Wray

Første gang, jeg stødte på navnet Link Wray, var da jeg i ’88 læste, at han havde været gæstesolist ved Bruce Springsteens koncert i det, der dengang hed Idrætsparken. (En koncert, jeg tragisk nok gik glip af…) Navnet satte sig fast i min hukommelse. Sikkert fordi, det var så mærkeligt.
Link… Wray!? Mange år senere, i 2005, stødte jeg igen på det underlige navn. Igen var det i forbindelse med Springsteen, som havde startet en koncert på sin “Devils and Dust” solotour med Link Wrays legendariske instrumentalnummer, “Rumble”.

Anledningen var, at Wray var afgået ved døden. Da jeg så for et års tid siden havde den store fornøjelse at se filmen “It Might Get Loud”, en fantastisk dokumentarfilm om de tre guitarikoner Jimmy Page, The Edge og Jack White, dukkede Link Wray op igen. Det viste sig nemlig, at Wray havde gjort et stort indtryk på en ung Jimmy Page med netop “Rumble”. (Se nedenstående klip, hvor du også kan se Wray in action.)

Det var dog først her i foråret, at jeg blev klar over, at Link Wray faktisk tilbragte de sidste år af sit liv i Danmark. Han er begravet i krypten i Christians Kirke på Christianshavn. Det lærte jeg, da FAVN blev hyret til et job på det lille, intime spillested Wray, som ligger lige over broen til Christianshavn, og som hylder Link Wray. Næsten uanset hvor man kigger hen, er guitarheltens navn eller ansigt at finde. Sågar fra deres ølglas stirrer Link Wray på én gennem mørke solbriller.

Jeg havde kontaktet Jacob Speake, som er en meget aktiv musiker og koncertarrangør. Han står blandt andet i spidsen for “Speakeasy”, der arrangerer singer/songwriter, folk, indiepop og stille rockkoncerter på de to første lørdage og de to sidste tirsdage i måneden på Wray. Vi var sidst på plakaten, men mødte op tidligt for at holde en kort lydprøve, få noget mad, og så opleve de to solister, der optrådte før os: Maylen Rusti (fra Norge) og Martin Rude. De var begge dygtige, men det var hurtigt tydeligt, at vi skilte os ud. De sang på engelsk og havde et meget indadvendt, til tider nærmest meditativt, udtryk. Jeg var spændt på at se, hvordan publikum ville reagere på vores mere udadvendte udtryk og energi.

Man siger, at historien gentager sig. Det viste sig desværre, at være sandt nok, når man tænker på FAVNs tidligere oplevelser med at dele koncert med andre navne (på hhv. Østerbrohuset og Krudttønden). Efter vores opfattelse er det givende og lærerigt at møde andre musikere, udveksle erfaringer og se dem optræde. (For ikke at nævne almindelig pli og anstændig opførsel., når man nu engang skal dele den samme scene den aften.) Det er tilsyneladende en opfattelse, vi står ret alene med. Størstedelen af publikum var venner af enten Maylen eller Martin, og da de var færdige, var de fleste af den opfattelse, at det var koncerten også. Resultatet var, at vi stod og spillede for de få, men rå, mens snakken lystigt gik på fortovet uden for indgangen. Maylen overværede dog hele vores koncert. Måske fordi hun ikke kunne forlade stedet. Hendes jakke lå på scenen…

Vi havde heldigvis også vore egne støtter på aftenen: Vores tidligere booker, Line Laudrup, dukkede op sammen med sin ven, Henrik, der også har oplevet en del FAVN-koncerter. Derudover genså vi vores gæve supportgruppe fra maj måneds koncert på Drop Inn (og tak til Emil, der indvilligede i at være fotograf og kameramand under vores koncert).

De var ligesom os temmelig fortørnede over at se folks ligegyldighed, men vi har heldigvis så meget rutine, at vi sagtens kunne æde fortørnelsen i os og levere en god koncert, så det gjorde vi. Sjovt nok var det ikke de mest folk’ede numre, der fik den største respons. Det var de mere melodiøse numre, der virkede. Især “Min hånd holder fast i din” fik en meget varm modtagelse. Efter den spillede vi “Skær”, som kræver et lyttende og koncentreret publikum. Sidst, vi spillede den, var på Drop Inn i maj, hvor den tog kegler, og også denne aften på Wray var den et højdepunkt.
Se og hør det meste af den her:

Efter en intens “Nogen at snakke med” og det traditionelle klimaks i “Har vi hul igennem her”, sagde vi tak for i aften. Jeg var lidt spændt på at høre, hvilken respons vi ville få fra aftenens lydmand, Chris (som denne aften var “vikar” for Jacob Speake, der desværre var forhindret i at deltage) og bartenderen Michael. De var begge yderst positive, og det stod hurtigt klart, at vi kommer til at se mere til hinanden i fremtiden. De var begge lige så forargede som os over aftenens forløb, men også imponerede over, hvor sikkert vi under de omstændigheder havde leveret varen. Og det var jo fedt at høre.

Don Falch

Sætlisten:

1. Under en stjerne
2. Lusen
3. Vent!
4. Alverden så på
5. Min hånd holder fast i din
6. Skær
7. Forfra igen (Michael Falch – Don Falch)
8. Nogen at snakke med
9. Har vi hul igennem her