Tilbage i oktober var FAVN umådelig tæt på at blive valgt som ”Månedens demo” i musikbladet Gaffa. Faktisk var vi blevet udvalgt, men der var lige den hage ved det, at Gaffa lige præcis i den måned lancerede en ganske glimrende idé: Bandet, som fik æren af at have lavet ”Månedens demo”, fik et job på spillestedet Stengade 30, hvor interesserede kunne få chancen for at opleve bandet live. Fremragende idé, som desværre altså skulle lanceres lige i den måned, hvor vi var udvalgt. Desværre, fordi vi nemlig ikke kunne spille på den udvalgte dato, og da det naturligvis har været vigtigt for Gaffa, at det fungerede første gang, betød det at titlen som ”Månedens demo” gik til et andet band…
Vi fik dog stadig en flot anmeldelse, som kan læses i biografien her på siden. Fedt med positiv omtalte, men for et band som os, der konstant hamrer og banker på musikverdenens tunge døre, er en titel som ”Månedens demo” bestemt ikke uvæsentlig at have med sig. Surt. Ikke mindre surt var det at læse følgende i novembers udgave af Gaffa, hvor bandet Mr. Abbey var kåret som ”Månedens demo”: ”Da Mr. Abbey ikke har mulighed for at spille på Stengade 30 d. 12. november, går æren i stedet til Dawn.” Godt, så…
Siden da er der sket det, at ”Månedens demo” koncerterne er rykket fra Stengade 30 til legendariske Lades Kælder. Vi holdt kontakten til demoanmelder Hansen ved lige, og her d. 14/1 lykkedes det så at få muligheden for at spille et ”Gaffa-job”, som ”support” for denne måneds udkårne band, Kå. Kå er et stort band og Lades Kælder har en lille scene, så det var ganske underholdende at se syv mennesker, bevæbnede med guitarer, violin, cello, trommer (Paws) og keyboards, forsøge at presse sig sammen på den lille scene. Det lykkedes dem til sidst. For os tre var det jo nærmest en stor scene. Sammensætningen af FAVN og Kå var ganske spændende. To bands med noget på hjerte, men med ret forskellige udtryk og udtryksmidler. Kå’s musik er eksperimenterende, hvor vores er mere traditionel. Kå er et stort band, hvilket giver gode muligheder for variation og overraskelser. FAVN er en trio. Sang/guitar, bas og trommer. Her er udfordringen en anden: At variere udtrykket med disse få midler. Jeg var spændt på, hvordan vi ville blive modtaget. Kå var jo hovednavnet denne aften, og det er jo ikke altid at folk, der kan lide det eksperimenterende, har så meget tilovers for det mere traditionelle.
Der var proppet på Lades Kælder, og det var et rigtig fedt publikum at spille for. De lyttede og var åbne. Lige som vi vil ha’ dem. De var på med det samme, da jeg bad dem knipse i takt i ”Har vi hul igennem her”. Vi var der jo for at varme dem op, og den opgave tog vi da seriøst. Derfor spillede vi også de første tre numre ud i et. Fuld skrue. Vores sidste demosingle, ”Alverden så på” fik livepremiere denne aften. Da vi øvede et par dage før koncerten opdagede vi, at vi var i en lidt ny situation: Sangens arrangement var nærmest opstået, imens den blev indspillet. Vi havde med andre ord næsten ikke spillet sangen sammen. Men det var jo den nyeste demo, så den skulle med. Udover det har ”Alverden så på” jo en længere outro med guitarsolo. Jeg føler mig stadig lidt som lallende amatør på det felt, så det var lettere skræmmende at skulle spille det nummer for en fyldt kælder med musikentusiaster. Men det gik. Vi slap levende igennem, og kunne nu koncentrere os om at lægge al den energi og intensitet, vi kunne mønstre i de sidste fire numre. I ”Lån en lille løgn” var der som sædvanlig præsentationsrunde, og jeg præsenterede først Paw, som lige markerede med et slag på lilletrommen. Dernæst fortalte jeg publikum, at Søren altid har drømt om at spille bassolo på Lades. ”Har jeg det?”, spurgte han lettere forbavset, og lagde så publikum ned med en god, lang solo. Det må åbenbart have gjort Paw misundelig, for i nummerets afsluttende fase fik trommesættet en så stor røvfuld, at jeg nærmest følte mig forpligtet til at præsentere ham igen.
Efterfølgende fik vi masser af ros for både tekster og musik, og demoanmelder Hansen fra Gaffa var der naturligvis. Han roste os, og lovede at gøre et behjertet forsøg på at få Gaffa til at dække vores releasefest, d. 5/3. Vi glædede os til at se hans anmeldelse af koncerten. Vi jokede lidt indbyrdes med, at der nok ikke ville stå andet end noget i stil med at ”FAVN var support”. Ha ha. Senere på ugen kom så anmeldelsen. Der stod: ”… med Favn som opvarmning.” Det var alt.
Don Falch
Sætlisten:
1. Tag mig op
2. Har vi hul igennem her
3. På vej
4. Alverden så på
5. Hvis du får brug for mig
6. Født i en metro
7. Hvor blev det hele af
8. Lån en lille løgn