En våd nat efter fredagens koncert på The Irish Pub i Vejle sad godt og grundigt i kroppen, da jeg lørdag formiddag blev vækket af Simon. Vi havde som før overnattet i pubben og nu ventede endnu en koncert på et andet stamsted: Kahytten i Svendborg.
Men før vi satte kursen mod Svendborg, havde Paw arbejde, der skulle gøres hjemme på Sjælland, så han satte Simon og mig af i Nyborg, så vi kunne fordrive dagen med lidt sightseeing, indtil han kom tilbage. Det blev en hyggelig, afslappet dag med nogle timers søvn i en park og cafebesøg på programmet. Sidst på eftermiddagen kom Paw tilbage og hentede os. Nu skulle Svendborg mærke FAVNs hammer.
Da vi ankom til Kahytten for at stille op, var vi i så god tid at scenen slet ikke var ryddet endnu og et band spillede omme i Kahyttens baggård. Det viste sig, at Kahyttens billardklub holdt fest. Vi lod os underholde lidt af bandet, der ligesom os udgjordes af guitar, bas og trommer. Stilen var dog noget mere bluesbaseret og sangene handlede mest om at være sanseløst beruset. I og for sig et glimrende emne…
Nogle damer, der havde deltaget i baggårdsfesten, kunne ikke få blues nok, så da tiden nærmede sig, hvor vi skulle spille, begyndte de at plage os om at spille blues. Nu har vi ikke ligefrem blues på repertoiret, men vi kender da nogle bluesnumre, og da vi alligevel, belært af tidligere koncerter i Kahytten, havde tænkt os at starte akustisk, kunne det da være ganske fint at smide lidt blues ind i sættet. Bluesen har den store fordel, at den i modsætning til rocken ikke behøver at få et los i røven for at virke. Vi stillede os på fortovet udenfor Kahyttens indgang og drøftede, hvilke bluesnumre vi kunne spille, uden at behøve at øve os først. Vi havde lige fundet ud af det, da de blueskrævende damer kom ud fra Kahytten. De skulle hjem nu.
Okay, vi dropper sgu bluesen, så…
Et altid spændende element ved koncerterne i Kahytten er spørgsmålet, om “Rockeren i blodrus” mon dukker op denne gang. (Læs om vores første møde med ham her og om det andet her.) Efter et afdæmpet, akustisk første sæt for en temmelig tyndt befolket kahyt, startede vi også andet sæt akustisk, som vi plejer. Og midtvejs i andet sæt var han så dukket op. Pragtfuldt. Han lignede ikke meget en rocker i blodrus med sin hvide skjorte og musketér fipskæg, men han var ikke sen til at udstede ordrer til os. Der skulle være gang i den! Fint med os. Tiden var også moden til det. Der var kommet flere mennesker. Der blev tændt op under den elektriske guitar og vi begyndte at spille Gasolin’s ”Det bedste til mig og mine venner”. Rockeren i blodrus kendte naturligvis sangen og var glad for, at vi spillede den, men han kendte den åbenbart ikke godt nok til at vide, at første vers jo fungerer som stilhed før stormen. I hele det første, stille vers, blev han ved med utålmodigt at kræve gang i den. Da andet vers eksploderede i hovedet på ham, blev han endelig tilfreds. For en tid. Så tilfreds en rocker i blodrus nu kan blive.
Sidst i andet sæt kom en ung fyr hen til os og spurgte, om vi kunne spille Poul Krebs’ ”Sådan nogen som os”. Rent musikalsk mente vi nok, at det kunne lade sig gøre, men jeg kunne kun teksten til omkvædet, så… Jamen, han ville gerne synge den! Han havde i årevis sunget i Poul Krebs Jam. Det ville blive skidegodt! Stedet ville gå helt amok! Jamen, så måtte han jo hellere få lov. Efter at have fundet det rigtige tempo, fik vi spillet en bundsolid version. Vores nye forsanger havde desværre en ide om, at man skal lade hænderne omslutte mikrofonen, når man synger i den. Det giver en transistoragtig lyd, som sådan set passede meget godt til hans Poul Krebs imitation. Desværre fik det også med jævne mellemrum mikrofonen til at hyle og skrige. Det stod han så og kæmpede med, indtil det lykkedes os at kommunikere til ham, at han skulle bruge mikrofonen normalt. Det løste problemet. Det er altid en velkommen drejning i sættet, når man pludselig bliver kastet ud i at spille noget uventet. Publikums reaktion var dog til at overse. Måske sparede de op til tredje sæt.
Aftenen før i Vejle havde vi i anledning af Michael Jacksons død spillet ”Billie Jean”, og vi havde den også liggende som en joker denne aften. Bare ét nummer inde i tredje sæt råbte en gut så “spil noget med Michael Jackson” (hvorefter han straks forlod Kahytten… Er det mon en trend?!). Det gjorde vi så, selv om det føltes lidt besynderligt lige efter vores protestsang, ”Nedtur”. Det var ikke overraskende en meget mere solid version af Jacksonhittet, vi leverede i Kahytten. Eneste lille minus var, at Simon startede i en forkert toneart, hvad jeg heldigvis opdagede og gjorde ham opmærksom på, så han fik skiftet til den rigtige toneart, før jeg begyndte at synge.
Midt i sættet hev vi Gasolin’s profetiske ”Rabalder” op af mølposen. Det er en af Simons favoritter, men det er ikke så tit, vi spiller den. Sidste gang var på Lades, Kbh d.18/6-2008.
Der blev gået til den både på og foran scenen nu, og der var ved at være fyldt op i Kahytten. Det var dog generelt et mere tilbageholdende publikum end vi oftest møder i Kahytten. Efter ”Har vi hul igennem her” sagde jeg tak for i aften, vel vidende at folk slet ikke havde fået nok. Folk kiggede afventende på os. En enkelt eller to kom med svage protester.
Jeg spurgte, om de ville have mere, og SÅ vågnede de!
Vi fløjtede atter festen i gang med ”C’mon Everybody” og ”Rabalderstræde”. Nu kunne de godt finde ud af at bede om mere! Rockeren i blodrus havde nu åbenbart fået det indtryk, at det var ham, der styrede slagets gang, og begyndte derfor at råbe ordrer til mig a la: ”Spil nu ’Det bæste til maj og mine vænner’ og lad os få noget gang i den!” Jeg forsøgte at forklare ham, at den havde vi jo faktisk allerede spillet, men det var han ligeglad med og råbte videre. Jeg meldte mig hurtigt ud af den samtale, som ret åbenlyst ikke ville føre nogen vegne, og blev heldigvis snart revet i armen af Simon, der havde fanget et ønske om noget med U2. Se, det var jo til at overkomme, og med ”I Still Haven’t Found What I’m Looking for” var der stadig godt med kog i gryden. Dog ikke helt nok for Rockeren i blodrus, som stadig ville have mere gang i den og vist stadigvæk helst ”Det bæste til maj og mine vænner”. Jeg tænkte, at den bedste måde at lukke munden på ham nok var, at spille et nummer til. Da jeg startede riffet til det absolut sidste ekstranummer, ”Twist and Shout”, havde jeg regnet med sure miner fra vores skjorteklædte rockerven, men til min forbløffelse kastede han begge arme i vejret og begyndte at hoppe, mens han kiggede rundt på alle sine ”vænner” og råbte et barnligt begejstret ”Jaaaaaaaah!”.
Jeg fik sgu helt sympati for ham et kort øjeblik…
Don Falch
Sætlisten, som den endte med at se ud:
1. Det hele begynder her
2. Genstart
3. Når lyset bryder frem (Sebastian)
4. Sort hul
5. Mød mig i mørket (Malurt)
6. Lige her
7. Hvis din far gi’r dig lov (K. Larsen/M. Mogensen)
8. Tag mig op
9. Vent
Pause
10. I mit stille sind
11. Mysterium
12. Se os nu
13. Rev mig løs
14. Det bedste til mig og mine venner (Gasolin’/M. Mogensen)
15. Burhøns (Peter A.G. Nielsen)
16. Alverden så på
17. Sådan nogen som os (Poul Krebs) – på opfordring af og med gæstesanger
18. Lån en lille løgn
Pause
19. Nedtur
20. Billie Jean (Michael Jackson)
21. Født i en metro
22. Rabalder (Gasolin’-T. Bogs/Gasolin’-T. Bogs-M. Mogensen)
23. Du er ikke alene (Sebastian)
24. Et sted derude (Steffen Brandt)
25. Forfra igen (Don Falch-Michael Falch)
26. Har vi hul igennem her
Ekstra:
27. C’mon Everybody (Capeheart/Cochran)
28. Rabalderstræde (Gasolin’-M. Mogensen-Tommy Bogs)
Ekstra ekstra:
29. I Still Haven’t Found What I’m Looking for (U2)
30. Twist and Shout (Medley-Russel)