Velgørende koncert i kirken

Det er ikke så tit, vi går i kirke om søndagen, men bliver vi lokket med en optræden for 250 mennesker, store musikalske oplevelser og muligheden for at hjælpe udsatte børn, er vi klar! Derfor deltog vi med stor fornøjelse i en overdådig velgørenhedskoncert i Sankt Katharinas Kirke i Store Heddinge, hvis borgmester var den stolte idémand. Han indledte i dagens anledning arrangementet med lidt trompetspil før sin velkomsttale.

Der var mest klassisk musik på programmet. Dygtige pianister, blæsere, sangere og en violinist, som alle kan give en “sølle” rockmusiker præstationsangst. Vi har jo en taknemmelig tjans. Laver vi fejl, er de som regel lette at camouflere, og man behøver ikke at være den store tekniker for være god til det, vi gør. Det må være angstprovokerende at skulle spille et fejlfrit stykke kompliceret musik, som kræver benhård disciplin at lære at mestre. Stor respekt herfra!
Efter lydprøven var der en kort briefing for alle de optrædende. Blandt dem var en ung, rødhåret kvinde, som jeg syntes havde en vis lighed med Sys Bjerre. Da jeg senere fik kigget programmet igennem, fandt jeg ud af, at hun ikke bare lignede, men også var Sys Bjerre, hvilket forklarer den slående lighed. Hun var åbenbart for nylig flyttet til Stevns og havde kun boet der i tre måneder. Nu fik hun da eftertrykkeligt meldt sin ankomst, da hun i arrangementets anden afdeling sang Anne Linnets meget smukke “Tabt mit hjerte” og sin egen “Fædrelandssang”. Jeg tror, at mange har visse fordomme om Sys Bjerre, men jeg kan kun sige, at hun i den grad leverede varen. Med sig havde hun en pianist ved navn Christian Connie, som spillede fantastisk. Ham kunne vi godt finde på at kontakte ved lejlighed.

Selv var vi på tidligt i programmet. Jeg er som regel spændt før en optræden, men jeg må indrømme, at jeg her for en gangs skyld var en smule nervøs. Det skyldtes ikke så meget det talstærke publikum, men mere alle de vanvittigt dygtige musikere, vi skulle spille for. Jeg indledte med nogle ord om relevansen af de to sange, vi havde valgt. De filosoferer begge over livet, hvilket passede fint, da et kirkerum vel netop er bygget til dette formål. Vi startede med “De skrammer som man får”, som vi ikke har spillet så meget, som vi burde. De gange, vi har forsøgt, har vi bare ikke rigtig fået ram på den og den har derfor ikke rigtig virket. Problemet har primært været, at det er svært at ramme tempoet. Sangen går meget langsomt og vi har hidtil spillet den for hurtigt hver gang, hvor jeg har indledt med guitaren og først opdaget, at sangen gik for hurtigt, når jeg begyndte at synge.
Nu prøvede vi så en ny indgangsvinkel, da jeg startede med at synge første vers og lod guitaren følge vokalen. Det virkede, og sangen gik lige i tårekanalerne derude. Min sangpræstation blev tilmed godt hjulpet på vej af kirkens akustik og jeg har aldrig sunget den sang bedre.
Vores anden sang var “Under en stjerne”, som vi på denne tid af året plejer at kalde det nærmeste, vi kommer at have skrevet en julesang. Den virkede som altid og vi fik stor ros fra Christian Connie og en anden fremragende pianist, Andreas Sørensen. Det betød meget. Senere gav også både borgmester og lydmand os pæne ord med på vejen.

Se billeder og læs mere om koncerten i Stevnsbladet.

Hør FAVNs del af koncerten:

Don Falch

Sætlisten:
1. De skrammer som man får
2. Under en stjerne