepunkter. Fedt, når det lykkes at forvandle en sang, man nærmest havde opgivet at spille live, til et af de stærkeste numre i sættet. I “Sikkerhed om bord” benyttede vi os af den store musikalske frihed, det giver at være duo med slagtøj og guitar som de bærende elementer. Dér, hvor sangen slutter på albummet, er der nu en mundharpesolo. Jeg opfandt i et anfald af spontanitet et helt nyt B-stykke til sangen under soloen. Paw fulgte hovedkulds med og den energi, der opstod, gjorde indtryk derude. “Født i en metro” blev indledt med den samme historie som ved koncerten på Christianslund. Desværre stod min stemme af halvvejs igennem sangen, hvilket skyldtes, at de dybe toner generelt druknede, og som det er sket før, gjorde det at jeg ubevidst pressede min stemme for meget. Resten af sættet blev nu noget af en udfordring. “Hvor blev det hele af” blev spillet i en toneart så dyb, at jeg kunne brumme mig igennem sangen, hvilket åbenbart ikke var så slemt, som det føltes. Bifaldet var entusiastisk. Da pausen kom, var det virkelig en lettelse, og heldigvis kom min stemme sig hurtigt, og virkede som den skulle i sidste sæt.

Vi har ikke spillet “Nedtur” i et stykke tid, men nu hvor Dansk Folkeparti har fået indført, at vi skal smide penge ud af vinduet på nytteløs grænsekontrol, syntes vi at sangen fortjente et comeback. (Hvis du ikke aner, hvad jeg fabler om, så hør sangen her. Så falder brikkerne utvivlsomt på plads.) Den fik følgeskab af en energisk version af den tematisk beslægtede “Fugleskræmsel”, som virkelig rykker live! Bortset fra de stille passager i den altid smukke og stemningsfulde “Afkrog af verden” var der knald på sidste sæt! Havde det været en aften med et mere levende publikum, havde det udløst fest. Denne mandag aften havde det mere karakter af en “øver”.

Vi er spændte på, hvordan gode gamle Kahytten i Svendborg tager imod os, når vi kigger forbi d. 6/6. Vi har skabt nogle gode fester dér igennem årene!

Don Falch

Sætlisten:

1. Etellerandetsted
2. Under en stjerne
3. Genstart
4. Lusen
5. Hilsen til forårssolen (Dissing/Andersen)
6. Vent!
7. Alverden så på
8. Hvis din far gir dig lov (K. Larsen/M. Mogensen)
9. I nuet
10. Min hånd holder fast i din

Pause

11. Tordenskrald og frydeskrig
12. Skær
13. Undergang
14. Sikkerhed om bord
15. Født i en metro
16. Hvor blev det hele af
17. Natten falder på
18. Den sidste bus er gået

Pause

19. Nedtur
20. Fugleskræmsel
21. Lån en lille løgn
22. Afkrog af verden
23. Rev mig løs
24. Forfra igen (Don Falch-Michael Falch)
25. Nogen at snakke med
26. Har vi hul igennem her

Share:
Copyright 2018 favn.net | All Rights Reserved | Handels- Og Leveringsbetingelser | Designed By Sitepact