Meltdown på Mojo

Meltdown er et projekt, der foregår 2 gange om måneden i København (se www.meltdown.dk), hvor solosangskrivere kommer sammen om at spille hinandens musik. Meltdown er også et band, der består af solokunstnere, der samler kræfter, deler rampelyset, og danner kernen i et voksende netværk. Til Project Meltdown mødes 2-3 gæstesolister og husbandet kl. 17:00, efter at have gjort nogle forberedelser over nettet. Vi spiller materialet hurtigt igennem og laver en sætliste til aftenens program. Kl. 21:30 går vi på scenen og spiller to sæt bestående af bandmedlemmernes og solisternes originale sangmateriale. Så vidt vi ved, er der ingen andre sangskriver-projekter, der fletter talentet sammen til et sammenhængende show, med henblik på at danne netværk og udvide solokunstneres muligheder for, og effektivitet ved, at optræde live. Så vidt vi ved, er der ingen andre sangskriver-projekter, der byder på så meget kunstnerisk diversitet i løbet af en enkelt aften, men stadig bevarer den røde tråd, som et fast husorkester sikrer.
Fra www.bandbase.dk/projectmeltdown/Biography

Da FAVN medvirkede i Projekt Meltdown var det første gang, at et band deltog. Vi spillede sammen med Phileas (Rhodes og harmonika) og MC Hansen (guitar). Numrene udviklede sig lynhurtigt i retning af mere folkede arrangementer. I den forstand var det en horisontudvidende oplevelse. Tak for det!

At Mojo har en anordning installeret, som slukker for strømmen, hvis man spiller “for højt”,  er til gengæld svær at have andet end hovedrysten til overs for. Således levede første nummer, “Hvor blev det hele af”, fuldt op til sin titel, da den blev afbrudt midtvejs af en strømafbrydelse. (Den blev, også meget passende, fulgt op af “Har vi hul igennem her”.) Det var bassen, der havde været for høj, sagde bartenderen, (som i øvrigt må være den flinkeste bartender (og største Faxe Kondi-fan – næst efter Simon, naturligvis), jeg har mødt. Men oppe på scenen kan man bare ikke høre, om det er for højt. Nej, det er meningen, at man (i stedet for at koncenterere sig om at spille fedt og leverere en god præstation) skal stå og holde øje med et fjollet “øretegn” på væggen, som lyser rødt, hvis man spiller “for højt”… Men man kan jo i sagens natur ikke se, hvad det er, der er for højt. At “for højt “så i øvrigt i Mojo-sammenhæng betyder klokken halvotte på drejeknappen på transistoren i køkkenet derhjemme, gør det ikke mere meningsfyldt! Et fuldblods spillested med stolte traditioner, hvor man skal lyde som en computerhøjttaler… Fedt.

Nå, men tilbage til sagen: Også i andet sæt led vi under en strømafbrydelse i “Alverden så på”, men den var så kort, at man knapt bemærkede det. Vi spillede efter omstændighederne temmelig godt. Især i forhold til lydprøven, som havde været lidt af en… ja, prøvelse.Tak til Phileas, MC Hansen, Morten Schrøder (som Simon naturligvis kender – han kender alle…) og Chano for en spændende aften med dejlig (omend lav) musik.

Vi har aftalt med Phileas, at vi kommer til Næstved og lader ham indspille sin stemnings- og smagfulde harmonika på de mest folkede af kandidaterne til efterårets nye FAVN-album. Det glæder vi os meget til – det skulle I også tage at gøre!

Vi kan ikke love, at vi ikke også kommer til at indspille lidt trædeorgel ved samme lejlighed. For Phileas er en meget personlig musikant med store evner, hvis I spørger mig! Tjek ham ud her: www.bandbase.dk/Phileas

Paw Koch

FAVNs bidrag denne aften:

I første sæt:
Hvor blev det hele af
Har vi hul igennem her

Pause

I andet sæt:
Afkrog af verden
Alverden så på
Født i en metro

Share:
Copyright 2018 favn.net | All Rights Reserved | Handels- Og Leveringsbetingelser | Designed By Sitepact