Eller rettere: Nat. Omsider fik vi vores debut som FAVN på den lille cafe, der nærmest var vores stamspillested, da vi hed TIES. Vi var spændte på, om FAVN kunne skabe en stemning i cafeen, der kunne leve op til den, vi på fire store aftener oplevede i TIES.
FAVN er jo ikke bare TIES på dansk. Der er forskel i både sound og optræden. I TIES var jeg forsanger og rytmeguitarist, og kunne for det meste lade guitaren køre pr. automatpilot, mens jeg fokuserede på kontakten med publikum. Derudover havde jeg Claus ved min side, som jeg kunne fjolle rundt med, og vi kunne dermed skabe et show, der kunne piske en stemning op. Da Claus forlod bandet, fik jeg meget mere at bestille på guitaren, og det har lagt en dæmper på overskuddet til publikumskontakt. Sangene og musikken er i højere grad end før nødt til at klare sig selv, uden helt så store armbevægelser fra bandets side. Heldigvis er både sange og sound rigeligt stærke til at klare opgaven. Hvis folk ellers lytter.
Det gjorde de på Vallentin’s. Det kneb lidt i starten, men ved pausen havde vi al den opmærksomhed, vi kunne ønske os. Vi skulle oprindeligt starte kl. 22.30, men da var der kun os selv, ejer Mette Vallentin og hendes søster til stede, så vi kom først i gang ved midnatstid. Første sæt bar lidt præg af, at vi ikke har været det travleste liveband i år, hvor vi har knoklet med demosinglerne i øvelokalet. Det vil ændre sig til næste år, hvor vi for alvor skal ud og gøre landet usikkert. Hold øje med koncertkalenderen!
Kontakten til publikum blev for alvor etableret, da vi hen imod slutningen af første sæt spillede vores altid effektive cover af Gasolins “Nanna”. Der lød ligefrem begejstrede “yeah!”-råb efter sangens afsluttende jamsession. Her ville vi før i tiden være gået til pause, men nu er det jo sådan at vores seneste single, “Født i en metro”, er en sang der rykker så meget, at den blev betroet den vigtige post at afslutte første sæt. Det var en livedebut, der fjernede enhver tvivl, vi måtte have haft om sangens slagkraft. Vi gik til pause med stort bifald fra et begejstret publikum.
I pausen havde jeg så den store fornøjelse, at møde en mand, der havde oplevet TIES to gange tidligere på Vallentin’s. Han sagde, at det her var meget federe, og udtrykte forundring over mine evner som leadguitarist. Det skal her nævnes, at jeg ved alle tidligere besøg har spillet akustisk guitar. Jeg ved ikke, om jeg på et tidspunkt vil vænne mig til at få komplimenter for mit guitarspil. Det er sket nogle gange efterhånden, og hver gang bliver jeg forundret, men naturligvis også glad. Sagen er jo, at strategien for mit guitarspil er såre simpel: Spil noget enkelt, men effektivt. Jeg er mildt sagt ikke noget teknisk vidunder på en guitar, så jeg må i stedet fokusere på de enkle idéer, der virker. Det er så åbenbart lykkedes til andre end bare min og bandets tilfredshed, hvilket er meget fedt at kunne konstatere.
Andet sæt var også en succes. Ikke mindst, da vi spillede Van Morrisons “Gloria”, som Mette Vallentin er vild med. Siden vi, som TIES, første gang spillede den sang på Vallentin’s, har hun krævet at vi spillede den, men hun havde vist ikke regnet med at høre den fra FAVN. Hen imod slutningen ankom en af vores gamle kendinge fra tidligere TIES-jobs på Vallentin’s. Vi genkendte hurtigt hinanden, og hans tidligere passion for konstant at komme med godmodige drillerier, især henvendt til Paw, blev omgående genoptaget. Da han virkelig havde fået mod på at komme med højtråbende kommentarer, tog jeg for alvor fusen på ham – og bandet. Jeg sagde: ”Ved du hvad? Nu skal jeg fortælle dig en historie. Den handler om dengang, da jeg gik ud over Langebro”… Jeg gik uden varsel i gang med sangen, og Paw og Søren måtte hovedkulds følge efter. Effekten var stor, og publikum sang med så højt, at jeg til tider bare overlod sangen til dem. Da sangen sluttede, kom en fyr med følgende bemærkning: ”Fedt, at I også spiller covernumre!” Dette medførte spredt latter, ikke mindst i bandet, og jeg måtte jo spørge om det mon egentlig var en kompliment? Sættet sluttede i vanlig stil med en eksplosiv ”Lån en lille løgn” med indbyggede soli. Og minsandten om ikke ”Født i en metro” blev ønsket gentaget, da vi sagde ”tak for i aften”! Det nummer virker altså bare. Jeg brillerede nu med at placere capoen forkert på guitaren, hvilket medførte at vi faktisk måtte starte den hele tre gange, før det lykkedes. Heldigvis kunne jeg skyde skylden på vores gamle kending fra før, da han netop havde givet os et shot hver. Jeg beskyldte ham for at have givet os narko, så vi ikke længere kunne spille ordentligt. Her sluttede aftenen så ikke. Der blev krævet mere. ”This Is My Life” var et ønske, som vi opfyldte med en fejlfri version, på trods af at vi faktisk aldrig har spillet sangen før. Det tog tydeligvis kegler. Vi lukkede og slukkede med Led Zeppelins ”Rock ‘n’ Roll”, og så gik turen ned til den pølsevogn, som vi trofast har besøgt hver eneste gang, vi har været i Ringsted.
Don Falch
Sætlisten:
1. Lige her
2. Tag mig op
3. Har vi hul igennem her
4. Hver sin vej
5. Afkrog af verden
6. Hvis din far gi’r dig lov (K. Larsen/M. Mogensen)
7. Hvor blev det hele af
8. Nanna (Kim Larsen/Gasolin’)
9. Født i en metro
Pause
10. Det bedste til mig og mine venner(Gasolin’)
11. Mød mig i mørket (Malurt)
12. Hvis du får brug for mig
13. Kite (U2)
14. Gloria (Van Morrison)
15. Når natten falder på (Malurt)
16. På vej
17. Langebro (Trad./Gasolin’)
18. Lån en lille løgn
Ekstra:
19. Født i en metro
Ekstra ekstra:
20. This Is My Life (Gasolin’)
21. Rock ’n’ Roll (Page/Plant)