FAVN i Hollywood

Sjette januar… Så tidligt på året har vi aldrig haft et job. Det var også første koncert i Fredericia, og nu skulle vores debut så finde sted på Hollywood Hard Rock. Lidt Hollywood var der da over de lidt kaotiske og meget spændende omstændigheder, som jeg vil vende tilbage til. “Hard” var det også. Rocken havde vi heldigvis selv taget med. På grund af nogle misforståelser mht. ankomsttidspunkt og lyd var der forvirring fra starten. Både hos personalet og os. Vi opdagede først samme dag, hvor stort stedet egentlig er, og at vi derfor skulle benytte stedets store anlæg, samt medbringe en lydmand til at betjene det. Paw ringede rundt til adskillige lydmænd, men enten var de ikke til at få fat på eller også måtte de takke nej. Teoretisk set kunne vi også godt selv løse opgaven. Vi kunne lave lyd, og så håbe på at der ikke opstod problemer, såsom feedback eller for lav monitor, eller hvad der nu kan opstå undervejs, som en lydmand må løse, mens bandet har travlt med at levere musikken. Problemet var usikkerheden. HVIS noget gik galt, ville vi være solgt til stanglakrids (for at bruge et meget moderne udtryk), og i værste fald være nødt til at afbryde koncerten. Vi kunne også risikere at der udadtil opstod lydproblemer, som vi aldrig ville opdage på scenen, men som en lydmand ville høre og få rettet op på med det samme. Tiden var knap. Ingen lydmand havde meldt sig under fanerne. Der var ikke noget at rafle om. Vi måtte vove pelsen og satse.

Vi ankom, parkerede i gården og trådte indenfor. Det var ganske rigtigt et stort sted. Scenen var næsten mørkelagt, og lige først var der ikke nogen til at hjælpe os, så vi måtte slæbe grej ind og gøre klar på scenen i den smule lys, der automatisk tændtes, når døren ud til gården var åben. Efter nogen tid kom en forvirret og lidt mopset barpige hen og fortalte os lidt om, hvor vi kunne finde, hvad vi skulle bruge. En DJ ankom også, og Paw fik lavet en aftale med ham om at han ville holde øre med lyden, og om nødvendigt dreje lidt på knapperne. Det skulle være til at overskue, da vi kun lavede lyd på vokalerne, stortrommen og min guitar. Vi regnede så med, at vi på baggearet kunne spille lokalet op. At spille højt plejer faktisk at være vores mindste kunst, og Paw har ved PA-jobs tit oplevet, at lydmænd stædigt har overhørt hans advarsler om, at han slår så hårdt på lilletrommen, at en mikrofon er helt unødvendig. De er altid kommet til fornuft efter første lilletrommeslag. Det var en fordel i denne situation.

Da vi var så klar, som vi kunne blive, var det midnat, og der var en halv time til vi skulle på. Vi satte os ved det bord, der stod nærmest scenen, men der sad vi ikke længe, før den stadig forvirrede barpige undrende henviste os til bandrummet, hvor der både var TV og køleskab med masser af drikkevarer. Nu havde Simon ellers lige møjsommeligt skaffet os en guldtuborg hver. Det var, hvad han kunne få, da han spurgte efter mørke øl… Han havde været ved at spørge, om de ikke rent faktisk havde mørke øl, men bartenderens mine sendte et klart signal om, at han nok egentlig bare skulle være glad for sine guldtuborg. Da vi havde sat os i bandrummet, fik vi forklaringen på barpigens forvirring. Det var gradvist gået op for hende, at vi ikke havde været der før, hvilket åbenbart var meget usædvanligt. De har tilsyneladende rigtig mange stambands. Hun kunne ikke forstå, at vi ikke var kommet allerede kl. 18, og at vi ikke havde lydmand med, som der stod i kontrakten, at vi skulle. Nu stod ingen af delene imidlertid i min kontrakt, og hendes lidt bebrejdende mine veg nu for en mere forsonende, og hun sørgede godt for os op til koncerten skulle begynde. Det var på dette tidspunkt gået op for os, at vi ville have at gøre med et publikum, der var vant til kopinumre. Og pop. Hollywood Hard Rocks DJ underholdt dem med pop, pop og atter pop, og da tiden nærmede sig, hvor vi skulle på (hvilket var blevet udskudt til kl. 1 om natten, da der var tyndt befolket denne første lørdag i januar) måtte Paw bede ham spille noget rock, så de stakkels mennesker ikke fik deres livs kulturchok, når vi startede. Han spillede “Summer Of ’69” med Bryan Adams.

“Taxa i tomgang” skulle have åbnet koncerten på traditionel vis, men da vi gerne ville være så sikre som muligt på en ordentlig lyd, var Paw lydmand i det første nummer. Det betød at denne stille, sørgmodige vise skulle spilles uden trommer for et publikum, der kort forinden havde rystet røv til Nik & Jay. Det lignede selvmord, så jeg aftalte med Simon, at vi spillede Gasolin’s “This is My Life” i stedet. Så kunne de i det mindste synge lidt med, hvilket det dog hurtigt viste sig, at de havde forrygende lidt interesse for. Jeg indledte med et par ord om, hvorfor vi startede som vi gjorde, og vi spillede en udmærket version, der blev forlænget lidt, da Paw hen imod slutningen signalerede, at han ikke var klar endnu. Så gik vi i gang med at give den én over nakken med “Lån en lille løgn”, der gik direkte over i Malurts “Mød mig i mørket”. Det var en lettelse at konstatere, at lyden var i orden, både på scenen og hos publikum. Sættets covernumre gav lidt respons. Især Larsens “Hvis din far gi’r dig lov”, som altid er et hit. Resten gik stort set hen over hovedet på dem, selv om vi da godt kunne fornemme, at “Født i en metro” havde gjort indtryk som et effektivt og eksplosivt punktum for første sæt. Selv var vi godt tilfredse med vores indsats, for vi spillede faktisk rigtig forrygende. Havde vi optaget koncerten, kunne det have resulteret i et meget interessant livealbum med træfsikre, energifyldte rocknumre, ind i mellem afløst af lyden af spredt snakken og måske et klap eller to, når det gik højt.

Barpigen (som jeg ville ønske, jeg kunne huske navnet på), fortalte os i pausen, at hun syntes, vi skulle spille ét sæt mere, i stedet for de aftalte to. Det var en temmelig død aften, og hun kunne faktisk ikke rigtig forstå, at der overhovedet var livemusik så kort tid efter hele jule- og nytårsræset. Det kunne vi heller ikke, men vi leverede da gerne varen. Mens Simon og Paw gik i gang med en længere diskussion om religion og menneskerettigheder, kogte jeg de to resterende sæt ned til ét.

I andet sæt havde stemningen ændret sig en smule til det bedre. Vi spillede endnu bedre end i første sæt, og faktisk fik vi en del af publikum til at knipse og klappe med på “Har vi hul igennem her”. Under “Langebro” kunne jeg se, at vi havde fået skovlen under DJ’en. Han nød, hvad han så og hørte, og var fra nu af vores allierede i kampen mod publikums ligegyldighed, som vi også langsomt, men sikkert, var ved at nedbryde. Han blev i øvrigt også mere og mere opslugt af sit nye erhverv som lydmand. En pige kom op til scenen og ønskede Larsens “Joanna”. Vi tog udfordringen op, og det virkede. Jeg indledte sangen med at fortælle publikum, at det var et ønske, og at vi aldrig havde spillet sangen før. Teksten til “Joanna” er én af dem, man virkelig kan fare vild i, og det gjorde jeg også, men slog det hen med et grin. Vores version var solid, og for første gang var der tale om et decideret bifald. Vi havde ganske godt fat i dem i hele resten af sættet. Gasolin’s “Det bedste til mig og mine venner” (ja, vi skal til at indøve coverversioner af andre end Gasolin’ – vi arbejder på sagen) medførte ligefrem fællessang, og “Vi lukker nu” levede op til sit navn med energi, præsentationsrunde og soli. Bagefter kunne vi mærke, og til dels høre, at de egentlig gerne ville have mere derude, men kun få gjorde opmærksom på det. DJ’en opfordrede til et stort bifald, og der blev klappet lidt. Vi besluttede at pakke sammen. Vi havde vist fået så meget ud af dem, som vi kunne, og var godt tilfredse med vores egen præstation. Da jeg afregnede med barpigen, spurgte hun om vi også spillede egne numre ind i mellem (?), hvilket bekræftede mig i mine anelser om, at de er vant til kopibands. Hun var nu godt tilfreds alligevel, og kl. fire om morgenen sluttede vi vores første besøg i Fredericia af med nogle velfortjente pizzaslices i en lille snask i nærheden af Hollywood, hvorefter vi vendte snuden hjemad.

Don Falch

Sætlisten, som den endte med at se ud:

1.   This is My Life (Gasolin’-Tommy Bogs/M.C. Moloney)
2.   Lån en lille løgn
3.   Mød mig i mørket (Malurt)
4.   På vej
5.   Antibussen
6.   Hvis din far gi’r dig lov (K. Larsen/M. Mogensen)
7.   Hvor blev det hele af
8.   Født i en metro

Pause

9.   Tag mig op
10. Har vi hul igennem her
11. Langebro (Larsen-Beckerlee-Jönsson/DP)
12. Hvis du får brug for mig
13. Joanna (K. Larsen) – på opfordring
14. Alverden så på
15. Det bedste til mig og mine venner (Gasolin’/M. Mogensen)
16. Vi lukker nu

Comments are Disabled