God stemning, god akustik og gode hensigter var der masser af.
Vi havde kontaktet samtlige lokale medier, og faktisk kom der en glimrende artikel i lokalsprøjten. Det var åbenbart ikke ”store-gå-i-byen-dag-i-Studenternes-hus-dag”, så fremmødet var imidlertid moderat. Men det er heller ikke værst at have været igennem brevsprækken til samtlige husstande i Næstved og omegn med titlen ”Benny Andersen får et los bagi”!!
Titlen refererer til den Svante-vise, som vi giver en kærlig omgang tråd som ekstranummer, når stemningen er til det. Desværre nåede vi det denne aften simpelt hen ikke inden for den tid, huset MÅ holde åbent. Vi trak nemlig starttidspunktet en del i håb om større fremmøde. Men besøgstallet blev aldrig imponerende. Måske er den lokale Radio SLR på næste gang? Det ville helt sikkert gøre en forskel.
En nu trofast fan, Martin, og en gruppe udvekslingsstudenter havde heldigvis indfundet sig. De var godt med og tog godt imod musikken.
Allerede imens vi stillede op, var Martin snakkesalig. Han fortalte om husets historie og om sit engagement i det lokale kulturliv. Han var en alle tiders fyr at sludre med om tingene, og vi fik hurtigt sat verdenssituationen i de rette rammer.
Pladerne, som udgør loftet i Studenternes Hus er lavet ”bløde plader”, som giver en fremragende akustik. Der kunne derfor spilles igennem. Og det er jo ikke værst…
Især de mere hårdtslående numre gik rent hjem. Martin og hans tydeligvis gode ven gik til den og spillede masser af luftguitar og lufttrommer. Glimrende;-)
Aftenen endte med, at vi solgte cd og T-shirt til Martin, som ydermere var så venlig at kvittere med en hilsen i gæstebogen her på siden. Martin lovede at punke Radio SLR til at gøre noget næste gang, vi besøger Næstved. Glimrende;-) Det varer nok ikke længe, for folkene på Studenternes Hus er rigtig rigtig rare folk, som man kun får lyst til at være mere sammen med!
Okay, det bliver en lang kamp, hvis vi kun vinder en hardcore-FAVN-fan pr. koncert. Omvendt må vi jo så bare se at få spillet rigtig rigtig mange koncerter. Og det er jo også præcis, hvad Don arbejder på som en lille hest. Så hold øje med koncertkalenderen. Måske dukker der en af dagene en koncert op nær dig…
Paw Koch
Sætlisten:
1. Taxa i tomgang
2. Tag mig op
3. Har vi hul igennem her
4. Afkrog af verden
5. På vej
6. Hver sin vej
7. Nanna (K. Larsen/Gasolin’)
8. På min væg (T. Waits/K. Brennan)
9. Født i en metro
Pause
10. Lige her
11. Når natten falder på (Malurt)
12. Hvis du får brug for mig
13. Hvor blev det hele af
14. Alverden så på
15. Langebro (Trad./Gasolin’)
16. Lån en lille løgn