Stafet for livet

Hvis jeg havde vidst, at den koncert “for 4-500 mennesker”, vi skulle give for Kræftens Bekæmpelse d. 26/9, rent faktisk var en koncert for en gigantisk græsplæne, der henlå i mørke, havde jeg pænt takket nej. Men så var jeg også gået glip af en ret sjov aften, for underholdningsbranchen er højst uforudsigelig. Koncerten var til arrangementet “Stafet for livet“, som er “et døgn, hvor vi sætter fokus på kræftsagen, kæmper sammen og fejrer livet. Det er en anledning til at mindes dem, vi har mistet, og give håb til dem, der kæmper. Stafet For Livet er fællesskab, oplysning og indsamling i kampen mod kræft.”

Paw var lydmand på arrangementet og stod i et lille telt overfor den store ladvogn, som udgjorde scenen, da jeg og min hustru, Lisbeth (som filmede de optagelser, du kan se i dette indlæg), ankom til arrangementet ved Sorøhallerne. Klokken var omkring 20 og temperaturen var ikke ligefrem høj. Der stod kun en håndfuld mennesker i mørket foran scenen, hvor familiebandet “Straw” optrådte. Imellem scenen og Paws telt gik banen, hvor der døgnet rundt var stafetløb, så man skulle kigge sig for. Resten af de små 500 mennesker, der deltog i arrangementet, sad rundt omkring i telte eller campingvogne på den kæmpe plæne, hvis de ikke var i gang med en 24 timers stafet. FAVN havde god grund til at bidrage til arrangementet. Jeg mistede min mor til kræften og Paws far blev også for nylig ramt af sygdommen, men vandt heldigvis kampen. Derfor deltog Paws forældre og en del familiemedlemmer også i arrangementet, hvilket var pragtfuldt, for det gav os et nærværende publikum til vores koncert og ikke mindst mulighed for en forrygende afslutning. Den vender jeg tilbage til.

Sætlisten bestod fortrinsvis af sange, der på en eller anden måde passede til anledningen. Vi startede meget passende med “Under en stjerne”, som handler om bevidst at bruge tiden, mens vi tager del i det mysterium, som livet er. Tidligt i sættet fik vi vrøvl med feedback (hylende højttalere) og da Paw som nævnt var lydmand, var det svært for ham at løse problemet, da han jo stod på scenen og spillede ved siden af mig. Konferencieren måtte stå ved mixeren og slås med det problem. Et andet problem var, at iPad’en med sangteksterne drillede, så jeg måtte bruge min hukommelse i stedet for. Det gik faktisk også fint, indtil vi nåede “Op igen”, hvor jeg måtte synge sort i et helt vers. På trods af disse irriterende distraktioner havde vi det ganske hyggeligt med det lille publikum, der stod nede ved scenekanten. I “Min hånd holder fast i din” skete det, jeg nok mindst havde forventet, idet en ung mand begyndte at byde de tilstedeværende kvinder op til dans. Måske havde han akut brug for varme. Han var i hvert fald ikke iført overtøj og det var koldt nok til at guitarspil i hvert fald var lidt af en udfordring for de stive fingre.

Se og hør de første fem sange her:

“Vent!” var i mange år fast inventar på sætlisten, men har i længere tid måttet vige pladsen for nyere sange. Teksten, som handler om at være isoleret og have brug for hjælp, var dog meget relevant at synge på denne aften, så vi spillede sangen, og den bød på et helt særligt øjeblik. I sidste vers synges der:

Her
Under lygten med det pisgule skær
Faldet i
Der er skikkelser der haster forbi

Nøjagtig da vi sang den sidste af de ovenstående linjer, løb en stor gruppe stafetløbere forbi, og der var netop tale om skikkelser, der hastede forbi i mørket derude. Det var så påfaldende et sammentræf, at Paw og jeg kiggede på hinanden med et blik, der sagde “lagde du også mærke til det?!”

“De skrammer som man får” fra “Kys dine ar” er nok den mest intense sang, vi har, men vi har stadig til gode helt at få ram på den live. Problemet er ikke så meget, at sangen er et klaver-nummer, som live må spilles på guitar, da vi ikke slæber et keyboard med rundt. Problemet er, at sangen går så langsomt, at vi ikke selv helt kan tro det, og derfor konsekvent spiller den for hurtigt, hvilket ødelægger den. Sangen handler om at komme videre efter en hård tid (som kunne være at miste sin mor til kræften) og at skrammerne, vi får i livet, er en del af pakken. Altså en meget relevant sang i aftenens anledning, så det irriterede mig, at jeg bevidst gradvist måtte sætte sangens tempo ned, mens vi spillede den. Jeg tror ikke, publikum tænkte over det, men man spiller jo også for sig selv.

“Vi lukker nu” er én af de ældste sange, vi har. Den hed oprindelig “Closing time” og var i lang tid fast slutnummer i vores gamle band, Ties, omkring årtusindeskiftet. Den gik i arv til FAVN, men kom først på CD i 2011 i et nyt arrangement. Paws far har altid været glad for den og har klaget til os, hvis den manglede på sætlisten. Derfor havde vi valgt at slutte med den i Sorø. Vi var også sidste navn på scenen, så det passede fint. Der var dog et par udfordringer i den forbindelse. Den ene var, at vi havde ikke spillet den i umindelige tider. Den anden var, at Paws far var forsvundet. Igen var der dog fantastisk timing mellem scene og løbebane, for det viste sig at Paws far havde taget en tur rundt og nu vendte tilbage i netop det øjeblik, hvor vi inviterede ham op på scenen som korsanger i “Vi lukker nu”. Resultatet var ikke ligefrem nogen stor musikalsk oplevelse, men underholdningsværdien var i top (se bare nedenstående video) og således fik vores bidrag til “Stafet for livet” en ganske livsbekræftende afslutning.

Don Falch

Sætlisten:
1. Under en stjerne
2. Hvis det gør ondt
3. Min hånd holder fast i din
4. Så sent som i går
5. Nu har du låst mig ude
6. Vent!
7. Genfærd
8. De skrammer som man får
9. Op igen
10. Vi lukker nu