Det kan faktisk godt lade sig gøre at finde sine fans på gammeldags manér, med begge ben solidt plantet på de skrå brædder…
Da vi d. 29/8 drog af sted mod Århus Festuge for at spille en sølle halv times rockmusik i forbindelse med sceneskift på den store scene på torvet midt i Århus (vi skulle spille på en lille scene ved siden af den store), var det i håb om at finde nye fans. Det var en af den slags koncerter, som man ikke får penge for… En dyr affære, med andre ord. Men barnetroen på, at de er derude, de mange potentielle fans af vores lettilgængelige, men alligevel dybe, rockmusik, driver os til lidt af hvert.
Da vi ankom til Århus og til den lille scene, var der ingen ansvarshavende at se. Det lykkedes dog snart at lokalisere lydmanden, som vi straks gik i gang med at samarbejde med. Det skulle dog vise sig, at det var en ulige kamp. Monitoranlægget var simpelthen så underdimensioneret, at Don ikke havde en jordisk chance for at høre hverken sin vokal eller guitar ordentligt. Selv om lydmanden arbejdede hårdt og længe med problemet, var og blev det uløseligt. Et faktum, som senere på aftenen fik Don til at beskrive vores optræden som ”slatten penis”. Men der var nu faktisk lidt mere rejsning end det, for vi er så rutinerede og sangene så stærke, at vi alligevel brænder igennem. Mere om det senere. At byde de optrædende underdimensionerede monitorer, må siges at være urimeligt.
Apropos urimeligt, så er det sådan i forbindelse med Århus Festuge, at der max må spilles med 85 decibel… Det er altså mindre end en (ikke slidt) plæneklipper af middelgod kvalitet…. Præcis hvordan havde man forestillet sig, at en rockkoncert skulle kunne rykke under de forhold?? Og præcis hvem er det, som ikke kan holde til at få lidt livemusik ind i stuen denne ene uge om året i det indre Århus? Da vi efter selv at have spillet, hørte Monopol på den store scene, følte vi på egne ører og krop, at musikken selvsagt ikke kan nå ud til publikum ved den lydstyrke. En stor opfordring herfra til at rette op på denne fadæse til næste år!
Nå, men tilbage til vores egen optræden, som på trods af forholdene forløb rimeligt. Det var tydeligt, at de stærke melodier, de mundrette tekster og den gode gamle rockenergi gik i blodet på mange af de modige, som havde dristet sig i nærheden af scenen. Som sædvanlig indfandt der sig lynhurtigt en ældre herre med adskillige elefantsjusser i blodet. Han holdt til ca. 50 cm fra Don, som snart fik ham døbt ”Jørgen”. ”Jørgen” var venlig i sine tilråb og havde god sans for, hvad rocken kan – gå én i blodet… Efter koncerten, var ”Jørgen” så venlig over for Don at påpege at: ”Du har noget på hjerte!”. Det er jo rigtigt. Og Jørgens ”Bare bliv ved!” kan jeg da også forsikre ”Jørgen” og alle andre om, at vi vil leve op til!
At Århus’ musikliv ikke er dødt, kan jeg kun dårligt udtale mig om, men det mente Jørgen i hvert fald vi er bevis på, at det ikke er… At hævde, at vi ligefrem er en del af Århus’ musikliv, ville dog nok være en overdrivelse, selvom vi besøger byen med jævne mellemrum.
Blandt de øvrige tilhørere, vil jeg særligt fremhæve en familie: far, mor og to mindre børn. De kom tilfældigt forbi, kunne jeg se, og moren var tydeligt draget af rockmelodierne. Hun måtte bare nærmere. De blev resten af vores optræden. På en stor trappe tæt ved scenen sad ind til flere yngre århusianere og rockede trofast med. Tak for jeres interesse. Og så var der jo vores nye fan, Peter. Peter kom hen til scenen efter vores optræden, roste musikken og bad om at måtte købe den. Vi henviste ham til hjemmesiden. Peter har skrevet en hilsen i gæstebogen. Og mon ikke også han har downloadet os?
Af musikalske erfaringer vil jeg særligt fremhæve, at ”Hvor blev det hele af” for anden gang i løbet af to koncerter beviste, at den kan samle alles koncentration på et sted. Jeg tror på, at det er den inderlighed, nummeret besidder, som gør det – for publikum og for os. Fedt! Og så blev vi i “Lån en lille lgøn”, som afsluttede vores optræden bekræftet i, at man jo ikke skal tage fejl af, at det bare virker at tæske løs i et riff i, hvad der for ikke rockinteresserede må virke som en evighed. Det kan ikke undgå at gå i blodet. En arv, vi ydmygt takker Bossen for. Det virker bare!
Det kan være som en nål i en høstak, når man på egen hånd som ukendt rockband skal tilkæmpe sig nye fans. Men det kan godt lade sig gøre. På færgen hjem gjorde vi udgifterne i forbindelse med det lille århuseventyr op. Et regnskab, der ikke var meget stjernestøv over… Men vi fandt en ny fan – måske endda flere (…). Peter var en dyr fan at finde. Men han er det værd.
Paw Koch
Sætlisten:
1. Lige her
2. Har vi hul igennem her
3. Hvis du får brug for mig
4. Hvor blev det hele af
5. Lån en lille løgn