|
Når man - som jeg - har TIES’ gøren og laden tæt på, men kun kan følge med fra sidelinjen, går man lidt og sukker efter at få lov at høre en rigtig livekoncert.
Og der var store forventninger i luften til lørdagens koncert i Taastrup Medborgerhus. Desværre bredte tristessen sig hurtigt, da billetsalget ikke rigtig rykkede.
Og så var lydforholdene heller ikke de bedste. Faktisk var de vist nok de værste. Og det regnede. Øv.
Til gengæld havde jeg en veninde med, som elsker rock og glædede sig til at høre TIES for første gang. Hun var solgt allerede efter det første nummer.
For os to ikke-rock-musicerende tøser var det i det hele taget en professionel, overbevisende og medrivende koncert. Det var bare underligt, at næsten alle andre sad ned.
Hvordan kunne de sidde så stille? Der er en energi og råstyrke i TIES’ musik, som dirrer i kroppen på en flere sekunder efter, at et nummer er slut.
Og det er heller ikke fordi, de ikke kæmper for at få folks opmærksomhed og applaus!
På scenen er der spilleglæde og kontakt musikerne imellem, og udover scenekanten kommer de også på en seriøs, humoristisk og direkte måde, som aldrig bliver arrogant eller pinlig.
Jeg blev dog noget overrasket, da Don begyndte at fortælle om TIES’ fatale deltagen i Demodysten på P3.
Men da pointen blev serveret ("Muggen røv til dit ansigt" med en eller anden rapper-Johnny vandt konkurrencen), var publikum indforstået og helt og holdent på TIES’ side.
Det betød at "Sick As It Sounds" føltes som et fantastisk nummer, og applausen blev dobbelt så stor.
Jeg har altid kunnet lide TIES, men de seneste numre ("For You", "All and Nothing" og "It’s Your World") er de første som har ramt et blødt punkt i mig.
Jeg frydes, jubler indeni og kniber en tåre. Det er noget med opbygningen, musikalske løfter, som bliver indfriet, energien og samspillet, og så Dons vokal.
Den er blevet tusind gange bedre: følsom og blød uden at miste intensitet, og nye karakteristika giver den personlighed og er punkter i sangene, som man glæder sig til.
Til koncerten var det især de nye numre, jeg glædede mig til at høre live, men de stod absolut ikke alene.
Mange af de gamle numre har fået en ansigtsløftning, der pynter, udover det faktum at bandet er blevet meget mere sammenspillet.
Og så er det jo altid interessant at høre, hvad Claus nu finder på i sine soloer (hvalsang er der dog heldigvis mindre af).
Han byder på alt lige fra The Edge til David Gilmour. Og i "All and Nothing" syrer han fuldstændigt derudaf...
Min favorit vil nu altid være blandingen af blues og melodi på Fender, det er råt og brølende, men alligevel intenst.
Det med de ugunstige lydforhold fandt jeg først ud af bagefter, så nu tænker jeg bare: Hvor fedt er det ikke, når TIES spiller under gode forhold?
Det kan ikke gå for stærkt med at blive anerkendt og få chancen for at spille en rigtig, rigtig koncert for et stort og medrevet publikum, som kender sangene.
Stine Winther |