Tåstrup i bakspejlet

Tidligere i år deltog TIES i to runder af "Melody Maker Contest" i Pumpehuset, Kbh.
Da publikum i denne konkurrence afgør, hvem der går videre, fik vi gjort os nogle erfaringer i disciplinen at skrabe folk sammen.
At vi nu har en plads i finalen (som stadig ikke har en dato) er bevis på dette.

Når man pludselig som band opdager at det faktisk, med hårdt arbejde - mest i form af 1000 telefonsamtaler, kan lade sig gøre at få lokket over 100 mennesker ud af busken
for at se bandet live til en konkurrence, opstår der uvægerligt idéer som:
Hvad nu hvis vi arrangerede en koncert og fik alle disse mennesker ind et sted, hvor rammerne er i orden og vi kan spille på vores præmisser?

Tænk, hvis vi endda fik det foreviget i lyd og billede! Den tanke er besnærende og bliver til en god drøm. Vi nøjedes ikke med at drømme!
Lørdag d. 23/11 var koncerten en realitet, og kameraer og harddiskrecorder stod klar til optagelse. Tåstrup Medborgerhus var spillestedet.
Og hvordan var det så?
Tjah, det har taget mig cirka en uge at få det så meget på afstand, at jeg kan skrive noget fornuftigt om aftenen.

Det jeg husker som noget af det bedste ved aftenen var timen op til showtime. Fornemmelsen af bygningen, der langsomt begyndte at summe af liv.
Mennesker, der havde sat aftenen af for at være til koncert - med TIES. Forventningerne i luften.
Hver gang jeg selv skal til koncert, ser jeg mig omkring når jeg ankommer, og suger stemningen til mig.
Jeg forestiller mig at det er TIES, der skal på scenen om lidt, og hvor opløftet jeg ville føle mig, bare ved visheden om alle de mennesker, der møder op for at bruge en aften på os!
I Tåstrup kunne jeg for første gang nyde den fornemmelse, og nydt blev den! Det blev til adskillige ture hen til vinduerne for at se parkeringspladsen blive fyldt op.
Ture ned til scenen, hvor jeg i ly af mørket kunne se folk indløse deres billet og træde ind i den store sal.

Lydprøven om eftermiddagen var gået fint, selv om den store sal ikke ligefrem lyder som om den er skabt til rockmusik.
(Det er den heller ikke. Tåstrup Medborgerhus er et gammelt hotel.) Vi følte os parate. Jeg fornemmede en vis anspændthed i bandet, men ikke nogen egentlig nervøsitet.

Vi var naturligvis heller ikke klar over at en chokstart ventede os.

Første nummer var "Sick and Tired", som nok må siges at være et nummer, der sidder på TIES' kollektive rygrad. Men spændende ting kan ske, når teknikken svigter.
Et kabel til Paws monitor havde åbenbart begået selvmord i tiden mellem lydprøven og koncerten, og det resulterede i, at Paw nu befandt sig i en temmelig ubehagelig situation:
Han kunne kun høre sine trommer og lidt af min sang. Derfor måtte han altså gætte sig til, hvor langt vi var nået, og midt i "Sick and Tired" gættede han forkert...
Det tog os lidt tid at finde hinanden igen og komme videre med sangen, men takket være rutinen i bagagen formåede vi at fortsætte, som om intet var hændt,
og selv om sammenspillet knirkede lidt i hele første sæt skulle man kende os godt eller være professionel musiker med "flueknepper"-ører for at bemærke problemerne.

I aftenens anledning spillede vi for første gang de tre første numre ud i ét.
Et trick der nu gav dobbelt bonus, da det både havde den ønskede virkning (et kvarters non-stop energiudladning er svær at ignorere) og fik chokstarten lidt på afstand.
Efter en kort velkomst var det tid til at teste publikums sangtalenter i "Break These Ties", og de deltog heldigvis beredvilligt.
Lidt senere, under min nye soloversion af "My Hand is my Baby's Toy", viste publikum at de (fleste) også besad en anden væsentlig kvalitet: At kunne klappe i og høre efter.
Folk, der har fulgt min musikalske udvikling i forskellige sammenhænge gennem årene, kan huske et "hit", der kom til verden i ca. '93 i mit daværende band, Riminton:
"Sick As It Sounds". Nummeret er - i en lettere redigeret version - gået i arv til TIES, men det er efterhånden sjældent, vi spiller den.
Ikke desto mindre var den blevet støvet af til koncerten i Tåstrup, da en stor del af publikum bestod af venner og familie, der har sunget med på den sang i mange år.
Sangen, og ikke mindst introduktionen (som også omtales i Stine Winthers dejlige indlæg om koncerten - følg linket længere nede på denne side), brød en stor del af isen,
som kun en sund latter og et gammelt "hit" kan gøre det.
Afslutningen af første sæt, hvor Søren i "Learn to Laugh" forlod scenen og indtog balkonen over publikums hoveder, tog også kegler.

Så var det tid til den pause, som hele bandet glædede sig til. Vi havde brug for lige at trække vejret og så stikke hovederne sammen.

Det stod klart for os, at der var tre ting, der skulle laves om på: For det første skulle Paw kunne høre, hvad der foregik.
For det andet skulle vi som helhed slappe mere af og få sammenspillet til at fungere bedre.
Sidst, men ikke mindst, skulle publikum vækkes for alvor.
Ingen tvivl om at de var med os, men de fleste sad eller stod ved bordene langs siderne i stedet for at benytte sig af dansegulvet foran scenen, og dét ville vi gerne lave om på.
Paws problem var af teknisk karaktér og aftenens lydmand, Jacob Navne, som vi aldrig havde arbejdet med før, skulle løse det.
Det blev klaret, og det skal med det samme nævnes at Jacob i det hele taget gjorde et fremragende stykke arbejde.
Problemet med sammenspillet ville til dels være løst, når Paw kunne høre os andre. Vi skulle så bare alle fokusere på at få musikken til at flyde.
Mht. publikum traf jeg en rask beslutning om at aflægge dem et lille visit og træde lidt rundt i deres øl, hvis de ikke havde oppet sig, når andet sæt startede.

Det havde de ikke. Så midtvejs i andet sæts første nummer, "Right Outside These Walls", stillede jeg guitaren fra mig, sprang ned fra scenen og indtog et bord.
Med diverse tilråb og en fægten med armene fik jeg vist signaleret tydeligt, at vi gerne så et mere aktivt publikum, og dansegulvet fik en kraftig befolkningstilvækst.
Jeg blev i fin stil båret tilbage til scenen, og vi kunne med det samme mærke, at stemningen havde ændret sig.
Paws lyd var nu i orden og sammenspillet var af en helt anden kaliber end i første sæt.
Det føltes som en enorm lettelse at kunne fokusere på én ting: At give publikum den bedste koncert, vi kunne præstere.
Gamle som nyere numre, især "For You" og "It's Your World" blev leveret i eksplosive versioner, som jeg glæder mig til at genopleve i lyd og billede!
Den store finale bestod endnu en gang af "Take Action" og "Closing Time". Denne afslutning føles efterhånden som et ritual.
Kedeligt bliver det aldrig, for de to numre er meget fleksible og ikke to versioner er nogen sinde helt ens.
En brandtale om vores "popstars-ambitioner" i "Take action" og præsentationsrunden i "Closing Time" bragte salen i en stemning, der kan få ethvert rockband til at boltre sig som fisk i vandet.
De taktfaste råb på ekstranumre var vi naturligvis ikke sene til at belønne.

Første ekstranummer var en version af Neil Youngs "Don't Cry No Tears", som vi havde leget lidt med i øvelokalet og som nu fik livepremiere.
Den gled over i "Stand By Me", hvor Mikkel Andersen for tredie gang i år var gæstesanger, og som sædvanligt gav den hele armen.
Så forsøgte vi at lukke og slukke med Led Zeppelin's "Rock and Roll" (præsenteret som "Jazz"), men det fik vi da heldigvis ikke lov til at slippe med.
En tumultagtig udgave af "Twist and Shout" blev så slynget i hovedet på publikum, og efter en masse fællesskrig, diverse fjollerier og ture ud over scenekanten, sluttede vi sangen og koncerten af.
Vi kunne alligevel ikke fortsætte, eftersom jeg var indhyllet i kabler og mit mikrofonstativ var ved at bukke under efter en lille udflugt ned til de sang(?)glade mennesker nede foran scenen.

Trods den heftige afslutning og et i det hele taget vellykket andet sæt var der ikke sejrsstemning i bandet.

Selv bunkevis af roser fra folk, der kom hen og hilste på kunne ikke fjerne en underlig fornemmelse af tomhed. Nærmest skuffelse.
Okay, vi havde håbet på et større publikum, og vi havde regnet med at spille bedre end vi lagde ud med at gøre, men alt i alt var der vel grund til at være tilfredse?

Mit store problem gennem hele aftenen var, at jeg stort set intet kunne se fra scenen. En følgespot lige i ansigtet og en masse røg i lokalet gjorde det svært at se publikum overhovedet.
Igennem vores mange jobs på værtshuse og caféer, har jeg opbygget en vis rutine i at betragte publikum og vurdere, hvad der virker. At holde øje med, hvordan tingene skrider frem.
Den mulighed havde jeg ikke i Tåstrup, og jeg tror at det var den primære grund til min frustration.
Jeg havde simpelthen svært ved at vurdere, om vi nåede ud til publikum i den grad som vi altid ønsker.
Heldigvis vidner gæstebogen her på hjemmesiden om, at vi har ramt plet flere steder, og som dagene er gået er min fornemmelse af aftenen også blevet mere positiv.
Én ting er vi ikke i tvivl om: Den slags arrangementer er hårdt arbejde, men også meget lærerige oplevelser og meget effektiv PR, fordi rammerne er i orden.