Bogart solo

april 9, 2022
8:00 pm
Smedelundsgade 32, Holbæk, Denmark
Bogart Bogcafe
Bogart solo

2022 startede hektisk for FAVN.
Efter næsten tre års arbejde med vores nye album “Saltvand”, som er det første FAVN-album siden “Kys dine ar” (2015), kastede vi os for anden gang nogensinde ud i et crowdfunding-forløb. Dvs. en måned, hvor vi skulle forsøge at rejse så mange penge som muligt til at finansiere den fysiske udgivelse af albummet på CD og (for første gang) LP.
Sidst vi fik crowdfundet en udgivelse, var i 2010, da “Under en stjerne” skulle udgives på CD. Det slap vi godt fra, men det var hårdt arbejde og det var det også denne gang!

Når man crowdfunder, kan man vælge at sælge produktet, før det findes. Derudover kan man sælge alt muligt andet, som kan give penge i kassen. Vi valgte blandt andet at sælge billetter til en lille intim releasekoncert i min hjemby Holbæk. Den skulle finde sted d. 9/4 i Bogcafe Bogart, som er et lille og meget hyggeligt antikvariat, som samtidig er cafe og koncertsted. Der er kun plads til ca. 20 siddende gæster indenfor, så der var virkelig tale om en intimkoncert. Stedet ejes og drives af Rikke, som tidligere har arbejdet som koncertafvikler på Store Vega i København, og Mathilde, der er uddannet boghandler og har arbejdet i en københavnsk bogcafé.

Koncerten blev hurtigt udsolgt, og Paw og jeg havde arbejdet intenst med at blive klar til at kunne levere en to timers koncert, hvilket ikke havde været det store problem, hvis vi havde arbejdet som før i tiden. I “gamle dage” ville vi have spillet de nye sange nogenlunde ligesom de lyder på albummet. De gamle sange kunne vi jo bare spille, for dem har vi spillet masser af gange.

Men det er nye tider i FAVN.
Vi spiller nu kun som duo, men med effekter, der får os til at lyde som et større band. Jeg bruger pedaler, der får min guitar til at lyde som både keyboard og bas, og Paw spiller både bas på fodpedaler samt klokkespil og melodica med effekter. Derudover har vi i langt højere grad end tidligere arbejdet med deciderede live-arrangementer af sangene. Også de gamle. De nye sange lyder faktisk allesammen anderledes end på albummet.
Nogle af dem har vi arbejdet ekstra meget med:
“Stemmerne der kommer” er blevet kombineret med bidder af Sebastians “Du er ikke alene”.
“Plukket blandt stjerner” er blevet en del af en medley af kærlighedssange fra de sidste 60 år.
“Saltvand” er blevet udvidet med en stemningsfuld intro og outro.
“Udtrådte sko” har fået et meget intenst arrangement, hvor der både er blevet plads til stille stunder med klagende mundharpe og højlydt jam.

Vi glædede os til at vise frugterne af alt det hårde arbejde, selv om de meget intime rammer bekymrede os lidt. Paw ville jo gerne kunne spille igennem på trommesættet uden at måtte gå på kompromis. Det kunne godt blive meget svært på sådan et lille sted.
Det slap vi for at bekymre os om. Til gengæld fik jeg meget mere at bekymre mig om.

Paw blev nemlig syg i ugen op til koncerten og kunne ikke nå at blive klar. Jeg havde taget det meste af mit udstyr med hjem efter vores sidste øver, så Paw ikke skulle have det hele med på dagen. Det var heldigt, for ellers skulle jeg have kørt til Stevns for at hente det. Nu kunne jeg stille udstyret op i stuen og begynde at arbejde på en løsning, hvor jeg spillede koncerten solo. En aflysning ville være for bøvlet, så den mulighed blev hurtigt afvist.

Jeg kunne have gjort det relativt nemt for mig selv ved bare at tage to akustiske guitarer med og give en akustisk solokoncert, men jeg var fast besluttet på at give publikum et indtryk af, hvor FAVN er på vej hen musikalsk. Derfor besluttede jeg at holde fast i arrangementerne, så vidt det nu var muligt uden Paw.

Metronomen i mit pedalboard kan lyde som en stortromme, så den brugte jeg som backbeat på et par sange. Jeg brugte også loops i et par sange, hvor jeg altså indspillede noget, som maskinen derpå kørte i ring, mens jeg spillede henover det.

Jeg fastholdt at spille elektrisk guitar i de sange, hvor vi havde planlagt det, og jeg fastholdt også brugen af de planlagte effekter. Der var altså rigeligt at se til, men resultatet blev en meget varieret koncert, hvor det lille publikum jævnligt fik et nyt lydbillede at forholde sig til. Selv om jeg indimellem måtte improvisere mig frem, gik det i det store hele rigtig godt.

Jeg lavede nogle få ændringer i den planlagte sætliste. Anden sang skulle have været “Hvis det gør ondt” fra “Kys dine ar”, men jeg skiftede den ud med “Så sent som i går” fra samme album. Den sang handler om at længes tilbage til den kendte og trygge hverdag, når livet pludselig vælter én omkuld. Sangen blev en indirekte kommentar til både koncertens pludseligt anderledes omstændigheder og til den mere usikre verden derude, hvor Putin for nylig havde invaderet Ukraine.

I FAVNs version af Kim Larsens “Maria” inviterede jeg min far til at komme op og synge med. Han er også med på den video, vi lavede til sangen i 2013. Det kom tydeligvis bag på ham pludselig at skulle optræde, men han gav den gas og forvirrede mig samtidig ved at bytte om på nogle linjer. Det var bare med til at gøre det levende og illustrere spontaniteten.

Efter at have spillet en temmelig miserabel version af “Havnen” ved en anden solooptræden i 2019, var det rart denne gang at spille en version af den lange sang, som sad lige i skabet.

Det måtte jo markeres, at det var den 9. april, så vi havde øvet en eksplosiv version af Kim Larsens “Flyvere i natten”. Den blev knap så eksplosiv uden trommer, men blev modtaget med kyshånd. Efter den sluttede jeg med “Drøm din nye drøm” fra “Kys dine ar”, som dermed fik sin livedebut. Jeg havde egentlig ikke troet, at den sang nogensinde ville blive spillet live, da den består af ét vers, der bliver gentaget ad libitum, men vi havde prøvet den i øvelokalet og den virkede overraskende godt. Meget stemningsfuld sang at slutte med. Den blev taget op på grund af teksten, som er meget relevant i denne tid:

Drøm din nye drøm
I den nye nat
Og når dagen gryr
Rejs dig og tag fat
Dybt nok indeni
Tror jeg at du vil
Finde alle de
Kræfter der skal til

Der blev krævet ekstranumre og efter en meget populær og igen aktuel “Hilsen til forårssolen” var der stemning for mere, men Rikke signalerede at tiden var fremskreden og overboen skulle have ro. Det udløste ét af de spontane indfald, der kan løfte en koncert, da jeg simpelthen slukkede for anlægget og sang den sidste sang, “Min hånd holder fast i din”, helt akustisk. Mere intimt bliver det ikke og det var en perfekt afslutning på en trods alt stor aften.

Koncerten kan ses i sin helhed nedenfor under sætlisten.

Don Falch

Sætlisten:

1. Mol
2. Så sent som i går
3. En yndig og frydefuld sommertid (ukendt forfatter/komponist)
4. Saltvand (Tom Kristensen/Don Falch)
5. Maria (Kim Larsen/Larsen – Ole Christensen)
6. Under en stjerne
7. Havnen (Arvid Müller/Don Falch)
8. Stemmerne der kommer (Don Falch)/Du er ikke alene (Sebastian)

Pause

9. I de bedste hænder
10. Noget om skærsommernætter (Halfdan Rasmussen/Mogens Jermiin Nissen)
11. Melankolien sniger sig ind
12. Udtrådte sko (Cornelis Wreesvijk (oversat af Don Falch)/ trad.)
13. Not Fade Away (Charles Hardin/Norman Petty)/ All I Want is You (U2)/ Plukket blandt stjerner (Don Falch)
14. Undergang
15. Flyvere i natten (Kim Larsen)
16. Drøm din nye drøm

Ekstra:
17. Hilsen til forårssolen (Benny Andersen/Povl Dissing)
18. Min hånd holder fast i din

Share:
Copyright 2018 favn.net | All Rights Reserved | Handels- Og Leveringsbetingelser | Designed By Sitepact