Dans til fingerspil

Vallentin’s i Ringsted var i mange år et stamsted for TIES, som senere blev til FAVN. I FAVN nåede vi at spille en enkelt koncert på Vallentin’s, før den hyggelige lille cafe fik ny ejer. Den koncert fandt sted i 2004 og det var i øvrigt den aften, hvor ”Født i en metro” blev spillet live for første gang. To gange endda.

Nu, fem år senere, var vi omsider tilbage på Vallentin’s, som nu hedder Cafe Valentin. Denne gang som duo. Cafeen lignede nogenlunde sig selv. Vi blev placeret midt i cafeen i stedet for i vores gamle hjørne, og man må sige, vi kom hinanden ved. Der var ikke megen plads, men det gik.

Den lille cafe var godt pakket med mennesker, og i følge en ældre herre, der selv spillede der fra tid til anden og som blev vildt begejstret for vores koncert, skyldtes det store fremmøde os. Det lød jo meget godt, men vi tog det nu med et gran salt. Vi kunne ikke genkende nogen af de fremmødte, så det så ud til at vi skulle starte på en frisk.

Publikum var meget åbne helt fra starten. Ved et bord lige ved siden af hvor jeg stod, sad et selskab med vores albums, som de havde snuppet fra vores kuffert. De slog op på de sange, vi spillede, og sad så og sang med, så godt de kunne, mens de fulgte med i teksten. Dén var ny! Nu skulle jeg pludselig til at kunne huske teksterne… Normalt lægger ingen mærke til, hvis teksten lige smutter lidt, men nu blev der jo fulgt med! Hvilket pres…

Det var en af de aftener, man bare kan nyde som musiker! En kvinde, som fulgte meget opmærksomt med i hele koncerten, stod og sang med på bl.a. ”Vent!” og ”Se os nu” (som vist i øvrigt aldrig er blevet taget så godt imod som på denne aften). Uden at følge med i et CD-cover, vel at mærke. Hun kendte simpelthen sangene på forhånd! Og vi kendte ikke hende! Sidst på aftenen kunne jeg ikke lade være med at spørge hende, hvor hun kendte sangene fra. ”Det ved jeg ikke… Mine forældre hører meget musik”, lød svaret. Det var nok ikke særlig rockstjerne-agtigt af mig ligefrem at spørge, men nu er jeg jo sådan set heller ikke rockstjerne, selv om det føltes sådan denne aften. Det ville være løgn at påstå, at det er hverdagskost for os, at møde fremmede mennesker, der kan sangene udenad. En af de federe fornemmelser, der findes!

Et eksempel på, hvor meget fest, der efterhånden blev på Cafe Valentin: Sidst i andet sæt spillede vi TV-2s smukke ”Fald min engel”. Vores akustiske version er meget stille. Akkompagnementet udgøres af fingerspil på guitaren tilsat stemningsfulde enkelttoner fra et keyboard. Og folk kastede sig frådende rundt i dans! Meget bizart at stå og spille noget, der kunne have været en vuggevise, mens publikum reagerede, som spillede vi AC/DC.

Nogle festlige herrer i jakkesæt havde sat sig i den fjerneste krog. Bagved os. Paw havde vist sin egen lille fest sammen med dem. En af dem havde i en pause spurgt, om vi kunne spille noget Credence Clearwater Revival. I tidernes morgen (altså midt i 90’erne) spillede Paw og jeg ”Who’ll Stop the Rain” i et band, som måske hed ”#9” eller ”Barflies” på det tidspunkt. Vi havde mange skodnavne. Jeg kunne kun huske brudstykker af teksten, men det skal jo ikke nødvendigvis holde én tilbage, så vi spillede den til stor jubel for alle. Det sker efterhånden i stigende grad, at diverse ønsker fra publikum finder vej til midten af tredje sæt. Det er et meget fedt, og ind i mellem udfordrende, lille afbræk for os. Vi spiller naturligvis ikke hvad som helst. Ønsket skal passe ind i vores stil. Utallige er vel efterhånden de skuffede mennesker, der har fået afslag, når de har bedt om Himmelhunden… (Nej, man må IKKE tage hunden med ind i himlen. Så ville det jo ikke være himlen.)

I ”Forfra igen” skred det store Ringsted-kor, som jeg døbte publikum, til handling. Der blev sunget igennem, blev der! Efter ”Har vi hul igennem her”, som havde den sædvanlige effekt, der med et godt engelsk ord hedder rousing, havde publikum ikke til sinds at slippe os. Vi havde sandt at sige heller ikke den store lyst til at stoppe, så de fik et par numre mere, og så kunne vi pakke sammen i glad forvisning om, at et gammelt stamsted var blevet godt og grundigt generobret.

Don Falch

Sætlisten, som den endte med at se ud:

1.    Det hele begynder her
2.    Genstart
3.    Mød mig i mørket (Malurt)
4.    Sort hul
5.    Når lyset bryder frem (Sebastian)
6.    På vej
7.    Hvis din far gir dig lov (K. Larsen/M. Mogensen)
8.    Tag mig op
9.    Vent!

Pause

10.  I mit stille sind
11.  Mysterium
12.  Se os nu
13.  Rev mig løs
14.  Kærligheden overvinder alt (Steffen Brandt)
15.  Langebro (Larsen-Beckerlee-Jönsson/DP)
16.  Alverden så på
17.  Fald min engel (Steffen Brandt)
18.  Lån en lille løgn

Pause

19.  Nedtur
20.  Du er ikke alene (Sebastian)
21.  Født i en metro
22.  Who’ll Stop the Rain (John Fogerty) – på opfordring
23.  Lige her
24.  Lev stærkt (Malurt)
25.  Forfra igen (Don Falch – Michael Falch)
26.  Har vi hul igennem her

Ekstra:
27.  Vi lukker nu
28.  Det bedste til mig og mine venner (Gasolin’/M. Mogensen)