Barrierekanonen

Nogle gange dukker en kæmpe, positiv overraskelse op. Ud af det blå. De fleste overraskelser, man støder på i musikbranchen, er desværre negative. Der findes ufattelig mange mennesker i den branche, der aldrig har lært at overholde en aftale. Enten har de aldrig lært det, eller også har de lært, at de sidder i en position, hvor det ikke betyder noget for dem, om de overholder deres aftaler eller ej. Men der findes altså også positive overraskelser, som når man dagen efter én af de mest kiksede koncerter man nogensinde har spillet (læs forrige indlæg) helt uventet modtager en invitation fra selveste Danmarks Radio. Invitationen var i forbindelse med Karrierekanonen, og den kom nu ikke helt ud af det blå, idet Paw faktisk havde sendt dem en demo, men vi havde ikke sat næsen op efter noget. Karrierekanonen er med DRs egne ord “et DR initiativ, der er sat i gang for at sætte ekstra fokus på den danske, rytmiske musik og give chancen til endnu ukendte danske musikere, der “kan noget med det danske sprog”. Med Karrierekanonen opnår alle de udvalgte kunstnere at få professionel vejledning med musikalske fif og træning i, hvordan man skriver den gode sang. Alle KarriereKanonerne får to sange i rotation på enten P3 eller P4 en hel måned.

Vi blev inviteret til en showcase på Gimle i Roskilde, hvor alle bands/solister skulle spille tre numre “unplugged”, så sangene fremstod simpelt og ligetil. Showcasen var en del af “udvælgelsesprocessen” i forbindelse med Karrierekanonen. Der skulle afholdes to showcases, én i Århus og én i Roskilde. Der ville også være et lyttepanel tilstede ved showcasen. Det var dem, som havde hørt demoerne, og de var musikkyndige og primært DR-medarbejdere. I alt skulle tretten navne optræde ved de to showcases, og ud af dem skulle Karrierekanonen finde frem til tre navne, som ville få airplay i P4.

At FAVN var blandt kandidaterne til P4 var noget DR havde bestemt, og det kom ikke bag på os. P4 er mest for lyttere over de tredive, og da vi til showcasen hørte at P4 faktisk har lidt flere lyttere end P3, syntes vi det var helt fint. Foreløbig gik alt jo fint, og vi udvalgte de tre numre, vi ville satse på til showcasen. De blev så øvet til hudløshed, og først da de sad rigtig godt, fandt vi ud af, at vi skulle spille unplugged… Så skulle der tænkes i andre baner. Ikke mindst fordi Paw ikke måtte bruge sit trommesæt, som han ellers havde aftalt med Gimles arrangør ville stå på scenen til showcasen (og naturligvis være til rådighed for alle navnene). Vi udskiftede ét af de tre numre, og med Paw på perkussion og et meget sparsomt “trommesæt”, mest bestående af en lilletromme og et bækken, indøvede vi et nyt sæt, som blev rigtig fedt. Ikke mindst fordi Søren spillede på sin nyindkøbte kontrabas, som i den grad gav numrene noget helt særligt. Problemerne var dog slet ikke færdige med at dukke op…

Showcasen på Gimle skulle foregå tirsdag d. 28/10, og Paw skulle faktisk på arbejde den aften. FAVN måtte derfor deltage i Århus dagen før i stedet for. Det var heldigvis ikke noget problem. Faktisk var alt i sin skønneste orden, indtil søndag, hvor undertegnede begyndte at få temmelig ondt i halsen. Nu er jeg faktisk næsten aldrig syg, og tidspunktet kunne næppe være mere uheldigt. Jeg proppede mig med hvidløg, “Væk i morgen”-tabletter, propolis og hvad der ellers kunne tænkes at lynbekæmpe mit halsonde. Måske hjalp det. Jeg kunne da næsten både tale og synge da den vigtige mandag oprandt. “Næsten” fordi min stemmes klang tydeligt bar præg af sygdommen, og når jeg sang var der visse toneområder, hvor min stemme var fuldstændig ude af kontrol. Jeg øvede så meget jeg turde i håbet om at få fuld kontrol over stemmen, men uden andet resultat end at jeg fik indøvet nogle nye fraseringer, så jeg undgik de områder, hvor min stemme konsekvent knækkede. Hvad skulle vi gøre? Den nok vigtigste aften nogensinde ventede forude, og vi kunne næppe nu få ændret planen igen, så Søren og jeg fx. mødte op på Gimle næste dag, mens Paw passede sit job. (Det skulle også vise sig at være godt det samme, for tirsdag kunne jeg hverken synge eller tale.) At aflyse kunne der ikke være tale om! Det måtte gå som det gik, og vi begav os af sted til Århus.

Showcasen skulle foregå i ROSAs lokaler (ROSA er Dansk Rock Samråd. Se evt. www.rosa.org). Det var egentlig et kontor med skriveborde, computere etc., men i et hjørne stod der altså en lille scene, og foran stod borde og stole. Der var oven i købet et hjørne med en lille bar. Jeg har engang besøgt en café i Kalundborg, der hedder “Kontoret”, men jeg vil mene at ROSA sagtens kunne åbne en café med samme navn, der i langt højere grad ville leve op til det. Allerede under lydprøven stod det klart, at vi var i selskab med mange talentfulde folk. Det stod også klart at vi musikalsk befandt os et helt andet sted, og det kunne jo være både godt og skidt. Da det blev vores tur til at holde lydprøve kunne jeg hurtigt mærke en vis forundring hos lydmanden og de få mennesker, der havde sat sig foran scenen. “Er han sanger?!”, forekom det mig, at jeg næsten kunne høre dem tænke, mens jeg forsøgte at ramme tonerne. Min stemme gjorde imidlertid nøjagtig, hvad der passede den. Da det lille mareridt var overstået, gik jeg udenfor på parkeringspladsen for at overveje situationen. Lidt fik jeg faktisk ud af det. Jeg bemærkede, at jeg paradoksalt nok ikke måtte synge blødt. Min stemme var for svækket. Når jeg sang kraftigt var der støtte nok til, at sandsynligheden for at stemmen knækkede var mindre. Det er i øvrigt sjovt som der er en vis lettelse i erkendelsen af, at man umuligt kan yde sit optimale. Når jeg skal optræde, er det ikke publikums forventninger, der bekymrer mig. Det er mine egne, og de er meget højere. Denne aften var jeg faktisk ikke nervøs, men bare besluttet på at yde mit bedste efter omstændighederne.

Karrierekanonens koordinator og medarrangør, Carsten Holm, kom rundt og hilste på de fremmødte. Han skulle bruge nogle oplysninger til sin præsentation af de forskellige navne, og vores præsentation kom til at dreje sig om årsagerne til vores sprogskifte, samt vores lille vokalproblem. Vi var på som nummer to, og jeg supplerede Carsten Holms præsentation med bekendtgørelsen af at min stemme givetvis ville knække fra tid til anden. Hvis det lød fedt var det med vilje, og lød det skidt, måtte de have mig undskyldt, men jeg var jo syg… Publikum var tydeligt indstillet på at bakke os op, og jeg gav mig til at præsentere det første nummer, som vi faktisk slap nogenlunde helskindede igennem. Det var først i sidste nummer at der var ved at være godt og grundigt udsolgt i mit stemmebånd, og det var “heldigvis” især i omkvædet at min stemme virkelig teede sig. Vi fik dog et varmt bifald, og publikum var nok lige så lettede som os. Det havde været én af mine største bekymringer. Noget af det vigtigste for en scenekunstner er at få publikum til at slappe af og nyde forestillingen. Hvis publikum véd, at der er noget galt med den optrædende, har de svært ved at slappe af. Derfor forholdt jeg mig humoristisk til mit stemmeproblem, for en sund latter virker som bekendt forløsende. En tydeligt lettet Carsten Holm kom efterfølgende hen til mig og roste mig for min måde at tackle det på. Han havde været temmelig nervøs på vores vegne. Da aftenen var slut, var min stemme det også, og vi begav os mod en færge hjemad. Inden for de næste par uger skulle vi få besked om, hvorvidt vi er blandt de tre mest radiovenlige navne. De skulle lige hjem og lytte lidt mere på demoerne. Heldigvis. Vi krydser fingre, og glæder os i alle tilfælde over, at vi med nogle optagelser, der mest var til os selv og blandt de første vi lavede, blev udvalgt blandt 300 andre som Karrierekanon-kandidater.

Det lover da under alle omstændigheder godt.

Don Falch

Sætliste:

1. Hvor blev det hele af
2. Taxa i tomgang
3. Lige her

Comments are Disabled