I foråret ’11 kom jeg i kontakt med Jacob Speake, som er en af den slags ildsjæle, man ikke kan få for mange af. Han er selv musiker og arrangerer koncerter med både erfarne og uerfarne sangskrivere, der gerne vil prøve kræfter med publikum eller måske prøve nye sange af. I sensommeren spillede FAVN for første gang til et af Jacobs arrangementer. Det foregik på det lille spillested WRAY i København (og du kan læse om den aften her). I efteråret skete der så det, at FAVN begyndte at blive spillet i P4, samtidig med at koncertkalenderen blev mere og mere tom. Der måtte gøres noget, så jeg tog atter kontakt til Jacob, og denne gang fik FAVN så mulighed for at deltage ved et af hans ugentlige “Speake’s Corner”-arrangementer på Tjili Pop i Rantzausgade, København. FAVN har faktisk tidligere givet koncert på Tjili Pop (i 2004!), og den koncert husker vi nok bedst for det rekordstore antal strenge, der blev sprunget.
Der var fire navne på programmet, og til min overraskelse skulle FAVN starte. Det virkede ikke som en god ide, at lade en duo, som benytter trommer og derfor trykker den mere af end solister, der blot er bevæbnede med en guitar eller et elklaver, åbne ballet. Men det viste sig at være en god spot, for det var et snakkelystent publikum, hvilket som bekendt harmonerer dårligt med intime akustiske sange. Folk var i det store hele lyttende under vores optræden, som varede en lille halv times tid, men det var svært ikke at blive distraheret af snakkehovederne, der havde placeret sig ved et af de to borde foran scenen. De sad LIGE foran mig, og snakkede mere og mere, som vores koncert skred frem. Sjovt nok var det så også fra det bord, der var flest interesserede i at få vores visitkort efter koncerten.
Som det efterhånden er kotume, åbnede vi med “Lusen”. Den er en stærk åbningssang, fordi den er dynamisk, iørefaldende og stemningsfuld. En sang, man skal gøre sig umage for at ignorere. Jeg havde lidt svært ved at høre min guitar, og det er aldrig rart, men var denne aften et særlig stort problem, fordi vi ikke havde fået mit mundharpestativ med. Det betød, at den eneste form for soli, vi kunne diske op med, var en trommesolo (og dem skal man helst kun have én af) og ellers måtte jeg prøve at flette lidt solo ind i mit guitarspil. Det er bare vanskeligt at gøre, når man er nødt til at give strengene en ordentlig dragt prygl for at kunne høre, hvad man foretager sig.
Klaus Caprani, som bidrog så væsentligt til singleversionen af “Under en stjerne”, mødte op for at høre os, og det var hyggeligt at møde ham igen. Vi havde kun mødt ham én gang før, da vi optog videoen til singlen i Paws studie, huligennem.nu. Ellers havde vi kun kommunikeret i cyperspace. Jeg kunne da heller ikke dy mig for at udpege ham for publikum, da vi skulle spille “Under en stjerne”.
Har man fulgt os længe, vil der være et par ting, der springer i øjnene ved nedenstående sætliste. “Alverden så på” blev ikke spillet for første gang i… Ja, siden den udkom i 2005, tror jeg faktisk. Det skyldes primært, at den akustiske version af sangen rummer rigtig meget mundharpe, og da mundharpestativet befandt sig hjemme hos Paw, besluttede vi at lade den gamle krigshest sidde over. En anden sang, der plejer at være stensikker, er “Forfra igen”, men den røg også ud pga. tidsnød og fordi dens primære funktion er at skabe fællessang, hvilket lignede en ret umulig opgave på Tjili Pop. Stemningen var mere til fællessnak. En anden konsekvens af det manglende mundharpestativ var, at vi måtte droppe den afsluttende mundharpesolo i “Nogen at snakke med”, og i stedet gik direkte over i “Har vi hul igennem her”.
Bagefter var det tid til at lure på de andre navne, og som nævnt stod det hurtig klart, at vi faktisk havde haft en ganske god fordel i at være de første. Den næste solist var tydeligt frustreret over at se sine sange lide druknedøden i publikums højlydte snakken. Det samme skete for aftenens sidste solist. Før hende havde det ellers set lyst ud, da hendes forgænger på scenen havde god medvind, da hun havde fået samlet en masse venner. De gik imidlertid igen, da de havde set deres veninde.
Jeg fortalte efterfølgende Jacob Speake om en singer-songwriter klub, jeg i sommers havde besøgt i San Diego. Der havde rammerne været sådan, at gik man ind ad døren, var det for at høre musik. Det var ikke en cafe. Det var et lille koncertsted. Musikken var formålet med at være der. Sådan er det sjældent på en cafe. Jeg tror måske, at Jacob tolkede det som en inddirekte kritik af hans arrangement. Det var det ikke. Det var bare en konstatering af, at man nok er nødt til at have nogle sådanne rammer, hvis et arrangement af den karakter skal være 100 % vellykket. Men hatten af for Jacob og tilmed thumbs up. Det er ildsjælene, der gør en forskel på den lange bane.
Don Falch
Sætlisten:
1. Lusen
2. Under en stjerne
3. Vent!
4. Født i en metro
5. Nogen at snakke med
6. Har vi hul igennem her