Efter Simons hårde, men veloverståede, ilddåb i Ebeltoft om fredagen, var turen nu kommet til en kro med det festlige navn Den Blå Ged i Ordrup, Nordsjælland. Efter at have taget færgen fra Ebeltoft kl. 6 om morgenen, havde vi været hjemme og hvile lidt, og nu var vi friske og kampklar igen. Okay, måske knap så friske, men i hvert fald kampklar!
Da vi ankom til Den Blå Ged var der stadig mange krogæster, der spiste i den store krostue, vi skulle nedlægge. Så vi fik nogle fadøl og erobrede billardbordet i et tilstødende barlokale. En lille time før vi skulle spille, fik vi endelig signal til at vi kunne stille op på den mikroskopiske scene, som dog lige akkurat var stor nok til at vores lille band kunne være der. Ved bordet lige ved siden af scenen, sad to par og hyggede sig, og de to herrer havde fået nok inden for vesten til at komme med ”sjove” kommentarer til os, mens vi knoklede med at få plads til alting på scenen. De kunne vente sig, kunne de… Krostuen var ganske pænt besøgt, men dog på ingen måde proppet.
Vi lagde ud med ”Lige her”, som er et fedt startnummer. Det svinger, og er ikke for stille eller for voldsomt. Vi skulle jo nødig skræmme livet af den ældre dame, der sad sammen med et festligt lille selskab. De sad ved et bord ved baren, cirka ti meter fra scenen. Hun holdt ud hele aftenen, og elskede det. Jeg lagde mærke til, at hun sad og sang med på vores egen ”Hvis du får brug for mig” i første sæt. Det oplever vi tit, men ikke med kvinder der nærmer sig de 70. Da jeg præsenterede ”På vej” var det tid til at give lidt igen til de førnævnte rapkæftede herrer, som stadig ufortrødent fyrede ”morsomheder” af i en lind strøm. Jeg fortalte, at ”På vej” handler om et par rebeller, der så gerne vil gøre oprør, men ikke rigtig ved, hvad de skal gøre oprør imod. Deres forsøg bliver derfor lidt kikset, som de går ned ad gaden i deres læderjakker og rækker tunge af folk, som desværre for dem er temmelig ligeglade. ”Det kunne jo være jer to”, sagde jeg til de to herrer, som tydeligvis ikke lige var forberedt på at få hele krostuens opmærksomhed på den måde. De klappede i som et par østers, og vi hørte ikke mere til dem.
I andet sæt bad jeg publikum knipse i takt i det stille stykke i “Har vi hul igennem her”. En stor gut bagerst i krostuen ”hørte forkert” og spurgte højlydt om de skulle kneppe i takt!? Vi holdt os til knipseriet… Det var et åbent og modtageligt publikum, vi spillede for denne aften. Dog var det ikke alle, der holdt til tre sæt, og mellem andet og tredje sæt var der næsten tomt i krostuen. Men der kom flere til, og der blev danset heftigt i sidste sæt. Jeg troede naivt, at de vel også ville synge, når nu de så gerne ville danse. I ”Lån en lille løgn” var der fest, og efter præsentationsrunden blev de dansende bedt om at gentage hvad jeg sang. Men der skulle skrappe overtalelsesmidler til, og da de små pip fra dansegulvet ikke var tilfredsstillende, standsede jeg bandet og fortalte de stive mennesker, at de simpelthen måtte tage sig sammen. Det har en hvis effekt på et publikum, når bandet bare stopper og musikken falder fra hinanden midt i det hele. De små pip blev til så meget sang, som der kunne komme ud af de spritbelagte halse, og de havde da stemme nok tilbage til at skrige på ekstranummer bagefter.
Jeg kastede bandet ud i Van Morrisons ”Gloria”, efter kort at have bekendtgjort, at vi nu ville spille en sang, som Simon overhovedet ikke kendte. Han kom selvfølgelig hurtigt efter det, og den sang er så simpel, at man skal have sine musikskolepenge tilbage, hvis man ikke kan spille med på den efter ganske få takter. Derefter satte vi prikken over i’et med ”Twist and Shout”, som blev stoppet og standset et par gange for at få publikum til at gå over gevind, hvilket var en ganske smal sag på det tidspunkt (og ja, den ældre dame var på dansegulvet, og havde trofast hængt på i samfulde tre timer). Så sagde vi tak for i aften. En dame, der hørte til den ældre dames selskab, var dog så stiv, at hun næsten blev forarget over at ”det dér band ikke engang ville spille nogle ekstranumre.” At vi netop havde spillet to, var gået hen over hovedet på hende, selv om hun havde væltet rundt lige foran scenen i den sidste halve time (mindst).
Efter koncerten var der masser af ros til os, mens vi sad og smagte på barens udvalg af spændende øl. En ung mand, der havde været inde på en cafe lige på den anden side af gaden, hvor der også havde været livemusik (sådan er vi altid så heldige…), ville gerne købe vores cd, men tøvede dog lidt, da Paw gjorde det klart for ham, at det egne numre, og ikke covernumre, der var på cd’en. Han købte den nu alligevel.
Don Falch
Sætlisten:
1. Lige her
2. Tag mig op
3. Hvis din far gi’r dig lov (K. Larsen/M. Mogensen)
4. Hvis du får brug for mig
5. På vej
6. Glory Days (Bruce Springsteen)
7. With Or Without You (U2)
8. Nanna (K. Larsen/Gasolin’)
Pause
9. Det bedste til mig og mine venner (Gasolin’/M. Mogensen)
10. Mød mig i mørket (Malurt)
11. I’m Goin’ Down (Bruce Springsteen)
12. Har vi hul igennem her
13. Alverden så på
14. Stand By Me (Leiber-Stoller-Ben E. King)
15. Downtown (Neil Young)
16. Født i en metro
Pause
17. I Saw Her Standing There (Lennon/McCartney)
18. This Is My Life (Gasolin’-Tommy Bogs/M.C. Moloney)
19. Farmor John (Harris/Terry)
20. All Along The Watchtower (Bob Dylan)
21. Langebro (Larsen-Beckerlee-Jönsson/DP)
22. Lån en lille løgn
Ekstra:
23. Gloria (Van Morrison)
24. Twist And Shout (Medley-Russel)