FAVN og Magtens Korridorer

Torsdag d. 27/10 2005 var Spil Dansk Dag, og FAVN havde fået fornøjelsen af at spille dansk på Gimle i Roskilde sammen med et nyt, meget omtalt band ved navn Magtens Korridorer. Okay, ”nyt” er måske så meget sagt. Magtens Korridorer har faktisk adskillige år mere på bagen end FAVN, og da deres ”Hestevisen” oven i købet var et stort hit i forbindelse med radioprogrammet ”Tæskeholdet” midt i halvfemserne, kan man vel heller ikke engang tillade sig at kalde dem nye i offentligheden. Men de fleste mennesker var nok trods alt ret blanke, hvis man spurgte dem om de havde hørt om bandet Magtens Korridorer. Siden er det gået stærkt for dem, og i dag er de færreste nok i tvivl om, hvem bandet er.

Lydprøven forløb stille og roligt. Korridorernes forsanger, Johan Olsen, var ikke til stede, da han deltog i et KODA-arrangement om danske tekster i anledning af Spil Dansk Dagen. Da det blev tid til at de øvrige Korridorer skulle spille et nummer igennem for at se om alt var parat, spurgte de, om jeg kunne synge deres hit ”Lorteparforhold”. Det kunne jeg ikke. Jeg kendte for det første kun omkvædet og for det andet ville det nok have været usundt for min stemme overhovedet at gøre forsøget, da jeg ikke lige er i besiddelse af et lige så heftigt stemmeorgan som Johan. Guitaristen Rasmus sang den i stedet.

Trommeslageren, Anders, udviste stor interesse for Paws trommesæt, som vi i øvrigt først samme dag fik at vide at vi skulle have med, da vi ikke kunne bruge deres. Det var fint nok. Det løftede kun vores koncert, da Paws trommesæt er i en kategori for sig, og man spiller jo bedst på sit eget grej. Problemet var tidsplanen. Der måtte kun gå et kvarter mellem koncerterne, så det skulle gå hurtigt med at få gjort plads til Magtens Korridorer. Det er ikke nemt at få plads til to trommesæt på en lille scene, men løsningen blev at Paws trommer stod i scenens venstre hjørne, mens Anders’ trommesæt fik et tæppe over sig. Efter vores koncert kunne vi så ganske hurtigt pakke Paws trommer sammen i hjørnet og smide tæppet over dem.

Efter lydprøven var der god tid til socialt samvær musikerne imellem, og det var ganske hyggeligt. Det lyste ud af Korridorerne, at de var inde i en god periode med masser af fremgang, og de var åbne og imødekommende. Jeg kunne ikke lade være med at spørge dem, hvordan de havde det med at blive kaldt ”det nye Gasolin”. Det havde de bestemt ikke noget imod, hvilket jeg ikke kunne forstå. Pressen elsker at putte folk i kasser, med det er aldrig andet end en belastning med sådan et mærkat. Det påvirkede også min lytteoplevelse, da jeg første gang hørte deres album. Som Gasolin-fan bliver man jo vild og blodig ved udsigten til et nyt band, der efter sigende minder om dem. Og så kan man jo ikke undgå at blive skuffet, for de eneste umiddelbare fællestræk mellem de to bands er, at der er gang i den (hvilket man kan sige om rigtig mange rockbands) og at Johans vokal minder meget om Larsens, som han lød dengang. Det ser nu heldigvis ud til, at de efterhånden er kommet lidt fri at den stupide betegnelse. Johan mente nu ikke selv, at han lød som Kim Larsen. Den mening står han vist lidt alene med…

Da Johan dukkede op, stod det hurtigt klart, at her var en mand, som er meget svær at overse. Et rastløst energibundt, som Paw og jeg, der begge er roen selv (undtagen når vi spiller) nærmest omgående kommunikerede fremragende med. Vittighederne begyndte hurtigt at flyve igennem luften.

Et typisk eksempel på de intellektuelle ordvekslinger i bandrummet – frit efter hukommelsen:

Johan: Jeg kendte engang én, der bare blev kaldt for ”Lort”.

Jeg: Hvad hed hans bror?

Kort tavshed…

Johan: Bror Lort! Hahahahaha…

Korridorerne udtrykte i øvrigt stor tilfredshed med at have fået en manager. Han var også til stede, og slog mig som en typisk manager: Businessagtig, men alligevel for flippet til at stå i en bank.

Johan udtrykte meget præcist, hvorfor det havde været sådan en lettelse at få en manager.

(Igen frit efter hukommelsen:)

”Don, du skulle se os bare prøve noget så simpelt som at få lavet en bandplakat. Det kan vi ikke…”

Vi fik os lidt af en overraskelse, da vores egen manager, Line, befandt sig blandt publikum. Hun skulle ellers befinde sig i London i nogle måneder, men havde taget turen til Danmark for at ordne nogle ting. (Jeg ville gerne kunne skrive, at hun kun var taget hjem for at se os spille, men der var vist også andre grunde.) Hun havde undladt at sige noget til os, bare for at se os måbe. Det gjorde vi også, så hun var glad. Hun kom ikke til at fortryde sin beslutning, for vi havde selv overraskelse med denne aften: Et helt nyt nummer.

Johan havde desuden været helt overbevist om, at der ikke ville komme nogen mennesker denne aften, og havde derfor foreslået, at vi aftalte at være hinandens publikum. Han tog nu heldigvis fejl. Der var faktisk et ganske pænt fremmøde, da det blev showtime, og det viste sig at være et medlevende publikum.

Vi lagde hårdt og kontant ud, og der var god respons. I tredje nummer, ”Har vi hul igennem her”, opfordrede jeg traditionen tro publikum til at knipse i takt. Det gjorde de gerne, og jeg så mit snit til at berette om en tidligere koncert på ”Den blå ged” i Ordrup, hvor en mand havde hørt forkert, og troede jeg bad publikum om at kneppe i takt. Det var god spillestedshumor.

Derefter fulgte aftenens eneste ballade fra vores side, ”Hvor blev det hele af”, som gik direkte over i ”Født i en metro”, som næppe kan spilles i et højere tempo, end vi gjorde det den aften.

Så kom det øjeblik, vi var så spændte på. Vores helt nye nummer, ”Nedtur”, skulle have verdenspremiere. Sangen var den første og eneste, der var blevet til i samarbejde med vores livebassist Simon, og den var så ny, at jeg havde et stykke papir med stikord til teksten, men det kunne jeg godt have sparet mig, for jeg kunne ikke rigtig læse noget i scenelyset. Så en del af teksten blev mere eller mindre sort snak. Der var nu ingen, der kunne eller skulle være i tvivl om, hvad sangen handlede om. Jeg indledte med at sige, at jeg engang havde fået en fuckfinger til en koncert, fordi jeg med fuldt overlæg var kommet til at svine Dansk Folkeparti til. Johan, der stod blandt publikum, kom med et spontant udråb, som vist også kom bag på ham selv, og jeg reagerede prompte med en bemærkning om, at der vist var et medlem af partiet til stede. Johan gryntede højlydt og begravede ansigtet i hænderne. Meget underholdende.

Sangens unge alder blev opvejet af gigantisk energi, og bifaldet var stort bagefter. Jeg supplerede sangen med en lille anekdote om den amerikanske folkesanger Woody Guthrie, som havde et klistermærke på sin guitar, hvorpå der stod ”THIS MACHINE KILLS FASCISTS”. Et slogan, jeg for øvrigt siden hen har set på T-shirts.

Resten af koncerten var en fornøjelse. Lettede over at være sluppet levende fra den nye sang, fik resten alt, hvad den kunne trække. Vi fik lov at spille et ekstranummer, og det blev endnu en premiere. Da vi hed TIES, havde vi et fast slutnummer, der hed ”Closing Time”. Den virkede altid som et brag af en finale, og har siden flere gange været efterspurgt, efter at TIES blev til FAVN. Denne aften fik den danske version så premiere. ”Vi lukker nu”, hed den, og med den lukkede vi vores del af aftenen med manér. Simon, der i den grad var PÅ denne aften, kom hen til mig i starten af sangen, mens jeg spillede det indledende guitarriff. Da bandet kom ind og nummeret for alvor gik i gang, råbte han og jeg begge ”whoooo” ind i mikrofonen. Det har nok set planlagt ud. Det var det ikke, og vi var begge ved at dø af grin. Én ting er, at vi begge får den samme idé samtidig, men at vi også vælger samme udråb…?! En af os må være synsk, og det er så vidt jeg ved ikke mig.

Der ventede masser af ros fra Korridorerne bagefter. Deres trommeslager, Anders, roste Paw for hans lyriske måde at spille på, og det var bemærkelsesværdigt, fordi Paw ofte bruger netop dét ord til at beskrive sin spillestil. Anders mente nærmest, at vi i ”Hvor blev det hele af” havde ”talt” til publikum gennem vores instrumenter. Store ord. Johan havde overværet hele koncerten, og havde især bidt mærke i teksterne, som han var meget begejstret for. Igen blev ”Hvor blev det hele af” fremhævet, hvilket nok dels hænger sammen med, at den er en ballade og det dermed er lettere at høre teksten (og så ER det bare en af vores allerbedste sange), og Johan kunne faktisk citere dele af teksten allerede.

Magtens Korridorer var ikke overraskende stærkt underholdende, og Johan imponerede mig med sin kraftfulde stemme, men især hans evne til at holde publikum fanget med sjove bemærkninger. Højdepunktet for mig var helt klart, da de skulle til at spille deres hit, ”Lorteparforhold”, og en ivrig fan råbte ”kom så”, mens Anders var ved at tælle for. Johan vendte sig resolut og skreg ”NEJ, STOP, STOP” til den forbløffede trommeslager. ”Jeg kan ikke, når der er nogen, der hundser!”, sagde Johan og gik så lidt rundt om sig selv. Så standsede han. ”Nu er jeg klar”, og nummeret gik i gang. Stort overskud og fed humor. Sådan!

Da jeg sidst på aftenen ville rose Johan for hans stemmekraft, fik jeg næsten ikke lov, før han begyndte at rose mig. ”Nej, DU synger fedt…”, sagde han. Han kunne lide min dynamiske måde at synge på, og mente at jeg nærmest har to stemmer. Da jeg så fik lov, roste jeg ham for den ene stemme, han har. Jeg har i mange år drømt om at kunne brøle igennem på den måde, men græsset er jo nok bare altid grønnere på den anden side af hegnet…

Vi skrev hilsener til hinanden i hinandens cd-covers. Jeg opfordrede Johan til at skifte navn til Han, så han kunne kalde sig Han Solo, når Magtens Korridorer engang bliver opløst.

Som en ekstra bonus på denne dejlige aften, tog fotograf Mads Lending rigtig fede fotos.

Don Falch

Sætlisten:

1.       Hvis du får brug for mig
2.       På vej
3.       Har vi hul igennem her
4.       Hvor blev det hele af
5.       Født i en metro
6.       Nedtur
7.       Alverden så på
8.       Lån en lille løgn

Ekstra:
9.       Vi lukker nu