Genfærd

2015-08-01 21.00.19

D. 1/8 var travl for FAVN! Efter koncerten på Bytrommen i Nyk. Sj. vendte vi snuden imod færgen til Jylland, for vi skulle for tredje gang spille for Musikdrevet i Koed og det var noget, vi glædede os til! Den første koncert fandt sted d. 22/3 2013 i Koed Forsamlingshus og var en forrygende aften, som du kan læse om – og lytte til – her. Den anden aften var udendørs til Skt. Hans aften i Musikdrevets græsgrønne ”grusgrav” og også den koncert var en kæmpe fornøjelse, som også er foreviget i tekst og lyd.

Vi havde regnet med at skulle spille i grusgraven igen, da det ikke særlig lunefulde sommervejr (for man kan vel ikke kalde det lunefuldt, når det egentlig bare har været overskyet stort set hele ”sommeren”) rent faktisk var lunt og tørt nok til en udendørskoncert. Sådan blev det alligevel ikke. Heldigvis! FAVN var andet navn på plakaten denne dag og vi ankom, da første navn, Rikke Lie, var ved at afslutte sit første sæt. Vi blev mødt af den fantastiske ildsjæl bag Musikdrevet, Lars Thyrre, som foreslog, at vi spillede inde i en stor lade, der støder ud til “grusgraven”, og hvor foreningens bar også er placeret. Vi kunne godt mærke, at det ville være alt for koldt, når vi skulle slutte ca. kl. 22, så det syntes vi var en god ide. Så kunne vi også stille op og holde lydprøve i ro og mag, imens Rikke Lie spillede sit andet sæt. På dette tidspunkt lavede Paw denne lille film:

Da klokken nærmede sig 21 var vi klar på den dejligt store scene, hvor der var rigelig plads til os to. Vi skulle spille i skæret af nogle få spots, hvoraf ingen lyste hvidt, og to terassevarmere med levende ild, samt nogle stearinlys i en stor lysestage, der stod tæt på scenen. Ikke ligefrem traditionel belysning til en koncert, men meget hyggeligt! Vi har solgt mange CD’er i Koed og allerede før vi spillede kunne vi tydeligt mærke, at vi havde vundet fans ved vores to tidligere besøg. Det havde vi faktisk også kunnet mærke ved Skt. Hans-koncerten sidste år. Vi hilste på folk, der kunne huske os og glædede sig til koncerten. Da koncerten skulle begynde, var laden proppet med forventningsfulde mennesker.

2015-08-01 21.00.42

Vi lagde ud med de samme to sange som på Bytrommen tidligere på dagen. Denne gang gik “Så sent som i går” ganske forrygende efter den kiksede livedebut om eftermiddagen og vores nye “medlem” (i form af mit nyindkøbte Voicelive 3-pedalboard) leverede kunstigt kor. Jeg tror, at der var nogle stykker blandt publikum, der spekulerede på, hvor i alverden vores korsangere gemte sig. “Kavalergang” (om en mands uheldige date) fik en længere, improviseret indledning om kvinders medfødte sans for at flirte og mandens som oftest totale mangel på samme. Også den gik rent ind hos det dejligt opmærksomme og medlevende publikum.

Koed-publikummet plejer ikke at være bange for at komme med sjove tilråb og i det hele taget være aktivt medlevende ved vores koncerter, men under de tre første sange var de mest “bare” opmærksomme lyttere. Aftenens første covernummer, FAVNs version af Larsens “Maria”, fik lavet om det. Nu blev der sunget med i laden, og det fortsatte under næste sang, “Under en stjerne“, som allerede var efterspurgt sidst, vi var der. Fantastisk! “Op igen” blev præsenteret som en slags titelsang fra “Kys dine ar”, da albummets titel er taget fra sangens omkvæd. Koed fik en solid version, men det var tydeligt, at de her sidst på aftenen var mere til gang i den og fest og mindre til teksttunge sange som “Op igen”. Vi fortsatte derfor i den retning med en enkelt undtagelse, som jeg vender tilbage til. Sebastians “Måske ku’ vi” var næste sang, og som forventet var der dømt fællessang i laden. Den sad lige i skabet, selv om det, så vidt jeg husker, var første gang, vi spillede den. To af FAVNs bedste livenumre, “Født i en metro” og “Nu har du låst mig ude” fortsatte festen, og derpå satte vi tempoet drastisk ned med en meget stemningsfuld version af C. V. Jørgensens “Det si’r sig selv”. SÅ var det tid til dagens anden livepremiere: En af de stærkeste sange på “Kys dine ar” er den intense, voksende ballade “Genfærd”, som handler om det mærkelige fænomen at blive ved med at vende tilbage til et sted, der har betydning for ens fortid, men som man helst vil holde sig fra. Deraf titlen, som altså intet har med spøgelser at gøre. Sangen fik en meget vellykket premiere, som tydeligvis fangede store dele af det ellers så feststemte publikum. Sangen har i stemning og dynamik en del tilfælles med “Hvor blev det hele af” fra vores debutalbum. De har tydeligvis også det tilfælles, at de fanger ethvert publikum, der er indstillet på at lytte til dem.

Vi sluttede vores sæt med et af vores mest pålidelige live-numre: “Min hånd holder fast i din“, hvilket vi efterfølgende fik “skæld ud” for. Vi har nemlig, indtil december sidste år, i årevis traditionelt (og nærmest rituelt) sluttet med “Har vi hul igennem her” og den manglede altså. Det er noteret! Den spiller vi altid fremover, når vi besøger Musikdrevet. Det var ellers en anderledes version af “Min hånd holder fast i din”, vi sluttede med. Paw havde nemlig medbragt sin tankdrum og da det blev tid til at præsentere hinanden, afbrød vi sangen og Paw spillede solo på den, hvilket kan høres via nedenstående link. En tankdrums lyd er nærmest meditativ, så det var noget af et stemningsskift, men det forbløffede publikum lyttede i stilhed og brød ud i et stort bifald, da Paw afsluttede sin solo. Da han præsenterede mig, havde jeg også en overraskelse i ærmet. Jeg brugte selvfølgelig min Voicelive 3 til at synge en lille, helt improviseret sang med kunstigt mandskor:

“Tak tak tak skal i ha’
Jeg synger kor med mig selv i dag
Det er noget som teknologien kan
Så man kan synge kor enemand”

Og så blev det publikums tur til at synge, idet vi genoptog “Min hånd holder fast i din”, og de sang beredvilligt med på sangens afsluttende falsetkor.

Vi fik ikke lov at stoppe, hvilket vi bestemt heller ikke havde lyst til. Det blev til fire ekstranumre i alt, hvoraf kun det første var vores eget, nemlig “Forfra igen”, hvor Musikdrevet igen var kor. Så var de også færdige med at sidde stille! Pludselig var der et fyldt dansegulv foran os og der blev danset løs og skrålet med på de danske klassikere, vi smed efter dem. Vi sluttede med en af de første sange, jeg kunne udenad: “Så længe jeg lever” af min barndomshelt, John Mogensen. Jeg var så stor fan af ham, at jeg kan huske, da det stod i avisen, at han var død. Jeg var været omkring syv år gammel.

2015-08-01 22.32.24

Efter koncerten var der masser af hyggesnak og en aftale om at FAVN i 2016 besøger Koed TO gange. Både som rockkvartet og senere som akustisk duo. Vi kan næsten ikke vente! Som en helt uventet bonus fortalte clairvoyante Tusmelda os, at vi om to år ikke længere selv skal slæbe vores grej. Gennembruddet nærmer sig. Det kræver bare, at vi bliver sammen, understregede hun.

Mon ikke, vi klarer det efter tyve års samarbejde?

Hør HELE koncerten her!

Don Falch

Sætlisten, som den endte med at se ud:

1. Hvis det gør ondt
2. Så sent som i går
3. Kavalergang
4. Maria (Kim Larsen/Larsen – Ole Christensen)
5. Under en stjerne
6. Op igen
7. Måske ku’ vi (Sebastian)
8. Født i en metro
9. Nu har du låst mig ude
10. Det si’r sig selv (C. V. Jørgensen)
11. Genfærd
12. Min hånd holder fast i din

Ekstra:
13. Forfra igen (Don Falch – Michael Falch)
14. Hvis din far gi’r dig lov (K. Larsen/M. Mogensen)

Ekstra ekstra:
15. Når lyset bryder frem (Sebastian)
16. Så længe jeg lever (John Mogensen)

Share:
Copyright 2018 favn.net | All Rights Reserved | Handels- Og Leveringsbetingelser | Designed By Sitepact