Våd debut


D. 9/4 2022 skulle have været den store dag, hvor FAVN for allerførste gang præsenterede vores nye koncept ved en koncert. 

Konceptet er, at vi er to mand på scenen, men publikum hører lyden af tre, fire eller fem musikere. Den effekt er i disse tider ikke noget særligt. Selv på de største scener optræder bands gladeligt med medbragte “ekstramusikere” i form af en computer, der “spiller med” og dermed giver et større lydbillede end antallet af musikere på scenen egentlig berettiger. 

Så hvad gør FAVN anderledes? Enkelt: Vi spiller alt selv. 

Ved hjælp af pedaler er jeg i stand til at spille bas og keyboard samtidig med, at jeg spiller guitar. Det, jeg spiller på guitaren, kommer simpelthen ud på flere måder samtidig. Paw supplerer trommerne med klokkespil samt en melodica, der ligesom hans korstemme kan farves af en pedal med en keyboardagtig effekt. 

Det kom vi ikke til at demonstrere den 9/4 i Bogart Bogcafe i Holbæk, da Paw var syg og jeg måtte spille alene. Men vi havde på det tidspunkt allerede en aftale med Rikke og Mathilde om endnu en koncert i caféens gårdhave d. 17/6. 

Dagen oprandt. Paw var i fuld vigør og nu skulle det være!

Desværre kunne vi næppe have valgt en dårligere dato.

Det regnede, hvilket er døden for en gratis udendørskoncert. En stor del af vores publikum var desuden forhindret af en fest andetsteds. Vi endte altså med at spille for et publikum, der til forveksling lignede publikummet fra d. 9/4 plus små ti mennesker, deriblandt mine to store børn, som var til deres første FAVN-koncert i cirka ti år. 

Vores nye setup kræver omhyggelig forberedelse, som vi ikke kunne nå, da vi i stedet måtte bruge tid på at undgå at blive skyllet væk. Vand og elektronik går meget dårligt i spænd. 

Katastrofen var ved at være total, da en højttaler før koncerten blev væltet omkuld af en pavillon og væltede direkte ned i Paws trommesæt, der mirakuløst slap uden synlige skrammer. Det ER selvfølgelig også bygget til at blive slået på, men alligevel…

Ikke de bedste betingelser for den fokus en koncert kræver og den første sang, “I de bedste hænder”, led også derunder. Når pulsen er høj, hiver den tempoet med og det har den sang ikke godt af. Bedre gik det med “Noget om skærsommernætter”, som blev spillet med en sarkastisk hilsen til den danske sommer. Regnen var dog stilnet af. 

Da vi nåede til fjerde sang, “Hilsen til forårssolen”, præsenteret som en sang, der også handler om krisetid, var vi ved at finde musikalsk fodfæste. Den sad i skabet og fik aftenens første store bifald. 

Vi havde planlagt koncerten således, at den langsomt blev bygget op fra stille og akustisk til mere rockede numre. “Mol” var første sang, hvor en el-guitar skulle i brug. Alle guitarer var selvfølgelig stemt på forhånd, men fugtigt vejr får hurtigt en guitar ud af stemning. For at udfylde tiden mens jeg stemte guitaren, fortalte jeg publikum (hvad sandt var), at Paw og jeg for sjov havde talt om, at han i sådanne tilfælde kunne udfylde tiden med at læse vittigheder højt fra et medbragt bundt ugeblade. Sådan nogle havde vi dog ikke med, så jeg opfordrede Paw til at strippe i stedet for. Det afholdt han sig fra. 

Min hånd holder fast i din”, som blev skrevet til min datter, da hun var baby, blev selvfølgelig spillet i anledning af mine børns tilstedeværelse og publikum sang med til sidst. 

Vi var på vej ind i en god stime nu. “En yndig og frydefuld sommertid” sad også meget godt, selv om vi stadig havde en alt for tung fod på speederen. Måske passede tempoet derfor perfekt på “Stemmerne der kommer”. Den har vi nemlig en tendens til at spille for langsomt i øvelokalet. Den kom dog mildt sagt ikke særlig heldigt fra start, da et stik havde revet sig løs i mine pedaler, så der pludselig ikke var nogen guitar. 

Da vi skulle i gang med “Saltvand” bemærkede Paw, at vi jo havde coveret med i en liveversion. Min søn, Samuel, der pryder coveret, sad nemlig på første række. Den sang sad lige i skabet og blev endda efterfulgt af høje mågeskrig fra himlen over os, hvilket ikke gik ubemærket hen hos publikum. 

Alverden så på” fra vores debutalbum blev skrevet i 2004, som en reaktion på tidens nye tendens med tv-programmer, hvor man kunne blive popstjerne. De indledte jeg med historien om en bekendt fra gymnasietiden, der faktisk vandt en sådan konkurrence, hvilket gjorde ham kendt for en tid, men også stemplede ham som konkurrencevinder, hvorefter ingen i branchen længere tog ham alvorligt. Vi har i årevis spillet den i en frisk countryversion, men nu blev den for første gang i siden ca. 2007 spillet i den oprindelige rockversion, bortset fra, at vi som noget nyt havde inkorporeret temaet fra X Factor i sangen. 

Efter “Under en stjerne”, som blev skæmmet af spændende lydmæssige udfordringer, var det en lettelse at jamme sig igennem gode, gamle “Har vi hul igennem her” med præsentation af “bandet” og det accelererende outro, som altid har taget kegler som koncertklimaks. 

Der var tid til et par ekstranumre. Først den melodiøse og medrivende “Nu har du låst mig ude” og til sidst en debut i form af “Sommeren over dem alle”, som kort tid efter udkom som single på streamingtjenesterne. Sangen var kandidat til “Saltvand”-albummet og har tekst af undertegnede og melodi af Stephen Foster og kendes herhjemme i Holger Drachmanns lettere bearbejdede version i “Det summer af sol over engen”. Den gik rent ind og var et perfekt punktum på en koncert med lidt for mange bump på vejen. 

Don Falch

Fotos: Daniel Due

Sætlisten:

  1. I de bedste hænder
  2. Noget om skærsommernætter (Halfdan Rasmussen/Mogens Jermiin Nissen)
  3. Melankolien sniger sig ind
  4. Hilsen til forårssolen (Benny Andersen/Povl Dissing)
  5. Havnen (Arvid Müller/Don Falch)
  6. Mol
  7. Min hånd holder fast i din
  8. En yndig og frydefuld sommertid (ukendt forfatter/komponist)
  9. Stemmerne der kommer (Don Falch)/Du er ikke alene (Sebastian)
  10. Saltvand (Tom Kristensen/Don Falch)
  11. Alverden så på
  12. Hvis det gør ondt
  13. Udtrådte sko (Cornelis Wreesvijk (oversat af Don Falch)/ trad.)
  14. Not Fade Away (Charles Hardin/Norman Petty)/ All I Want is You (U2)/ Plukket blandt stjerner (Don Falch)
  15. Under en stjerne
  16. Har vi hul igennem her

Ekstra:

17. Nu har du låst mig ude
18. Sommeren over dem alle (Stephen Foster/Don Falch)

Share:

Leave a Reply

Copyright 2018 favn.net | All Rights Reserved | Handels- Og Leveringsbetingelser | Designed By Sitepact