Til kamp mod cover

Jeg begik en af de store bommerter i fredags:
Jeg gik på scenen med den faste overbevisning at denne aften ville blive let.
Det må man ALDRIG gøre som musiker!
Vel havde de to foregående aftener på Underhuset været store succeser med medlevende publikummer, men ikke to aftener er nogen sinde ens...

Ligesom ved vores første job på Underhuset var der denne aften fest i hele byen, og betingelserne for en fed rockaften burde dermed være optimale.
MEN i modsætning til tidligere var en del af publikum denne aften kun indstillet på en fed rockaften på deres betingelser:
Spil nogle gode gamle rocknumre, som vi alle kan synge med på...
Som jeg ikke kan understrege tit nok, er det bare sådan, at vi kun spiller koncerter på vores betingelser!
Ikke dermed sagt at vi skider på publikum. Langt fra! Vi giver dem en fed aften - med os ved roret!

Som oplevelsen med de forvirrede tøser på Fatter Eskil viser, er det sjældent, at publikum kan blive enigt med sig selv alligevel.
Den eneste vej frem mod målet, den fede koncertoplevelse, er at tage roret og sige: "Dér skal vi hen! Hop med eller stå af!"
Vi startede stille og roligt med "Hey Taxidriver", og derfra lettede første sæt stille og roligt fra jorden og kulminerede med os på bordene i "Learn To Laugh".
Alt gik faktisk rigtig fint, indtil andet sæt begyndte. Nu havde de utålmodige cover-fans fået nok inden for vesten til at de turde råbe div. opfordringer.

Tredje nummer i andet sæt var et Springsteen-nummer, og da jeg bekendtgjorde dette var der stor jubel.
Nu er "The Promised Land" imidlertid mest kendt af deciderede Springsteen-fans, så det kunne ikke tilfredsstille coverfolket.
De var jo tidligere på aftenen blevet forkælet af Zindy og Kuku, og nu ville have mere af samme skuffe.
Sangen faldt nu i meget god jord alligevel, og det samme gjorde vores egen "Break These Ties", selv om den umiddelbart blev mødt med utilfredshed.
"Confused Little Man" var nu næste nummer på sætlisten, og den fungerer kun i deciderede koncertsituationer.
Den er lidt for lang og underlig til et feststemt publikum på et værtshus.
Det er derfor også sket at vi har droppet den, men denne aften var vi trodsige!
Jeg husker tydeligt at jeg vendte mig om og sagde til bandet, at det utvivlsomt ikke ville falde i god jord at spille det nummer, hvorefter jeg tilføjede:
"...Så det gør vi!"
De efterfølgende klapsalver var heller ikke overvældende, men det tog vi roligt.

Jeg havde været forudseende nok til at placere U2's "One" som næste nummer, og den tog naturligvis kegler.
Ikke mindst fordi vi spillede en blændende version, tilsat en god portion agressivitet.
I andets sæts sidste nummer, "Right Outside These Walls", skulle publikum synge med, hvilket de ikke gjorde.
Både tekst og melodi er bestemt ikke vanskelig at lære, men de kendte den jo ikke i forvejen...
Der var da nogle få, der forsøgte sig, men da de kiggede sig omkring og så at de befandt sig i coverland, hvor originalitet er bandlyst, holdt de skyndsomst deres kæft.
I den efterfølgende pause kom en kvinde hen til mig med en ironisk bemærkning om, at jeg da heller ikke kunne være bekendt at bede dem synge med på en så svær melodi...

Vores nye version af "All and Nothing" var første nummer i tredje og sidste sæt, og til min store overraskelse var den en succés.
Folk dansede, og klappede endda bagefter! De troede nok det var et covernummer....
Springsteens "Glory Days" fulgte, og var rent faktisk et nummer som blev tilføjet for at komme publikum lidt imøde.
Nu havde vi sagt det meste af, hvad vi havde at sige. Vi havde vist, hvem der bestemte, og derfor var det nu tid til at "lefle" lidt.
"Stand By Me" fulgte, med gæsteoptræden af en fyr ved navn Sammy, som meldte sig frivilligt - og gjorde det rigtig godt!
Nu havde publikum overgivet sig totalt. Kun én ting manglede: Den endelige magtdemonstration, hvor succéssen bringes i hus via egne numre.

"My Hand Is My Baby's Toy" var et lille pusterum, som gik rent ind!
Herefter fulgte et brag af en afslutning med hyldesttale til Underhuset, præsentationsrunde og afsluttende guitarsolo på et bord.
De taktfaste råb om ekstranummer blev belønnet med "Rock and Roll" (Led Zeppelin) og "Twist and Shout", som forårsagede vild dans og skrig og skrål.
Da vi havde pakket sammen og skulle hjem, sagde Underhusets ejer, Marianne: "I var da bare skidegode i aften, var I ikke?"
Jo, det var vi. For vi holdt fast i roret, red stormen af og nåede sikkert i havn.
På vores betingelser.

Don Falch

Sætlisten: