Café Bageriet (Ebeltoft) og Hansted (Svendborg) d. 4-5/11 2005.
Café Bageriet
Der ventede FAVN to meget forskellige koncerter, da vi tog af sted med kurs mod en weekend med rockmusik.
Første stop var Cafe Bageriet i Ebeltoft. Det var anden gang, vi spillede der, og vi var spændte på at se, om det ville blive en lige så tung aften som første gang, hvor vi først fik vækket publikum til allersidst. Næppe. Det var jo snepils-dag! Der kunne kun blive gang i den med masser af skidefulde mennesker.
Der viste sig nærmest at være mennesketomt, bortset fra nogle mennesker, der sad i den anden ende af cafeen. Så langt væk fra “scenen” (gulvplads ved siden af baren og toiletterne) som muligt.
Vi forsøgte os med en del covernumre uden den store respons. Hele aftenen fyrede vi stædigt det ene nummer af efter det andet, mens vi håbede, at et kæmpe selskab af feststemte mennesker pludselig ville vælte ind ad døren og redde aftenen. Det skete aldrig. Til sidst kom der dog et selskab, der ønskede et ekstranummer, fordi de lige var kommet, da vi stoppede. De fik Led Zeppelins ”Rock and Roll”, og så syntes vi egentlig, at det “bal” var forbi.
Efter den opløftende oplevelse gik turen ud i jyske nat med kurs mod det fynske. Paws lillebror, Per, bor i Odense og vi havde fået lov til at overnatte hos ham og hans kæreste.
Først og fremmest gik jagten på noget natmad ind. Vi stoppede i en lille flække, hvor vi gik ind i en bygning med et diskotek. Der var en tilstødende pizzasnask, hvor vi købte nogle slices, som vi indtog i bilen. Under hele opholdet var vi omgivet af stive teenagere og der var en lidt anspændt stemning i luften. Vi ventede hvert øjeblik at blive antastet eller overvære et slagsmål, men intet skete.
Meget tidligt om morgenen ankom vi hos Per. Nu var det tid til noget hårdt tiltrængt søvn. Den, der fik mest søvn var klart Simon, som snorker som et tærskeværk. Jeg fik den udsøgte fornøjelse at ligge ved siden af ham… Det var trods alt godt, at det var mig, der havde det største søvnunderskud, da jeg havde været chauffør. Ellers havde jeg nok ikke fået lukket et øje. Paw var nok sikker på, at han havde trukket det længste strå. Han havde et rum for sig selv og en dejlig luftmadras, som han dog selv var nødt til at bruge en evighed på at puste op med munden, da Per ikke havde en pumpe. Men så kunne han da også få en behagelig og uforstyrret dags søvn…
Han vågnede efter et kvarter på en flad luftmadras. Der var søreme hul i.
Hansted
Vi havde temmelig svært ved at finde Hansted i Svendborg. Da det endelig lykkedes og vi kom ind og så os omkring, meldte første bekymring sig straks: Hansted er en kælder med stenvægge. Det giver jo en dødbringende akustik, når man skal give en rockkoncert. De havde til gengæld et fint anlæg, som vi brugte.
Pigen i baren var sur. Det var hendes sidste arbejdsdag på Hansted, og det var nok en god ting, for hun viste intet tegn på glæde ved at være der.
Vi havde ikke spillet længe, før der var én, der var henne og brokke sig over lydstyrken. Vi forsøgte så godt vi kunne at holde lydniveauet nede, men det var nærmest umuligt med den akustik. Folk udvandrede i stor stil, og det begyndte at ligne en katastrofe. Midtvejs vendte det imidlertid. Det skyldtes bla. at vi spillede flere covernumre, og en anden grund var simpelthen, at fårene blev skilt fra bukkene. Dem der var indstillet på en rockkoncert med gang i den blev, og fra 3. sæt og frem begyndte en fest at udvikle sig.
Der var nemlig kommet nogle feststemte mennesker, som resolut flyttede bordene ud til siden, og begyndte at vælte rundt til musikken. I deres vilde dans var de ved at skubbe mikrofonen ind i mine tænder. Jeg nåede lige at flytte mig. Nu fik vi nærmest ikke lov til at stoppe! Sikke tingene dog kan skifte! Tre ekstranumre fik de, og så sagde vi tak for i aften, på trods af alle deres vilde protester. Vi skulle jo også lige have tid til at nyde Hansteds fantastiske øl! Folk dansede videre, mens vi pakkede sammen. Det gjorde det temmelig besværligt at få båret tingene ud, men det var meget festligt.
Don Falch
Sætlisterne:
Ebeltoft:
1. Lige her
2. Hvis din far gi’r dig lov (K. Larsen/M. Mogensen)
3. All Along the Watchtower (Bob Dylan)
4. Hvis du får brug for mig
5. Gloria (Van Morrison)
6. Mød mig i mørket (Malurt)
7. Glory Days (Bruce Springsteen)
8. With Or Without You (U2)
9. Nanna (K. Larsen/Gasolin’)
Pause
10. Det bedste til mig og mine venner (Gasolin’/M. Mogensen)
11. Tag mig op
12. This is My Life (Gasolin’-Tommy Bogs/M.C. Moloney)
13. På vej
14. Alverden så på
15. Langebro (Larsen-Beckerlee-Jönsson/DP)
16. Født i en metro
Pause
17. One (U2)
18. Rabalder (Gasolin’-Tommy Bogs/M.C. Moloney)
19. C’mon Everybody (Eddie Cochran/Jerry Capehart)
20. Har vi hul igennem her
21. Midt om natten (Kim Larsen)
22. Lån en lille løgn
Ekstra:
23. Rock and Roll (Page/Plant)
Svendborg:
1. Lige her
2. Hvis din far gi’r dig lov (K. Larsen/M. Mogensen)
3. Tag mig op
4. Hvis du får brug for mig
5. Mød mig i mørket (Malurt)
6. Glory Days (Bruce Springsteen)
7. With Or Without You (U2)
8. Nanna (K. Larsen/Gasolin’)
Pause
9. One (U2)
10. All Along the Watchtower (Bob Dylan)
11. This is My Life (Gasolin’-Tommy Bogs/M.C. Moloney)
12. Stand by Me (Leiber-Stoller-Ben E. King)
13. Alverden så på
14. Fire (Bruce Springsteen)
15. Langebro (Larsen-Beckerlee-Jönsson/DP)
16. Født i en metro
Pause
17. Det bedste til mig og mine venner (Gasolin’/M. Mogensen)
18. I Saw Her Standing There (Lennon/McCartney)
19. C’mon Everybody (Eddie Cochran/Jerry Capehart)
20. Har vi hul igennem her
21. Midt om natten (Kim Larsen)
22. Lån en lille løgn
Ekstra:
23. Rock and Roll (Page/Plant)
24. Vi lukker nu
25. Twist and Shout (Medley-Russel)