Svendborg skulle, ifølge vores tilkalde-bassist Simon, være den by i Danmark med flest værtshuse pr. indbygger. Med andre ord en pragtfuld by, og vi har da også i tidens løb spillet ikke mindre end tre forskellige steder i Svendborg. Vi fik syn for sagen, da vi slentrede rundt i byen og ledte efter et sted at spise aftensmad. Det er ikke til at spytte for beværtninger. Vi var kommet til byen i god tid, da vi havde spillet i Vejle aftenen før. Som det ofte er sket tidligere, gik vi i lang tid fra det ene sted til det andet, og var der ikke det ene galt, så det andet. Til sidst endte vi med at spise på et skib nede i havnen, hvor vi for en sjælden gangs skyld fik noget rigtig god mad frem for junkfood. Det kostede også derefter, men det var bestemt oplevelsen værd, og jeg kunne ikke lade være at nævne, at det burde vi gøre noget oftere. Det var der enighed om. Bare det, at blive budt velkommen af en gammel skipper med ordene: ”Skal I have noget at æde?”, var forfriskende.
Spilletid i Kahytten er kl. 23, og det er der en grund til. Ejeren, John, kender sit klientel. Han var selv til stede i første sæt, men desværre ikke derefter. Aftenen startede nemlig lidt sløvt. Der var ikke særlig mange mennesker, og vi lagde ud med at spille lovlig højt. Tanken var, at trække flere til, men det havde desværre den modsatte effekt. Nogle gik, fordi stemningen ikke var til høj rockmusik. Endnu. John bad os om at dæmpe os, hvilket vi gjorde, og han fortalte så, hvor folk var henne, og hvornår de ville dukke op. Han har fingeren på pulsen, for det viste sig, at han havde ret.
Der var dukket folk op i løbet af første sæt, og der blev danset og lyttet til os. Vi fik store komplimenter i første pause. En mand, der havde stået og lyttet med en anerkendende mine, priste sangene og sammenlignede os med hedengangne Love Shop. Jeg måtte jo fortælle ham, at det har vi hørt mange gange før, men vi ved ikke hvorfor. Vi har aldrig været fans af Love Shop og synes ikke, vi på nogen måde minder om dem. Jeg blev også som sanger sammenlignet med Jens Unmack, hvilket jeg heller ikke forstod en lyd af, men det var ment som ros, så fint nok. Folk hører de særeste ting, og man oplever musik og lyd så forskelligt, at det nok aldrig vil holde op med at undre.
Fremmødet steg betragteligt i andet sæt, som vi vanen tro startede stille og akustisk, hvorefter der langsomt blev bygget op. Stille og roligt åd vi os ind på dem, og midtvejs i sættet stod det klart, at det her var ved at udvikle sig til den rene fest. I sættets nye punktum, ”Lån en lille løgn”, var det så tid til at satse på lidt ”crowd control”. Vi dæmpede musikken, jeg bad dem gentage efter mig, jeg sang noget… Intet skete. Jeg var så nødsaget til at spørge, om de nu var KLAR?! Et råb tilkendegav, at det var de. Jeg sang igen noget, og denne gang var der stor respons i form af det mest falske fuldemandskor, jeg har hørt i mit liv. Interessen for at synge med ebbede hurtigt ud, og det var nok godt det samme. De var klart bedre til at vælte rundt og råbe.
Tredje sæt startede eksplosivt, og der var faktisk ikke lagt op til ret meget andet end et rockmaraton fra vores side. Der kom dog et åndehul, da en mand spurgte, om vi kunne spille noget med Neil Young. Da vi få dage før for sjov havde øvet et af Simons yndlingsnumre med Neil, ”Unknown Legend”, benyttede vi lejligheden til at spille den, da den i øveren havde lydt, som om den havde været på repertoiret i årevis. Det gjorde den også nu, og fik et varmt bifald, og vores Young-fan derude var yderst tilfreds.
Folk begyndte i stigende grad at råbe på ”Rabalderstræde”, som vi aldrig har spillet i FAVN-regi. Da Simon var presset helt ud på kanten af den lille scene, og ikke som jeg havde et mikrofonstativ at gemme sig bag, blev han den primære skydeskive for publikums opfordringer. Midt i tredje sæt stak han hovedet hen til mig og sagde, halvt bedende og halvt insisterende: ”RABALDERSTRÆDE!”. ”Ikke endnu”, svarede jeg og fornemmede hans ærgrelse og forvirring. Hvorfor dog ikke? Folk ville gå amok! Ja, men hvad så bagefter? Bare fordi børnene vil have dessert nu, skal vi vel ikke bare springe hovedretten over, vel? Og det var jo ikke ligefrem fordi, festen var ved at gå død lige nu! Kahytten var én svedende masse af folk, der med fryd fik den ene bredside rock efter den anden kastet i ørerne.
Vi genså Sanne, som vi havde mødt tilbage i maj, da vi sidst besøgte Kahytten, og hun var heller ikke denne gang en kvinde, der lod sig ignorere. Hun var igen rig på forslag til, hvad vi skulle spille, og var, også ligesom sidst, ellevild for at komme til at synge. Jeg lånte hende mikrofonen i Gasolin’s klassiker, ”Langebro”. Den kendte hun åbenbart ikke så godt… Jeg lod hende prøve at være kor i ”Forfra igen”. Det gav sangen en ny vinkel! Jeg tænkte, hvad er det dog, kvindemennesket synger?! Det er i hvert fald ikke ”forfra igen”! Jeg holdt godt øje med hendes mundbevægelser, og pludselig gik det op for mig, at når vi sang ”forfra igeeen”, sang hun ”på vej hjeeem”…
Vi sluttede med ”Har vi hul igennem her”, men ekstranumre var en selvfølgelighed. NU var det så tid til ”Rabalderstræde”, som jeg kastede bandet ud i, mens der lød et brøl fra publikum, da de genkendte den. Uheldigvis opdagede jeg for sent, at tonearten var helt gal! Jeg havde valget mellem at brumme eller skrige sangen. Jeg valgte det sidste, og da alle alligevel skreg, var det fint nok.
Hvad kan komme efter Danmarks partyrocksang #1 uden at blive et antiklimaks? Det kan ”Twist and Shout”, som vi ellers for noget tid siden lagde på hylden, da vi besluttede kun at synge på dansk ved koncerterne. Nu havde vi jo alligevel sunget et nummer på engelsk denne aften, så what the hell! I bedste Springsteen-stil fik de en maratonversion af klassikeren, som blev indledt med en advarsel til folk med svage hjerter, hvis helbred muligvis ikke ville kunne klare denne energiudladning, og som endte med et par falske slutninger, hvor folk blev tvunget til at skrige lungerne ud. Det havde de intet imod.
Efter koncerten var der ros i lange baner. En meget begejstret gut kom hen og sagde, at vi var det eneste rockband i Danmark, der både havde numre af Malurt og Gasolin’ i vores sæt. Det havde han muligvis ret i. Sanne tog vores kasse med cd’er, og sagde, at nu skulle hun fan’me nok få solgt de cd’er, og så gik hun rundt til hver eneste gæst i Kahytten, og der var ikke mange cd’er tilbage i kassen, da hun kom tilbage og beklagede, at hun ikke havde fået solgt dem alle.
Alt forladt. Det skulle hun da ikke tænke på…
Don Falch
Sætlisten, som den endte med at se ud:
1. Det hele begynder her
2. Genstart
3. Mød mig i mørket (Malurt)
4. Sort hul
5. Kærligheden overvinder alt (Steffen Brandt)
6. På vej
7. Hvis din far gir dig lov (K. Larsen/M. Mogensen)
8. Tag mig op
9. Vent!
Pause
10. I mit stille sind
11. Mysterium
12. Se os nu
13. Rev mig løs
14. Burhøns (Peter A.G. Nielsen)
15. Nanna (K. Larsen/Gasolin’)
16. Når lyset bryder frem (Sebastian)
17. Alverden så på
18. Lån en lille løgn
Pause
19. Nedtur
20. Refrainet er frit (Gasolin’-T.Bogs/Gasolin’-T.Bogs-M.Mogensen)
21. Født i en metro
22. Unknown Legend (Neil Young)
23. Langebro (Larsen-Beckerlee-Jönsson/DP)
24. Lev stærkt (Malurt)
25. Forfra igen (Don Falch – Michael Falch)
26. Har vi hul igennem her
Ekstra:
27. Rabalderstræde (Gasolin’-M.Mogensen-Tommy Bogs)
28. Twist and Shout (Medley-Russel)