En anderledes aften i Helsingør

september 21, 2007
Helsingør
Axelhus Bodega
En anderledes aften i Helsingør

Det er vel ikke så ofte, at man har to premierer i samme tour? Det er i hvert fald ikke sket for FAVN før, men koncerten på Axelhus Bodega i Helsingør, lørdag d. 21/9, kunne med rette kaldes for en premiere. For første gang gav FAVN en koncert som duo! Jep, en akustisk koncert med kun Paw og undertegnede. En tre timers koncert med nye fortolkninger af egne numre, såvel som covernumrene, samt premiere på en del nye covernumre, der havde sneget sig ind i det akustiske sæt.

Det er så sandelig en ny og meget spændende oplevelse for os, og vi har i de seneste uger arbejdet på at få numrene til at fungere i denne form. Jeg spiller skiftevis på min 6-strengede og min 12-strengede guitar og spiller temaer og soli på mundharpe. Paw spiller på et mindre trommesæt med en gammel lilletromme fra 50’erne. Den siger ikke meget. Eneste bækken er et lille splashbækken. Derudover har han tamburin og andet rasleværk med, men det virkeligt nye er, at Paw også spiller både klokkespil og keyboard! Han kan godt orientere sig på et keyboard, men at kalde ham keyboardmand ville være som at kalde mig trommeslager…

Det var en mærkelig fornemmelse kun at være os to i bilen på vej til et job. Vi var spændte, men ikke nervøse. Der skulle nok komme en del fejl undervejs, men de ville være lette at skjule. Da vi ankom, havde vi nu mest lyst til at finde et sted, hvor vi kunne skjule os selv! Lige foran det hjørne, hvor vi skulle stå, sad en flok stangstive svenskere. Og hvis de var over 18, holdt de sig godt! Vi havde knap stillet op, før de begyndte at pille ved instrumenterne, og vi måtte flere gange jage dem væk. Henne i baren stod en flok tyskere. Faktisk var det svært at finde nogen, der talte dansk i bodegaen! Jeg så i ånden tre timer i helvede med danske sange spillet for stive svenske børn og uinteresserede tyskere. Heldigvis fik personalet snart nok af børnene, der var en belastning for alt og alle derinde, så de blev smidt ud. Ah. Jeg kom til at tænke på, at det vist er første gang, jeg har ønsket mig at folk gik, før vi skulle spille…

Stedet blev snart befolket igen. Faktisk næsten proppet. (Ikke at der skulle så meget til.) Paws kærestes lillebror Emil kiggede forbi. Det samme gjorde vores hårdtarbejdende booker/manager Line, sammen med en anden gammel fan, Henrik. De var nysgerrige. FAVN akustisk. Hvordan skulle det nu gå?

Det skulle gå glimrende. Masser af småfejl hist og her, men jeg tvivler på, at andre end os opdagede en eneste af dem. Det føltes faktisk ikke så anderledes end en elektrisk koncert. Selvfølgelig er det en anden måde at spille på, men jeg oplevede at intensiteten og energien i vores formidling var intakt, selv om den lå et andet sted end normalt. Der blev såmænd også sunget med og danset til den store guldmedalje i lange perioder og stemningen var god.

En interessant ting, man oplever, når man omarrangerer elektriske rockversioner til akustiske versioner er, at man ofte simpelthen skal gøre det modsatte af det, man plejer. Det mest larmende stykke i et nummer bliver således til det mest stille. Lange, hængende akkorder på elguitaren bliver til en hurtig, piskende rytme på den akustiske og så fremdeles. Ikke en opskrift, der kan følges 100 %, men et godt stykke ad vejen. Det har været spændende at arbejde med.

Vi fulgte stort set standardforløbet i vores normale ”Nedtour”-sætliste, men nogle ændringer havde været nødvendige. Mest hvad angik overnumrene. Til at starte med havde Larsens ”Hvis din far gi’r dig lov” været underligt tam, da vi øvede den, så vi havde erstattet den med en anden af Larsens bedste sange, ”Dagen før”. Da ”Hvis din far gi’r dig lov” senere kom til at virke, røg den ned blandt ekstranumrene og blev faktisk det nummer, vil lukkede og slukkede med denne aften.

Andre nyheder i sætlisten: To Malurtnumre: ”Den eneste i verden” og som ekstranummer ”Lev stærkt”. Apropos Michael Falch spillede vi for anden gang nogensinde ”Forfra igen”, som består af Michael Falchs omkvæd tilsat vores vers og mellemspil. (Mere om det her.) Den blev første ekstranummer. Det er jo meget oplagt, når folk råber på ekstranummer, at sige: ”Okay, vi spiller ’Forfra igen’”…

Den nok vigtigste ændring i sætlisten:

Gnags’ ”Burhøns” er heller ikke et oplagt akustisk nummer, men det er deres ”Under bøgen” til gengæld. ”Burhøns” har jo været et af de numre, vi har knyttet til tourens tema (lyt til ”Nedtur”), da jeg hver gang har introduceret den med at sige, at sangen oprindeligt handlede om høns, men i dag lige så godt kunne handle om mennesker. ”Under bøgen” var en glimrende erstatning, da jeg havde skrevet et ekstra vers til den. De to oprindelige første vers er næsten ens. Kun navnet bliver skiftet ud:

Lun luft og lysegrøn solspættet himmel – det er forår og jeg sidder her
På bænken under bøgen
Der kommer Anna/Ejner, mon hun/han sætter sig ned? Jo jo, der kan godt være flere
Her på bænken under bøgen
Anna/Ejner hun/han siger det i grunden er synd, at vi kender så lidt til hinanden her i byen

FAVNs ekstra vers:
Lun luft og lysegrøn solspættet himmel – det er forår og jeg sidder her
På bænken under bøgen
Der kommer Mogens Camre, mon han sætter sig ned? Næ hov, der kan ik’ være flere!
Her på bænken under bøgen
Vi snakker om at det i grunden er synd, at vi kender så lidt til hinanden her i byen

Don Falch

Sætlisten:

1.   Lån en lille løgn
2.   Mød mig i mørket (Malurt)
3.   Kærligheden overvinder alt (Steffen Brandt)
4.   Antibussen
5.   Vent!
6.   Lige her
7.   Dagen før (Kim Larsen)
8.   Taxa i tomgang
9.   Født i en metro

Pause

10. Genstart
11. Nedtur
12. Fremmed (Kim Larsen)
13. Under bøgen (Peter A.G. Nielsen)
14. Alverden så på
15. Fald min engel (Steffen Brandt)
16. Langebro (Larsen-Beckerlee-Jönsson/DP)
17. Tag mig op
18. Afkrog af verden
19. Har vi hul igennem her

Pause

20. Hvis du får brug for mig
21. Rev mig løs
22. Midt om natten (Kim Larsen)
23. Et sted derude (Steffen Brandt)
24. Når lyset bryder frem (Sebastian)
25. Den eneste i verden (Michael Falch)
26. Vi lukker nu

Ekstra:
27. Forfra igen (Don Falch-Michael Falch)
28. Du er ikke alene (Sebastian)
29. Lev stærkt (Malurt)
30. Hvis din far gi’r dig lov (K. Larsen/M. Mogensen)

Share:
Copyright 2018 favn.net | All Rights Reserved | Handels- Og Leveringsbetingelser | Designed By Sitepact