FAVN i fængsel

For ca. tre år siden fik vi en hilsen fra Gitte Seloy, som havde fundet os på nettet og fået den fuldstændig geniale ide at bestille vores debutalbum. Siden er Gittes FAVN-samling vokset, og vi er løbende i kontakt, især på Facebook. Ikke nok med at Gitte har en forrygende musiksmag, hun udtrykker sig også selv gennem fotografi og digte. Hendes job? “Tyvepasser”, som hun selv kalder det, i Statsfængslet i Nyborg. Det bringer os videre til endnu et af hendes jern i ilden: Hun er også koncertarrangør! Gitte har gennem en årrække arrangeret koncerter for de indsatte i fængslet. Selveste hendes store idol, Michael Falch (hvis spor FAVN jo også adskillige gange har krydset), har hun sågar fået til at spille i fængslet. Og var det ikke bare et spørgsmål om tid, før det blev FAVNs tur? Jo, det var.

Midt i en travl weekend med koncerter både fredag og lørdag aften, fik vi lige presset to små koncerter á en lille time ind i Nyborg Statsfængsel. (Det var naturligvis et lukket arrangement…høhø.) Vi ankom præcis kl. 16 som aftalt, hvilket føltes helt forkert. Hvor var tidspresset og den gode gamle stressfaktor? Der holdt vi så foran porten… Bliver vi hentet? Ved de, vi er her? Paw gik ud og fandt et samtaleanlæg. Kort efter gled porten op, samtidig med at en solid bjælke gik ned. Sikkerhed, sikkerhed… Skulle nogen få lyst til at bruge et køretøj som rambuk, vil bjælken være en ubehagelig overraskelse.

Da vi kom indenfor murene, fik vi måske en lille snert af den fornemmelse, det må give, når porten for alvor går ned bag én. Fornemmelsen af at være… ja, fanget! Vi mødte Therese, fængslets sognemedhjælper, som mindede os om, at mobiltelefonerne skulle være slukkede, hvilket betød at jeg lige måtte skynde mig at grifle sætlisten ned på et stykke papir, for jeg havde den kun i elektronisk form. Therese sagde, at det meget ofte skete, at de besøgende musikere glemte sætlisten i bilen. DET ville da ikke ske for os…

Hun tog os med forbi teknikken, hvor vores tilstedeværelse lige skulle registreres. Derefter førte hun os til fængslets kirke, hvor koncerterne skulle finde sted. Kirken mindede nu mest om en lille kantine. Dog med et el-klaver, et alter og en døbefond i den fjerneste ende, hvor vi skulle stå. Publikum skulle fordeles ved fem-seks runde borde. Ved indgangen var der et lille køkken med en kaffemaskine! (Jeg havde ikke fået kaffe endnu den dag, så synet af den var som at finde en oase i ørkenen!) Der var faktisk en glimrende akustik derinde, hvilket især glædede Paw, da han så kunne give trommerne nogle tæsk, uden at det blev for højt og ubehageligt for publikum. Der var såmænd også hele to P.A. anlæg. Det ene endda med højttalere, der var bedre end vores egne (hvad fanden er meningen!?), så dem brugte vi naturligvis.

Gitte kiggede lige forbi, og det var sjovt endelig at møde hende ansigt til ansigt. Hun kunne nu ikke hænge ud så længe i første omgang, da hun var på job, men hun ville overvære anden koncert/sæt med ”sine” fanger.

Vi havde besluttet at spille to forskellige sæt, selv om det jo var to forskellige hold fanger, vi skulle spille for, og vi derfor sagtens kunne spille det samme sæt to gange, hvis vi ville. Det er bare vigtigt at være tændt, når man spiller, og at skulle gentage sig selv er ikke befordrende. Selv om to koncerter aldrig bliver ens, giver det bare et ekstra kick at prøve noget nyt hele tiden. Det er befordrende for kreativiteten og en koncert bør være en kreativ proces.

Vi havde fået at vide, at der nok ville være ti – tolv fanger pr. sæt, men realiteten var tolv fanger i alt. Fem i første sæt og syv i andet. Som jeg har skrevet i tidligere indlæg, betyder antallet langt fra så meget som opmærksomheden. Og begge hold fanger var åbne, flinke og rare. Vi hyggede os sammen med dem, og det er underligt at tænke på, at vi nok ville have haft svært ved overhovedet at befinde os i samme lokale som dem, hvis vi havde overværet deres forbrydelser eller var pårørende til nogle af dem, det var gået ud over. Men nu holdt vi altså et par små fester med dem. ”Man jager et bæst – og fanger et menneske”, hedder en bog af politiinspektør Bent Isager-Nielsen. Vi mødte mennesker.

Da vi havde tømt bilen, lånte Therese mine bilnøgler og kørte min bil væk, da den kunne komme galt af sted, hvis den stod for længe foran kirken. Den blev kørt et pænt stykke væk derfra. Da spilletid nærmede sig, manglede jeg min nyligt håndskrevne sætliste og min tekstmappe. Den skarpsindige læser har nok gættet, hvor de ting befandt sig… Bilen var nu for langt væk til, at der var tid til at hente dem, så jeg måtte i gang med at rekonstruere. Et par af de sange, jeg havde tænkt mig skulle spilles, måtte droppes, da jeg havde brug for tekstmappen. Som en nødløsning valgte jeg, at lade fangerne selv ønske et nummer under hvert sæt. Spændende, hvad de kunne finde på at ønske…

Det første hold på fem fanger var smilende og forventningsfulde, da de kom ind. De fleste var nogle ordentlige klepperter. Og så var der dem, der tydeligvis var narkomaner. Efter de to numre, vi altid indleder med på vores Genstart Tour, var det ønsketid. Ikke overraskende blev der ønsket Metallica, som vi pænt afviste. Vi hverken kan eller vil spille deres numre, da de ligger en syv – otte lysår fra vores egen stil. Anderledes ser det ud med Kim Larsen, og den mands popularitet er intet mindre end utrolig. Tænk, at kunne begå sange, som ALLE danskere uanset alder og plads på rangstigen bare overgiver sig til. Jeg havde dog aldrig gættet på, at den første gang, vi nogen sinde spillede ”Papirsklip” skulle være i et fængsel… Vi er temmelig godt hjemme i Kim Larsens repertoire, så selv om vi aldrig havde så meget som tænkt på, at spille den sang før, spillede vi alligevel en version, som Paw senere erklærede var den bedste version, han nogen sinde havde hørt. Den gjorde også lykke. Det gjorde vore egne numre heldigvis også. Der blev lyttet, nikket og mumlet anerkendende blandt det lille publikum. Et enkelt covernummer mere blev det også til, for vi havde naturligvis planlagt at spille Larsens ”Midt om natten”. Det kunne ikke være anderledes.

Jeg har siden vores koncert på Selsø Slot i maj, præsenteret ”Vent!” som en sang om det, at man nogen gange kan falde ned i et dybt hul, som det kan være meget svært at komme op af igen. Og mens man ligger dernede, går livet ubønhørligt videre omkring én. Den introduktion var muligvis det mest intense øjeblik, jeg nogen sinde har oplevet ved en FAVN-koncert. Det løb mig koldt ned ad ryggen, og den efterfølgende version af ”Vent!” fik vist alle til at snappe efter vejret. Fantastisk, når en sang kan virke sådan, og have forskellige betydninger alt efter rammen. ”Lån en lille løgn”, som lukkede første sæt, var den rene forløsning bagefter. På vores Hul Igennem Tour var den fast slutnummer med soli og det hele. Det blev den igen ved denne anledning, og vi sendte nogle meget glade fanger derfra. Glæden blev ikke mindre af, at vi forærede dem alle et signeret eksemplar af GENSTART. Nyborg Statsfængsel er pengeløst, så de kunne ikke betale os, selv om de ville. Når de nu ikke var flere, syntes vi godt, at vi kunne lege julemænd.

Efter pausen skulle Gitte opleve FAVN live for første gang, sammen med sine fanger. Vi lagde ud med vores countryversion af ”Alverden så på”, som effektivt sparkede gang i et sæt, der var mere løssluppent end det første, men måske mindre intenst. Hver gang vi havde fortalt nogen om dette arrangement, havde de selvfølgelig sagt, at vi da skulle spille noget med Johnny Cash. Det var der nu også en fange, der foreslog, men vi syntes, det var for oplagt, og havde ikke øvet Cash, men The Clash, og ”I Fought the Law”, som vi havde prøvekørt aftenen før på Joker Pub, gik rent hjem og frembragte skæve smil. (Sangen er kendt med The Clash, men er ikke deres egen. Den blev oprindeligt spillet af Sonny Curtis and The Crickets.) Planen havde været at spille ”Midt om natten” for det første hold og ”I Fought the Law” for det andet, så hvert hold fik en sang, der passede til lejligheden, men dette hold, som ikke vidste, hvad de andre havde hørt, ønskede nu ”Midt om natten”, så den spillede vi igen. Denne gang dog med fællessang. Da vi nåede til ”åh, manana”-delen, udnævnte jeg dem til Nyborg Statsfængsels fangekor, som nu skulle give det berømte fangekor fra Vridsløselille kamp til stregen. Det var ikke meget lyd, der kom ud af dem til at starte med, men det hjalp, da jeg drejede mikrofonen ud mod dem og lagde mit øre mod den højttaler, der stod lige ved siden af mig. Bagefter fortalte jeg dem, at mikrofonen faktisk kun fanger lyd på meget kort afstand, så det var ganske imponerende, at jeg faktisk svagt havde kunnet ane deres kor i højttaleren.

Jeg havde på forhånd skrevet og tilbudt Gitte at ønske nogle sange, og en del af hendes ønsker fandt da også vej til sætlisten. Det vigtigste ønske for hende var nu ikke et FAVN-nummer, men Malurts ”Mød mig i mørket”, som jo også var en ganske passende sang at spille. Efter den fulgte naturligvis ”Forfra igen”, som vi deler med Michael Falch. Fangerne fik sangens historie og sang med af fuld hals. Bagefter fortalte jeg dem en lille anekdote om den aften i Svendborg, hvor en frivillig gæstesanger havde fået lov at synge kor på ”Forfra igen”, men havde misforstået sangens tekst og i stedet for “forfra igeeen” sang ”på vej hjeeem”.

Efter ”Har vi hul igennem her” med præsentationsrunde, soli og begejstrede klapsalver, fik vi naturligvis ikke lov til at stoppe. Endnu en gang gik der ønskekoncert i den. Therese foreslog ”This is My Life” med en lang guitarsolo. Jeg havde på det tidspunkt sprunget en streng på min 6-strengede Gibson og havde derfor kun den 12-strengede Landola at spille på, så mit svar lød: ”Guitarsolo?! Er du sindssyg? Jeg står med en 12-strenget guitar!” Det var noget, fangerne kunne bruge, og de fik også sangen – uden guitarsolo. Vi havde tid og lyst til at spille én mere, men nu kneb det med gode forslag, indtil Simon foreslog ”Wish You Were Here” med Pink Floyd. Fangerne reagerede begejstret, da jeg spurgte, om de var til Pink Floyd, og sangen blev et smukt punktum for en anderledes koncertoplevelse, vi ikke vil glemme.

Fra disse uvante rammer gik turen nu videre til meget vante rammer. Vores stamsted nummer ét: The Irish Pub i Vejle.

Don Falch

Sætlisten, som den endte med at se ud:

1.   Det hele begynder her
2.   Genstart
3.   Papirsklip (Kim Larsen) – på opfordring
4.   Sort hul
5.   Tag mig op
6.   Midt om natten (Kim Larsen)
7.   Vent!
8.   Lån en lille løgn

Pause

9.   Alverden så på
10. Født i en metro
11. I Fought the Law (Sonny Curtis)
12. Midt om natten (Kim Larsen) – på opfordring
13. Lige her
14. Mød mig i mørket (Malurt)
15. Forfra igen (Don Falch – Michael Falch)
16. Har vi hul igennem her

Ekstra:
17. This is My Life (Gasolin’-Tommy Bogs/M.C. Moloney) – på opfordring
18. Wish You Were Here (David Gilmour/Roger Waters)

Comments are Disabled