Vi udvider territoriet!
(Blogindlæg om TIES' koncerter på Fatter Eskil og Gyngen, samt besøget på Radio DÅB)
Det var med nogen kildren i maven, at jeg satte mig ind i toget mod Holbæk, udgangspunktet for TIES’ Aarhus Tour.
Landets største ø skulle nu for første gang præsenteres for TIES.
Adskillige timer - nærmere betegnet noget, som mindede om en hel arbejdsuge - var gået forud:
Forhandlinger med bookere, lokalradioer, aviser, politi, kommune, vandrerhjem osv.
Kort sagt var alt forarbejdet gjort til punkt og prikke. Det tegnede godt!
JP Århus ville bringe en hel halvsides artikel, og lokalradioen DÅB, Det Åbne Båndværksted, ville gerne tale med os i studiet.
Derudover blev der reklameret over alt i kulturkalendre og div. landsdækkende radioer.
Turen til Århus - fem mand og en masse gear i en Escort og en hjemmelavet trailer - blev på smukkeste vis holdt i mandehørmens tegn.
Alle var kåde og opsatte på at lægge Århus ned!
Det var dejligt at opleve den rutinerede og tjekkede facon personalet på Fatter Eskil - med May-Britt i spidsen - tacklede tingene på.
Fx var det en enorm lettelse for en gangs skyld at være helt fri for techno, R & B og andre ”ikke-rock-stilarter” i pausen, før og efter koncerten.
Ideen om hver ting til sin tid, synes ikke at være særligt udbredt rundt om på spillestederne, hvor barpersonalets egne hjemmebrændte ”greatest hits-cd'er” som regel bliver spillet igen og igen og igen…
Men på Fatter Eskil er man altså mere gennemførte i hvad man gør. Fedt!
Paw Koch
Det lignede endnu en skuffelse for TIES, da det blev tid til at gå på scenen på Fatter Eskil.
Til stede var bandet og roadien Lars, bookeren May-Britt og endnu en medarbejder, et kærestepar og en veninde af Claus.
Derudover sad der en gruppe på ca. fem fulde og højtråbende personer, der tydeligvis ikke var kommet for at høre musik.
TIES’ store "held" skulle åbenbart heller ikke svigte os denne torsdag aften:
Der var ekstrakoncert med John Hiatt på Train, så hvor mon Århus’ rockfans befandt sig??…
Endnu en gang måtte vi indskærpe over for os selv, at selv om der så kun måtte være én person i lokalet, skal vedkommende have den bedst mulige koncertoplevelse.
Vi gik i gang, meget passende med "Loner By Nature", og hilste pænt på de fremmødte.
Jeg fortalte, at vi kom fra "Djævleøen", og at det var vores første koncert, ikke bare i Århus, men i Jylland.
Eneste respons kom fra de fem fulderikker, der begyndte at synge "Jylland mellem tvende have"...
Jeg forsøgte at være imødekommende over for deres bemærkninger, men de var mildt sagt et anstrengende bekendtskab.
Efter tre-fire numre forlod de imidlertid Fatter Eskil. Vi spillede godt. Det var nok det, der skræmte dem væk…
Det var både godt og skidt, at de gik:
Vi kunne nu bedre slappe af og koncentrere os om at formidle sangene, men til gengæld var der nu nærmest mennesketomt.
Heldigvis kom der efterhånden flere mennesker til, og de var mere positive.
Der var stadig ikke mange mennesker, da første sæt sluttede, men stemningen var ganske hyggelig.
Efter ca. tyve minutters pause gik vi i gang med andet sæt, og i det korte tidsrum var et mirakel indtruffet:
Det var begyndt at vælte ind med mennesker.
Tilsyneladende passede tidspunktet meget godt med at koncerten med John Hiatt var forbi, og at de stadigt hungrende rockfans nu gik til Fatter Eskil for at få mere.
Godt valg!
Der blev nu ikke lagt fingre imellem, og vi forsømte naturligvis ikke at spille Hiatts "Real Fine Love" for de fremmødte Hiatt-fans.
Det var pludselig som at spille en helt anden koncert. Fatter Eskil var proppet med mennesker! Helt nemme at have med at gøre, var de nu ikke.
Der skulle presses for at få dem til at klappe med på "Right Outside These Walls", og karaoke-indslaget i "Stand By Me" lignede umiddelbart en fiasko, da ingen meldte sig.
Da det begyndte at blive pinligt at presse folk til melde sig som gæstesangere, var det tid til tvang...
Jeg stillede min guitar, tog mikrofonen i hånden og gik ud til de lettere forbløffede århusianere. Endelig var der bid!
En midaldrende gut ved navn Henning rakte pludselig fingeren op, og leverede herefter en version af "Stand By Me", som Ben E. King nok kun ville kunne have leveret i en ordentlig brandert.
Helt hul igennem til det øvrige publikum var der dog stadig ikke, men er der et nummer der kan ændre på det, er det vores egen "Closing Time"!
Det iørefaldende riff og omkvæd, samt præsentationsrunden (hvor især Sørens bassolo tog kegler) tog århusianerne med storm!
I Claus´ afsluttende guitarsolo var det tid til et afsluttende besøg ude på publikums borde, og det var prikken over i´et.
Publikum havde overgivet sig betingelsesløst, og ville have mere!
Jeg måtte skifte guitar, da remmen til min Jazzmaster knækkede i det afsluttende spring ned på gulvet i "Closing Time".
"Farmer John", vores coverversion af Neil Youngs coverversion af det gamle 50´er hit, medførte massiv dans og fællessang.
Vi fik imidlertid ikke lov til at stoppe her!
Springsteens "Glory Days", som de tilstedværende rockfans henført skrålede med på, blev det meget passende punktum for en aften, der havde udviklet sig helt rigtigt!
We´ll be back, Fatter!!!
Don Falch
Sætlisten:
1. Loner By Nature
2. Break These Ties
3. When I Least Expect It
4. Hey Taxidriver
5. Gloria (Van Morrison)
6. Black Hole
7. Who Do You Think You Are
8. I Still Haven’t Found What I’m Looking For (U2)
9. Learn To Laugh
Pause
10. Sick and Tired
11. Glittering Trash
12. Real Fine Love (John Hiatt)
13. Right Outside These Walls
14. Confused Little Man
15. Stand By Me (Leiber - Stoller - Ben E. King) - med Henning
16. Closing Time
Ekstra:
17. Farmer John (Terry/Harris)
Ekstra ekstra:
18. Glory Days (Bruce Springsteen)
Som Don skriver, er der ingen tvivl om, at TIES også i fremtiden vil gæste Fatter Eskil og de rockglade århusianere, som holder til her!
Efter en tiltrængt halv nats søvn, travede Don og jeg klokken 8:15 afsted mod lokalradioen DÅB, Det Åbne Båndværksted.
Det var vores første radiointerview, og derfor et spændende projekt.
Efter en kort briefing om, hvordan det skulle foregå og Bob Dylans ”Slow Train Coming” fik vi os en snak om sangskrivning, rockfilosofi og sammenhold.
Set i bakspejlet var det ikke et interview, som gav lytterne indtryk af reklamefremstød.
Men i en verden, hvor stort set alt handler om reklame og om at føre sig frem, må det for de radiolyttere, som tilhører det publikum, vi henvender os til, have været fortrøstningsfuldt at høre et band bekende sig utvetydigt til rockens religion og dens budskab om troen på en bedre verden.
På vej tilbage til vandrerhjemmet købte vi forventningsfulde Jyllandsposten, som havde lovet os en halvsidesartikel. Det fik vi! Og ovenikøbet en meget seriøs artikel!
Men at vi ligefrem skulle være et anti-boyband, som der står i overskriften… Er vi SÅ gamle, grimme og ærlige? Måske… I hvert fald det sidste…
Resten af fredagen gik med at forberede aftenens koncert. Booker på Kulturgyngen, Andreas B. Jensen, havde gjort et imponerende stykke opsøgende PR-arbejde.
Vi skulle bl.a. klokken 15 spille midt på Store Torv (læs: gågaden).
Mange mennesker stoppede op og overværede de forfrosne musikere ”unplugge” sig igennem sangene.
Det var dejligt at se, hvor positivt folk reagerede! Hvad der var endnu mere positivt: Mange af dem dukkede op om aftenen!
Sætlisten:
1. When I Least Expect It
2. Loner By Nature
3. Who Do You Think You Are
4. Hey Taxidriver
5. Glittering Trash
6. Break These Ties
Det skulle vise sig at være et held, at vi havde vist flaget på gågaden.
Kun ganske få mennesker fandt vej til Kulturgyngen, selvom 120.000 mennesker dagligt læser Jyllandspostens JP Århus og 50.000 mennesker dagligt lytter til DÅB...
Hvor mange Kulturkalendre deles der ud i Århus??…
Nå, men vi gav selvfølgelig de fremmødte det bedste, vi har. Rent musikalsk husker jeg koncerten som den bedste TIES-koncert nogensinde.
Paw Koch
Koncerten på Gyngen havde et fåtalligt, men til gengæld opmærksomt publikum.
Så skuffelsen over det ringe fremmøde, på trods af massiv reklame, blev til fulde opvejet af, at vi for en gangs skyld havde mulighed for at give en egentlig koncert.
Det var publikum nemlig indstillet på. Første sæt var en fornøjelse, der ikke kunne spoleres af et par små uheld:
Tekniske problemer med min elektriske guitar (kunne dog ordnes i pausen), og Claus' guitarforstærker, der midt i et nummer væltede med et brag.
Folk var positive og sang allerede med i fjerde nummer, Them's "Gloria".
Herefter følte jeg mig på så sikker grund at jeg som indledning til "Hey Taxidriver" fortalte en længere historie om min karriere som "bumsemagnet (bumser/sprittere henvender sig ofte til mig, uvist af hvilken grund). Sangen handler om en gammel spritter.
Også andet sæt var en fornøjelse.
Der var kun et enkelt uheld:
Da Paw med et spring ville markere afslutningen på et nummer, landede han så hårdt på trommestolen, at benene blev trykket skæve (på trommestolen, altså).
"Confused Little Man" var blevet fejlciteret i Jyllandspostens ellers glimrende artikel om TIES, og dette kunne jeg ikke lade være med at nævne:
"Jeg synger min version, og Jyllandspostens må stå for egen regning". Straks hev en pige fra publikum avisen ned fra en stander og læste artiklen.
"Stand By Me" blev undtagelsesvis droppet fra sættet, da vi vurderede at sandsynligheden for at finde frivillige gæstesangere i det lille publikum, trods alt var for lille.
I stedet spillede vi måske den bedste udgave af U2´s "One", vi til dato har spillet.
Vores egen "Take Action" rummede for første gang en takketale til publikum, og "Closing Time" virkede som altid efter hensigten.
De to ekstranumre var det rene cirkus, der udløste latterbølger og begejstrede tilråb fra publikum.
"Twist And Shout" satte punktum for TIES' Århus-tour, og med et dansende og skrigende publikum foran os, kunne vi konstatere, at turen havde været en stor succes.
Don Falch
Fotoserie fra Gyngen
Sætlisten:
1. Sick and Tired
2. Glittering Trash
3. Melancholy
4. Gloria (Van Morrison)
5. Hey Taxidriver
6. Break These Ties
7. When I Least Expect It
8. Who Do You Think You Are
9. Learn To Laugh
Pause
10. Right Outside These Walls
11. Loner By Nature
12. Confused Little Man
13. One (U2)
14. Real Fine Love (John Hiatt)
16. Closing Time
Ekstra:
17. Rock and Roll (Page/Plant)
18. Twist and Shout (Medley-Russel)
Efter at have lavet aftaler mht. en ny og endnu mere omfattende Århus-tour, tog vi afsked med Gyngens meget, meget venlige og ihærdige personale.
Vi manglede nu kun en ”fyraftensbajer” og natmad for at have gjort vores pligt til fulde i Århus. Så vi opsøgte begge dele ude i byen.
Efter to timers søvn sad vi trætte, glade og mange oplevelser rigere i Escorten med retning mod ”Djævleøen”.
Vores territorie skulle hermed gerne være udvidet til også at omfatte Danmarks næststørste by - en by, hvor man hilser rockmusik velkommen.
Tak for denne gang, Århus!
Paw Koch
TILBAGE