FAVNs koncert for 230 lærere på Sørup Herregård d. 24/2 2012 kom på mange måder til at stå i krisens tegn. En lille måned tidligere var vi blevet ringet op og spurgt, om vi ville spille til et arrangement for lærerkredsen for Faxe og Vordingborg kommuner, og det ville vi jo meget gerne. Lidet vidste vi dog, at det lokale, vi skulle spille i, var temmelig stort og havde noget nær planetens ringeste akustik.
Da ingen rigtig kunne forudse, hvordan stemningen ville være, når vi skulle spille, havde vi aftalt at starte stille og roligt med nogle afdæmpede folk- og countryarrangementer af vores numre, hvilket vi alligevel plejer at gøre her i kølvandet på UNDER EN STJERNE. Hvis publikum så viste sig at være til gang i gaden, ville vi hurtigt gå over til den mere hårdtslående måde at spille vores numre på. Det giver en fantastisk frihed at spille en stilart, hvor man faktisk kan spille sangene på flere måder, uden at de på nogen måde tager skade ved det.
Aftenen bød på et gensyn med en kvinde, der havde siddet lige foran os og bogstavelig talt skreget med på nogle af numrene, da vi for en lille måneds tid siden havde spillet i Den gule stald i Kalvehave. (Bare se videoen, hvor vi spiller Malurts “Mød mig i mørket” i Den gule stald her.) Hun skulle også komme til at deltage meget aktivt i denne koncert. Før koncerten fortalte hun mig, hvor skidt det stod til for tiden. Det er svært at få job som lærer (og sikkert alt muligt andet), når man ikke længere er en vårhare. Erfaring vejer åbenbart ikke så tungt som ungdom.
Da vi skulle i gang, viste det sig at være meget svært at dæmpe de mange læreres snakken. (Nu er lærere jo af natur også meget glade for at snakke.) En gruppe lærere i det fjerneste hjørne løftede deres ene hånd, og havde det ikke været fordi jeg selv kender til undervisningssystemet Cooperative Learning, havde jeg ikke anet, at det er et signal, man bruger til at skabe ro. Når læreren løfter hånden, skal eleverne gøre det samme og holde op med at snakke. Jeg hævede også hånden, men kunne snart konstatere, at det langt fra var alle lærere, der kendte det system. Vi gik så i gang med “Afkrog af verden” i vores smukke, stille akustiske duoversion. Side om side helt fremme på scenen. Nogle lyttede. De fleste snakkede. Det var forstyrrende og frustrerende og temmelig ubehøvlet, tænkte jeg. Da sangen var slut, kom en mand hen til mig og spurgte, om vi selv vidste, at folk ikke kunne høre, hvad vi spillede? Øh… Nej! Det lød glimrende oppe på scenen. Akustikken var bare sådan, at alt blev diffust og lyden bare… Forsvandt. Der var ikke meget, vi kunne gøre ved det, udover at skrue op. I løbet af aftenen kom vi nok til at spille med en lydstyrke, der kunne have vækket en død lærer i et rum med ordentlig akustik, men ikke her. Vi kom bare en smule længere ud med musikken.
Som forsanger i et band har man en række virkemidler, man kan tage i brug for at højne stemningen. Man kan foretage sig noget interessant på scenen. Man kan få publikum til at synge eller klappe med. Man kan fyre nogle jokes af. Alle disse virkemidler har det tilfælles, at de ikke virker, hvis folk ikke kan høre, hvad der foregår. Sceneoptræden kan hurtigt virke komisk, hvis man ikke rigtig kan høre musikken. Dansende ser f.eks. også for det meste ret fjollede ud, hvis man ikke kan høre musikken. Jeg var altså mildt sagt handikappet, men brugte grådigt de små muligheder for kontakt, der bød sig. En kvinde ved navn Susanne havde fødselsdag, havde vi fået at vide kort før koncertens start. Jeg ønskede hende tillykke med fødselsdagen, da vi skulle spille “Under en stjerne“, der jo handler om, hvor dyrebart livet er. Susanne og hendes selskab sad tæt på scenen, og de jublede, for de kunne godt høre mig. Men det virkede ikke, som om folk, der sad længere væk helt forstod, hvad der foregik. Efter “Vent!” viste det sig, at fødselsdagsfolket ikke syntes, vi havde fejret det nok, så de brød ud i en fødselsdagssang. Vi fandt hurtigt tonearten og akkompagnerede. Igen slog det mig, at denne flok mennesker stod mindre end ti meter væk og sang af fuld hals, men sangen blev ædt af lokalets akustik.
En opfordring til at klappe med på “Alverden så på” gik nærmest fuldstændig hen over hovedet på lærerne, og jeg begyndte virkelig at føle, at der var meget lang vej hjem. Som det var nu, kunne jeg kun komme på to trumfer, vi kunne smide: Vi spillede stadig folk og country, og et skift til elektrisk rock kunne gøre en markant forskel. Omvendt kunne jeg også risikere, at min elektriske guitar ikke rigtig kunne høres derude, og at lyden bare blev endnu værre. En anden trumf, som var den jeg i første omgang valgte, var at spille noget, de kendte. Den medbragte sætliste var allerede blevet redigeret en del, da koncertens start var blevet udskudt. Vi skulle slutte absolut senest 22.55, og da starttidspunktet blev rykket en halv time, måtte fire numre pilles ud af sætlisten. Nu blev den igen ændret, og endte med at være ret ukendelig, da jeg begyndte at “føle mig frem”, mens jeg holdt skarpt øje med publikum. Vi havde allerede hørt, at der var krisestemning. En krisesang måtte derfor være det helt rigtige, og jeg gik i gang med Gasolins “Hva’ gør vi nu, lille du?”, som jeg tilegnede alle dem, der var berørt af krisen. Effekten var øjeblikkelig. Hvis lyden er diffus, er det trods alt nemmere for folk at følge med i en kendt sang.
Vores egen “Min hånd holder fast i din” var den næste på sætlisten og plejer altid at virke, men jeg havde ikke de store forhåbninger til den, da flere af de andre numre, der plejer at virke, var gået hen over hovedet på folk. Men den virkede! Vi havde nået et vendepunkt nu, og flere sad og koncentrerede sig om at lytte. Vi vovede pelsen og gik i gang med den elektriske afdeling af koncerten, som blev skudt i gang med “Undergang“, og det så umiddelbart ud til at virke, at vi nu spillede mere med musklerne, selv om sangen ikke gjorde det store indtryk. Vi spillede endnu en trumf: Sebastians “Du er ikke alene”, som gav os et ordentligt vindstød i sejlene. Dét var tydeligvis en sang, de havde brug for at synge med på derude, og nu begyndte vi for alvor at have hul igennem til dem. Så meget som det kunne lade sig gøre under de kummerlige lydforhold, i hvert fald. Der var ikke plads til dans foran scenen, for der stod borde, så lærerne begyndte nu at samles på begge sider af scenen og i et af de fjerne hjørner (hvor de jo så må have kunnet høre et eller andet, der kunne danses til). Nu var der fest, og vi slap godt fra at spille vores egne “Født i en metro” og “Lån en lille løgn”, som begge er iørefaldende, direkte og energifyldte numre.
Kvinden, som vi “kendte” fra Den gule stald, kom fra tid til anden på besøg oppe på scenen, fordi hun havde en lang række forslag til, hvad vi nu skulle spille. Det lod ikke til at strejfe hende, at vi var travlt optagede af at give en koncert. Hun kunne ikke forstå, hvorfor vi ikke spillede nogle sange, der afspejlede krisen…? Jeg begyndte at spekulere på, om vi mon var til den samme koncert? I hvert fald fik hun sin lyst styret. Koncertens sidste fire numre havde alle krise som fællestema.
Efter en intens “Nogen at snakke med” blev scenen invaderet af omkring seks lærere, som havde besluttet sig for, at de ville synge “I kan ikke slå os ihjel”. Okay… Den har vi aldrig spillet, men jeg kendte den godt, fordi jeg for mange år siden spillede den i en helt anden sammenhæng. Vi fandt en toneart og spillede en solid version, der sparkede røv, og derpå hev vi sejren i land med “Har vi hul igennem her” med den traditionelle præsentations- og solorunde. Jeg havde holdt skarpt øje med uret, og vi sluttede præcis 22.45. Dermed var der tid til et par ekstranumre, før lærerne blev hentet af busser, der kørte kl. 23. Vi gav dem ti minutters rockfest mere med et par klassikere, som de kastede sig rundt til.
En hård aften i krisens tegn, både økonomisk og lydmæssigt, men når enden er god er alting godt.
Og enden var god.
Don Falch
Sætlisten, som den endte med at se ud:
1. Afkrog af verden
2. Lusen
3. Under en stjerne
4. Vent!
5. Fødselsdagssang for Susanne – på opfordring af og med publikum
6. Alverden så på
7. Hva’ gør vi nu, lille du (Gasolin’/M. Mogensen)
8. Min hånd holder fast i din
9. Undergang
10. Du er ikke alene (Sebastian)
11. Født i en metro
12. Burhøns (Peter A. G. Nielsen)
13. Langebro (Larsen-Beckerlee- Jönsson/DP)
14. Mød mig i mørket (Malurt)
15. Lån en lille løgn
16. Kærligheden overvinder alt (Steffen Brandt)
17. Refrainet er frit (Gasolin’-T.Bogs/Gasolin’-T.Bogs-M.Mogensen)
18. Nogen at snakke med
19. I kan ikke slå os ihjel (Tom Lunden) – på opfordring af og med en hel flok lærere
20. Har vi hul igennem her
Ekstra:
21. Det bedste til mig og mine venner (Gasolin’/M. Mogensen)
22. Står på en alpetop (Seals/Shubidua)