Tilbage i Baghuset

Fredag d. 9/10 spillede FAVN vores anden koncert for Visens Venner indenfor to måneder. Da vi sidst i august spillede for foreningen i Frederikssund, var det en bragende succes og derfor så vi selvfølgelig frem til at skulle spille for en anden afdeling af den landsdækkende forening i Baghuset i Ballerup. Vi kontaktede Visens Venner, fordi den forening om nogen går op i sangtekster. De lytter omhyggeligt efter, hvad der bliver sunget og det er jo dejligt, når man som band selv vægter sangenes tekster højt.

Baghusets scene var flyttet ned i den ene ende, hvilket jeg ikke kunne lade være med at nævne fra scenen. En i publikum råbte, at det var sket for femten år siden, men det var altså trods alt ”kun” ti år siden, vi sidst spillede der, og dengang stod scenen på ”langsiden”. Nu stod vi så foran et proppet baghus, på en dejlig stor scene med flot lys og med lydmand på. ”Viseværten”, Almer, præsenterede os og lagde vægt på, at der var tale om et eksperiment. Det var første gang, der stod trommer på scenen under et ”Visens Venner”-arrangement i Baghuset. Han var spændt på, hvordan det ville blive modtaget.

Vi lagde ud med et par sikre ”hits” fra repertoiret, ”Under en stjerne” og ”Min hånd holder fast i din”, og de blev modtaget med stor entusiasme. Da jeg til at starte med nævnte, at vi jo egentlig var et rockband, lød der jubelråb derude, så måske havde Almer ikke så megen grund til at være urolig. I Frederikssund var det blevet modtaget med begejstring, da vi spillede vores egne fortolkninger af viserne ”En yndig og frydefuld sommertid” samt Povl Dissing og Benny Andersens ”Hilsen til forårssolen”, så de var naturligvis begge på sætlisten denne aften. I Frederikssund havde vi spillet ”En yndig og frydefuld sommertid” uden nogensinde at have øvet den, og det havde ingen kunnet høre. Nu spillede vi den så for anden gang, og denne gang lød den faktisk, som om vi havde brugt tid på at arrangere den, men det havde vi ikke. Vi kender bare hinanden ualmindelig godt. Folk elskede vores version og jeg glæder mig til at indspille den en dag.

Derpå spillede vi en af de bedste versioner, jeg kan huske, af ”Tordenskrald og frydeskrig”. Den blev fulgt af ”Nu har du låst mig ude” og ” Hvor blev det hele af”, der som altid virkede, og så var det tid til at gå på eventyr. Da jeg d. 17/9 spillede i Musikcafe Gimle i Føllenslev, havde jeg spontant spillet vores danske version af Tom Waits’ ”Martha”, som sagtens kan betegnes som en vise. Derfor tænkte jeg også, at den ville være perfekt at spille for Visens Venner, selv om Paw og jeg ikke har spillet den live siden 2009. Vi slap også meget godt fra den, men jeg havde i kampens hede glemt at tjekke tonearten og endte med at synge den to toner dybere end jeg skulle. Det kunne godt lade sig gøre, men gik desværre lidt ud over sangens gennemslagskraft. Det vidste publikum imidlertid intet om, og sangen udløste et varmt bifald, mens Paw smågrinende trak på skuldrende og sagde: ”Det er livemusik”.

Vi er begyndt at spille ”Nogen at snakke med”, åbningsnummeret fra ”Under en stjerne”, igen efter et par års pause. Det er et godt livenummer, men da vi havde spillet den, kunne jeg mærke, at folk trængte til nogle gladere toner og lidt gang i gaden. En del af kunsten at give en vellykket koncert er, at kunne både udfordre og læse publikum. Ethvert publikum mister koncentrationen, hvis de i længere tid skal lytte til sange, de ikke kender, og så skal man vide, hvornår det er tid til at sadle om. Det var det nu. ”Hvis det gør ondt” røg spontant ud af sætlisten og blev erstattet af vores version af Kim Larsens ”Maria”. Det var det helt rigtige at gøre, og i det afsluttende tema nynnede folk beredvilligt med. Så fik de ”Genfærd” fra ”Kys dine ar”, før vi sluttede med vores egen version af Povl Dissing og Benny Andersens ”Hilsen til forårssolen”. Ligesom i Frederikssund udløste den et begejstret bifald, og masser af henvendelser efter koncerten, hvor folk kom hen og roste vores version af den fantastiske vise.

Der blev forlangt ekstranummer. Vi kvitterede med ”Forfra igen” og de lærte hurtigt svarkoret på Michael Falchs omkvæd, hvorefter hele Baghuset rungede af fællessang. Præsentationsrunden tog som altid kegler og indeholdt den sandsynligvis første trommesolo i Visens Venners historie. Havde vi lagt ud med den, var de nok stukket af, men nu havde vi dem i vore hule hænder og de reagerede med begejstrede tilråb og klapsalver. Min bemærkning om, at ”hans mor flyttede tidligt hjemmefra” og Paws supplerende ”og jeg har ikke set hende siden” udløste latter. Da sangen var slut, bukkede vi til taktfaste klapsalver. Vi blev på scenen og bidrog ligesom i Frederikssund til den traditionelle afslutningsvise, ”Go’ nu nat”, med mundharpe og trommer.

Denne succesfulde aften faldt på et tørt sted efter for nylig at være blevet udsat for en absurd anmeldelse af ”Kys dine ar”, skrevet af bloggeren Ken Damgaard Thomsen på siden GFR, som gav albummet nul stjerner ud af seks og bl.a. mente, at jeg skulle undlade at synge, hvilket da er morsomt at få at vide efter snart 30 år som udøvende musiker og sanger og et hav af koncerter bag sig. Hvis vi skulle tage alle mulige menneskers mening til efterretning, ville vi få mere travlt, end vi har i forvejen. At nogle ikke kan lide musikken, er ikke overraskende. Der findes ikke det musiknavn på jorden, der ikke er hadet af nogen. FAVN har fået decideret begejstret ros fra folk som Johan Olsen, Tim Christensen, Michael Falch og sågar Simon Phillips fra Toto, og har i år gentagne gange oplevet, at folk efter koncerterne flokkes for at købe vores musik og med blanke øjne fortæller, hvor rørte de blev af sangene. Desuden er vi jo blevet spillet i landsdækkende radio flere hundrede gange, så vi tillader os fortsat at gå ud fra, at vi har fat i den lange ende.

Efter koncerten fik vi en fyraftensfadøl og jeg havde en længere sludder med Almer, som ikke ligefrem kan betegnes som kedelig. Han fortalte blandt andet, at han hver sommer rejser rundt i tre uger som vagabond. De accepterer ham, fordi han rejser på deres præmisser. Han har kun de penge, han tjener som skærslipper eller i nødstilfælde ved at tigge. Og han har som regel penge med hjem! Han havde mange spændende ting at fortælle om vagabondernes regler. Stoffer er bandlyst. Kriminalitet fører til karantæne. Alkoholisme er en sjældenhed. Man kan vist godt pakke sine fordomme sammen. Jeg glæder mig til at gense Almer til sommer, hvor vi mødes igen til et af de mange arrangementer, han og hans kone, Britta, står for.

Don Falch

Sætlisten, som den endte med at se ud:

1. Under en stjerne
2. Min hånd holder fast i din
3. En yndig og frydefuld sommertid (ukendt forfatter/komponist)
4. Tordenskrald og frydeskrig
5. Nu har du låst mig ude
6. Hvor blev det hele af
7. Martha (Tom Waits)
8. Nogen at snakke med
9. Maria (Kim Larsen/Larsen – Ole Christensen)
10. Genfærd
11. Hilsen til forårssolen (Dissing/Andersen)

Ekstra:
12. Forfra igen (Don Falch – Michael Falch)

Fælles afslutningssang: Go’ nu nat (Dissing/Andersen)