Hård kamp i Holbæk

Men ikke en kamp mod publikum. En kamp mod os selv og – igen – drillende udstyr. Fredagens koncert på Underhuset i Holbæk var første rigtige fuldlængde FAVN-koncert i 2006. Der var derfor hårdt brug for at øve op til koncerten, men det havde været noget af et hyr at få arrangeret nogle øvegange. Dels fordi august og september altid er travle måneder på alle fronter, og i særdeleshed fordi Paw var i gang med at flytte. Det lykkedes mig at mødes med Simon til en gennemgang af sætlisten, og det forløb overraskende godt, i betragtning af at vi ikke havde rørt de fleste af sangene siden december. I fredags mødtes vi så sidst på eftermiddagen og øvede nogle timer, før vi pakkede sammen og drog mod Holbæk. Jeg havde netop investeret i et nyt guitarstativ med plads til fem guitarer (= mere plads på scenen), en kuffert og ny strømforsyning til mine pedaler, der derfor nu var samlet på ét sted, hvorfra de ikke kunne flytte sig… Alt dette skulle gøre livet lettere på scenen. Der var dog en kurre på tråden: Min elskede Jazzmaster havde været til reparation i en måned, og skulle have været færdig til koncerten, men det var den ikke. Jeg fik så lov at låne en magen til, og alt skulle være fint. Men… Den lånte Jazzmasters vibratorsystem var til rotterne. Brugte man vibratorarmen, skulle man omgående stemme guitaren helt om. Jeg måtte derfor droppe at bruge vibratorarmen, som ellers er en ret væsentlig del af min spillestil, og har en vigtig funktion i flere af numrene. Men låneguitaren lød ganske enkelt heller ikke nær så godt som min egen, og jeg valgte til sidst bare at tage den med som ekstraguitar. Jeg havde trods alt min Telecaster og min Gibson.

Vi ankom sent til Underhuset, så lydprøve blev der ikke noget af. En usund situation, som jeg hader. Stress lige før man skal på scenen, og usikkerhed om tingene fungerer, og om man kan høre noget overhovedet, når man går på scenen… Hæsligt.

Stemningen var god, som den altid er på Underhuset, der er mit og Paws gamle stamværtshus fra vores seminarietid i Holbæk. Allerede da jeg anbragte mine guitarer på scenen, kom der tilråb a la ”nu trykker I den af, ikke?”. Det fik mig til at ændre lidt i sætlisten. Vi havde tænkt os at starte med den stille ”Taxa i tomgang”, men den blev nu vraget til fordel for Dylans ”All Along the Watchtower”. Den er et godt startnummer, fordi den er så enkel og fleksibel, hvilket gør det muligt at rette til i lyden undervejs. Den gik også rent ind, men min plan om at skære ned i covernumrene, især de engelske, gik jo så lidt i vasken. Men det tænkte publikum nok ikke videre over… Jeg følte mig dog nødsaget til at indlede ”Lån en lille løgn”, som nu gået på pension som showstopper til fordel for en funktion som showstarter, med at sige, at vi jo ellers mest synger på modersmålet. Den gik også rent ind, og publikum var ganske villige til at synge med på ”Wå-å” delen. Tilbage i TIES-dagene havde vi fire fantastiske aftener på Underhuset, og det så ud til at den tradition skulle fortsætte med FAVN. ”Lån en lille løgn” gik direkte over i Malurts ”Mød mig i mørket”, og der var fest derude. Knap så meget fest var der på scenen, da jeg sprang en streng på Telecasteren undervejs. Ikke noget problem, vel? Man tager jo bare sin Gibson… Og konstaterer, at de seks strenge, der sad på den sidst, man spillede på den, nu på uforklarlig vis er reduceret til fem… Da jeg ikke havde regnet med at bruge låneguitaren, stod den bare i et hjørne og var ikke engang pakket ud af posen. Det var trods alt et held, at det var den lyse E-streng, der manglede på Gibsonen, for det er den eneste, der til nød kan undværes. Jeg spillede altså resten af sættet på femstrenget guitar, hvilket gjorde flere af de faste riffs til noget af en udfordring. Vores nye, meget mere hårdtslående, version af ”Antibussen” var en succes, og det var et stort lyspunkt for os. Vi havde planlagt at slutte første sæt med ”Født i en metro”, men det riff kan ikke spilles uden den lyse E-streng, så Eddie Cohrans ”C’mon Everybody” blev i al hast trukket op af posen, og så var der pause.

”Født i en metro” indledte andet sæt, efter en ”pause”, som for mit vedkommende blev brugt på at skifte strenge til den store guldmedalje. Det var endnu ikke lykkedes at få hverken Telecasteren eller Gibsonen til at fungere ordentligt lydmæssigt, så jeg besluttede at give låneguitaren et skud, og den trængte klarere igennem. Det var jo godt nok, men den støjede også, hvilket var mindre godt. Værst var dog det, at Jazzmasteren generelt har det handicap, at strengene meget nemt flytter sig! Det gør det altså ret vanskeligt at spille, når man ikke kan regne med, at strengene er, hvor man tror de er. Det problem har jeg fået fikset på min egen, men det her var #”%#” ikke min egen…! Surt, at skulle kæmpe med et problem, som man faktisk for længst har løst.

De følgende tre numre var en mørk vandring: ”På vej” om oprør uden mål, ”Nedtur” om den råddenskab Dansk Folkeparti planter, dyrker og høster i Danmark, og et nyt covernummer, der fik premiere denne aften: Malurts ”Indrømmer blankt”. Den gik rigtig godt, selv om (eller fordi) vi kun havde øvet den én gang samme eftermiddag. Vi dykkede med ”Lige her”, som virkelig fik en flot modtagelse, og en temmelig kaotisk version af ”Afkrog af verden”, som gik direkte over i ”Langebro” og fællessang. Jeg sluttede andet sæt stående på en stol, mens vi hamrede vores nye version af ”Har vi hul igennem her” ud i smasken på publikum, som nød det.

”Ah, den kan vi da godt. Ingen grund til at øve den.” En klassisk sætning, som ofte høres, når man øver op til en koncert. Og så kan man som regel være sikker på, at katastrofen ligger om hjørnet. Vi havde ikke fundet det nødvendigt at øve ”Hvis du får brug for mig”. En rædselsfuld version senere stod det klart, at det nok havde været klogt. Publikum lod nu ikke til at bemærke noget. Vi skyndte os videre med vores Bo Diddley-jamversion af Gasolin/Larsens ”Nanna”, og vores egen ”Alverden så på”. Begge blev godt modtaget, selv om de lød lidt medtagede… I pausen havde en fyr og en pige spurgt om de måtte komme op og synge en sang. F.eks. ”Leaving On A Jetplane”. Det kunne de da godt, tænkte jeg. Det ville give os et lille pusterum. De blev nu inviteret op på scenen, og først da vi begyndte at spille gik det vist så småt op for dem, at de egentlig ikke rigtig kendte sangen… Jeg måtte stå og råbe stikord til dem, når de ikke selv forsøgte at improvisere sig igennem sangen, som fik en helt ny og uforståelig tekst denne aften. Publikum syntes nu det var meget skægt, og hjalp så godt de kunne. Vi sagde pænt farvel til vores gæster, og ilede videre med ”Det bedste til mig og mine venner” (fællessang, naturligvis) og vores egen ”Vi lukker nu”, som i TIES i årevis var fast showstopper i sin engelske udgave (”Closing Time”), og nu har fået sin gamle plads tilbage. Slutsoloen blev lidt kompliceret, da en fyr syntes det var smart at bruge scenen som genvej og kom til at skubbe til mig, hvilket medførte at min guitarrem faldt af… Nå, men sangen tog kegler nu som før med soli over hele linjen og efterfølgende krav om ekstranumre.

Vi fik for en sjælden gangs skyld luftet vores tunge rockversion af Benny Andersens ”Svantes svanesang”, som var et hit, og så sluttede vi festen med ”This is My Life” (Gasolin’) og ”Twist and Shout”.

Folk havde haft en god aften, men vi måtte altså kæmpe lidt for hårdt mod rust og svigtende grej. Langt de fleste problemer og smuttere fes helt sikkert hen over hovedet på publikum, men det er frustrerende, når man gerne vil give den bedst mulige koncert. Vi vender tilbage til Underhuset senere i år. Revanche…

Don Falch

Sætlisten:

1.   All Along the Watchtower (Bob Dylan)
2.   Lån en lille løgn
3.   Mød mig i mørket (Malurt)
4.   Tag mig op
5.   Antibussen
6.   Hvis din far gi’r dig lov (K. Larsen/M. Mogensen)
7.   C’mon Everybody (Eddie Cochran)

Pause

8.   Født i en metro
9.   På vej
10. Nedtur
11. Indrømmer blankt (Malurt)
12. Lige her
13. Afkrog af verden
14. Langebro (Larsen-Beckerlee-Jönsson/DP)
15. Har vi hul igennem her

Pause

16. Hvis du får brug for mig
17. Nanna (K. Larsen/Gasolin’)
18. Alverden så på
19. Leaving on a Jetplane (John Denver) – på opfordring og ”sunget” af to gæster
20. Det bedste til mig og mine venner (Gasolin’/M. Mogensen)
21. Vi lukker nu

Ekstra:
22. Svantes svanesang (Benny Andersen)
23. This is My Life (Gasolin’-Tommy Bogs/M.C. Moloney)
24. Twist and Shout (Medley-Russel)