FAVN til kaffemøde

Torsdag d. 21/3 deltog Paw og jeg i et “kaffemøde” arrangeret af Bemyconcert, som faciliterer huskoncerter (eller stuekoncerter, som nogen kalder dem). 

På Bemyconcert.com kan man tilmelde sig som musiker eller vært og arrangere koncerter, sælge billetter til sit netværk og engagere sit lokalsamfund. Det er gratis at oprette en profil og afholde en koncert med billetsalg. Kunstnerne betales via billetsalg. Læs mere her.

Ved som vært at arrangere koncerter gennem Be My Concert støtter man uafhængige kunstnere og bringer folk sammen for at opleve musik på en meningsfuld måde.

Kaffemødet fandt sted hos Karina Nordvig Davids, som var vært i “Leve huset” i Jyllinge. Musikeren JÆNS (Jens Jepsen), som den følgende lørdag skulle spille i selv samme stue, holdt et oplæg om, hvad man skal tage i betragtning, når man arrangerer huskoncerter. 

Derpå skiftedes de fremmødte musikere til at give et nummer eller to. Der blev spillet både pop, folk, instrumental musik og gospel på både dansk og engelsk. Fælles for alle numre var et højt musikalsk niveau. Vi fik som musikere selv mulighed for at opleve, hvor intens og stor en oplevelse, det faktisk er, når nogen står ganske tæt på og mere eller mindre akustisk leverer en musikalsk oplevelse. 

FAVNs bidrag denne aften var “Under en stjerne”, som blev spillet helt akustisk. Jeg kunne ikke dy mig for at nævne, at dette vist var min første koncert i strømpesokker.

Undervejs talte vi om vores inspirationskilder og fik også nogle bud fra publikum om, hvilke andre kunstnere, vi mindede dem om. Sådan noget er altid overraskende. Vi er igennem tiden blevet sammenlignet med Love Shop, TV-2, Povl Krebs, Kim Larsen og Bifrost, men dette var første gang, nogen har sammenlignet os med Brødrene Olsen. Det var der imidlertid stor enighed om her.

Mødet har gjort os meget tændt på at gå i gang med at arrangere huskoncerter. Vi ved, at vores musik egner sig fantastisk godt til sådanne intime rammer, og det giver en fantastisk mulighed for at fokusere på at formidle vores egne sange til et lydhørt publikum. Igennem mange år spillede vi ofte på værtshuse, hvor man er nødt til at blande egne sange med kendte sange, og hvor publikum bestemt ikke kun kommer for musikkens skyld. Det har ofte været en frustrerende oplevelse. 

Hvis du kunne tænke dig at arrangere en huskoncert med FAVN, hvor der er mindst 15 mennesker til stede, så tøv ikke med at skrive til os på band@favn.net

Ønsker du ikke at sælge billetter via bemyconcert.com, er der også den mulighed at gøre koncerten donationsbaseret. Dvs. at folk tilmelder sig, hvorefter de donerer et valgfrit beløb efter koncerten (og forhåbentlig også køber noget af vores musik).

Don Falch

Share:
Copyright 2018 favn.net | All Rights Reserved | Handels- Og Leveringsbetingelser | Designed By Sitepact