Da FAVN d. 16/2 deltog i “The Big Bang” i Roskilde, var det mest af alt på grund af nysgerrighed. Arrangementet foregik nemlig på Eriksvej 40, hvor gode gamle Paramount stadig befinder sig. En engang hvid bygning, der med årene er blevet godt og grundigt sminket med graffiti. Der står nu “Twin Peak” på skiltet ved indkørslen, men der har været skiftende navne, og i min gymnasietid, hvor stedet var samlingssted for gymnasieelever, der oplevede hinandens bands fyre den af, var navnet Paramount. Når foreningen The Big Bang, der fungerer som eventgruppe og spillested, afholder arrangementer på stedet, skifter Paramount eller Twin Peak, så vidt jeg forstod, navn til The Big Bang (bare hvis nu du ikke skulle være blevet forvirret endnu). Foreningen er 100% non-profit, så alle arbejder frivilligt og alt eventuelt overskud går direkte til forbedring af foreningen eller til nye, større events.
Vi var midt i vores anden studieweekend i HULIGENNEM.NU, hvor vi arbejdede på FAVNs fjerde album (som kommer til at sparke røv!), og var sandt at sige langt fra motiverede for at afbryde arbejdet for at spille gratis i Roskilde. En aftale er imidlertid en aftale, men vi tillod os dog at melde afbud til lydprøven, som skulle starte allerede kl. 17. Det viste sig at være en meget fornuftig beslutning, for det betød, at vi fik et nummer mere i kassen, og da vi ankom til The Big Bang kl. ca. 20.30, havde det band, der skulle levere trommesættet, meldt afbud. Vi ville med andre ord have spildt over tre timer, hvis vi var mødt op kl. 17.
Publikummet var en meget sær blanding af gymnasieelever, hvoraf de fleste var tilknyttet foreningen, og folk med en gennemsnitsalder et sted i halvtredserne. Først tænkte jeg, at de måske var en flok forældre, der skulle se deres poder spille, men det forholdt sig anderledes. “Down the Road Apiece” var en trio, som skulle spille før os. Deres gennemsnitsalder var tilsyneladende også i halvtredserne og det var jo nærliggende at tro, at de mange jævnaldrende iblandt publikum var deres venner. Jeg blev dog i tvivl, om det forholdt sig sådan, da entusiasmen under deres koncert var ret behersket, men den var god nok. Den erkendelse ramte os på den hårde måde, da “Down the Road Apiece” viste sig at tilhøre den lange række af bands, som til denne slags arrangementer spiller for deres venner og så skrider bagefter. Deres venner skrider jo så også og altså dermed en stor del af publikum. Det har vi oplevet lidt for ofte. Så føler man sig jo ikke særlig pisset på, når man lige har stået og overværet hele deres koncert og bakket dem op hele vejen. De blev dog og overværede vores første nummer. Man skulle tro, at alle optrædende, som er en del af samme arrangement sådan en aften, dermed havde en interesse i at hele aftenen var en succes for alle, men sådan forholder det sig åbenbart meget sjældent i navlepillerland.
Med et således halveret publikum og en gennemsnitsalder, der pludselig var faldet til lidt under tyve, var det jo spændende, hvordan det ville gå for FAVN. Vi har i årevis været gode til at bilde hinanden ind, at vores musik, som har så dybe rødder i 60’erne og især 70’ernes rockmusik, primært er for et temmelig modent publikum. Noget kunne dog tyde på, at det er en myte, vi har skabt for os selv. Ingen tvivl om, at vores musik som regel går lige ind hos folk, der har passeret de tredive, men hvor tit får vi spillet for et musikinteresseret publikum, der kun nærmer sig de tyve? Ret sjældent. Da jeg gik i gymnasiet, kan jeg huske, hvordan jeg oplevede en stigende interesse for “gammel” musik hos kammeraterne omkring mig. Selv havde jeg den interesse før gymnasietiden, da jeg blev flasket op med bla. Bob Dylan og Neil Young, som jeg hadede, indtil jeg en dag fattede, hvad det gik ud på, og blev vild med dem begge. Og det er jo det, der ofte sker, når man rammer de sytten-atten år: Man begynder at interessere sig mere for musikkens historie og de store navne i hvis fodspor alle træder.
Vi startede som sædvanlig med de mere afdæmpede folk- og countrynumre, såsom “Under en stjerne”, og det unge publikum reagerede med kæmpe begejstring. Jubelen var også stor, da jeg fortalte dem, at min første “rigtige” koncert som forsanger for et band på en decideret scene, fandt sted netop i Paramount i 1988… Simon kunne ikke dy sig for at spørge, hvor mange i publikum, der mon var født på det tidspunkt. Kun “Down the Road aPiece” rakte hænderne op. Én af dem var blevet far det år.
Da lyden var ret elendig pga. et sanganlæg, der for længst skulle have været lagt i graven, havde jeg været skeptisk mht. at fyre den af. Hvis vi holdt os til det mere akustiske udtryk, kunne man da i det mindste nogenlunde høre, hvad der foregik. Men da den ældre del af publikum var forduftet, og det unge publikum reagerede så begejstret på vores musik, var tvivlen forsvundet, og de fik “Sikkerhed om bord” og “Født i en metro” for fuld skrue. Og de kunne lide det! Så tog vi en lille chance og ville spille et helt nyt nummer, som vi tidligere på dagen havde indspillet en fantastisk version af til det kommende album. En tung, dyster sang, kaldet “Farvel til verden”. Den havde dog sine problemer med overhovedet at komme til at sige goddag til verden, for da jeg gik i gang med det indledende riff, begyndte min forstærker at sætte ud. Jeg har læst, at U2 i deres unge dage klarede sådanne situationer ved at invitere frivillige fra publikum op på scenen, så ventetiden kunne fordrives med at fortælle vittigheder, mens der kom styr på det tekniske. Jeg foreslog Simon, at han kunne underholde med nogle vittigheder, og det var egentlig ment som en spøg, men Simon gik straks hen til min mikrofon og fortalte en meget sløj vittighed om en isbjørn, der kom ind på en bar…
Efter at have forsøgt at finde fejlen, måtte vi sande, at der var gået et rør i forstærkeren. Resten af koncerten måtte blive med den akustiske guitar tilbage i hovedrollen. Det forhindrede os såmænd ikke i at spille “Farvel til verden” alligevel. Så ikke nok med, at den fik sin livedebut. Det blev tilmed i en helt ny, improviseret folkversion med mundharpesolo, og den fik et entusiastisk bifald, også selv om jeg oven i de tekniske vanskeligheder nu også havde fået lidt bøvl med min stemme. En meget kold nat havde sat sig i halsen. Jeg måtte derfor bruge al min fokus på rent faktisk at ramme tonerne i de sidste tre numre, hvilket for det meste gik udmærket, men det kostede noget publikumskontakt.
Efter koncerten fik vi stor ros, og det er bestemt en overvejelse værd, om ikke FAVN skulle smutte forbi nogle gymnasier i fremtiden. Noget kunne tyde på, at vores musik appellerer væsentlig bredere, end vi troede. Med den opmuntrende erkendelse tog vi på kebabjagt og vendte derpå snuden tilbage mod Stevns, hvor en lang søndags indspilninger i HULIGENNEM.NU ventede os.
Don Falch
Sætlisten:
1. Under en stjerne
2. Vent!
3. Min hånd holder fast i din
4. Sikkerhed om bord
5. Født i en metro
6. Farvel til verden
7. Nogen at snakke med
8. Har vi hul igennem her