FAVN i Letland…

Fredag d. 30/5-´08 var Paw og jeg endnu en gang på vej til The Irish Pub i Vejle for at give koncert. For første gang skulle vi spille et duojob på pubben, og vi var spændte på, hvordan det ville spænde af. Næste dag skulle vi til Svendborg for at spille i Kahytten for anden gang. Det ville også blive første gang, vi spillede som duo dernede.

Vi skulle egentlig have spillet de to koncerter med vores faste livebassist Simon på bas, men da hans band, Concrete Flowers, blev kåret som Månedens Demo i Gaffa, og dermed ”vandt” en minitour rundt i Danmark, blev han forhindret. Heldigvis formåede vores booker, Line, at forvandle de to koncerter til duokoncerter, så vi ikke behøvede at udsætte eller aflyse koncerterne.

Der er en vis tradition for at Thomas og Vibeke fra The Irish Pub får dårlige nerver, fordi vi mere eller mindre selvforskyldt bliver forsinkede, uanset hvor tidligt vi tager af sted. Denne gang var ingen undtagelse. Vi kørte i min bil, som lige havde været til reparation. Da vi næsten var nået over Fyn, begyndte bilen at sætte ud, og jeg måtte bandende køre ud i nødsporet og tænde for katastrofeblinket. Tanken var næsten tom, men da der lød et advarende bip, og den gule lampe lyste, havde jeg som altid straks nulstillet kilometertælleren. Så plejer man at kunne køre endnu 64 kilometer, før tanken er helt tom. Da bilen nu gik i stå, stod tælleren kun på 41, så vi burde mindst have kunnet køre endnu tyve kilometer, før vi løb tør. Hvad jeg imidlertid ikke havde tænkt på var, at bilen var så tungt læsset, hvilket havde indflydelse på benzinforbruget. Så der holdt vi så, indtil en rar Falckmand kom forbi med noget benzin. Efterfølgende var det en nervepirrende tur hen til næste benzintank, som var en evighed om at dukke op, mens jeg stadig mere nervøst skævede til benzinmåleren. I sidste øjeblik dukkede en meget, meget dyr benzintank op, og lige da jeg parkerede bilen, dukkede en bus op. Den åbnede døren, og butikken blev proppet med glade teenagere. Det tog jeg ikke speciel notits af, før jeg kunne konstatere, at den høflige selvbetjening ved tanken var ude af drift… Jeg skulle altså betale i butikken, hvor der lige netop nu var en kø så lang som Storebæltsbroen.  Jeg holdt hovedet så koldt, jeg nu kunne. Da jeg havde tanket, fortalte jeg simpelthen de forreste i køen, at jeg havde sindssygt travlt, og spurgte pænt (men sikkert med panik i øjnene) om jeg lige kunne få lov at betale for min benzin? Det kunne jeg godt, og snart var vi på farten igen.

Thomas og Vibeke var begge på arbejde, og tog forsinkelsen pænt. Vi skulle oprindelig starte kl. 22.30, hvilket nu under ingen omstændigheder kunne nås, da vi har lige så meget udstyr med, når vi er to, som når vi er tre.  Vi blev hurtigt enige om at skære de tre sæt ned til to lidt længere sæt. Eller rettere: Jeg foreslog det, og Thomas svarede, at det styrede vi sgu selv.  De var spændte på at høre duoversionen af FAVN, og Thomas spærrede øjnene op, da vi stillede både keyboard og klokkespil op. Jeg havde fået ordnet min nye Gibson SJ-200, så den skulle have sin rigtige debut i aften. Der er smæk i den guitar! Ikke overraskende, at Pete Townshend bruger den.

Da det var sidst på måneden, var fremmødet i pubben ikke overvældende, hvilket passede os fint. Det kan hurtigt blive for meget med et larmende rockband, som spiller for en lille flok mennesker fordelt rundt omkring i et stort lokale.

Det passer derimod fint, når bandet består af en trommeslager/keyboardspiller/klokkespiller og en sanger/guitarist/mundharpist.   Alligevel var der dem, der mente at det var for højt. Det er åbenbart en sang, man altid kommer til at høre…

Interessen fra publikum var bestemt ikke overvældende i første sæt. Vi spillede en helt ny duoversion af ”Genstart”, hvor alle albumversionens vers er repræsenteret, og det der på albummet er outro, er i denne version blevet intro. Klaverstykket er erstattet med et helt nyt mundharpetema. Det er en mere stille version af ”Genstart”, og den ragede publikum en papand, ligesom alt andet vi spillede. Hvad kunne vi mon ellers friste med? Lidt TV-2? Interessen var til at overse, så vi tænkte, at vi lige så godt kunne spille flere af vore egne numre.  Intet virkede, selv om der af og til var synlige tegn på, at enkelte numre ramte en eller anden derude.

Som så ofte før vendte billedet i andet sæt. Dog på en temmelig usædvanlig måde. En flok unge mennesker fra Letland var dukket op, og de havde fået ikke så lidt at drikke. Allerede i pausen hujede de og opfordrede os til at gå i gang med at spille. De dansede og sang i hele andet sæt. Og ikke nok med det. De havde masser af forslag til mere eller mindre obskure numre, vi kunne spille. Der opstod en del pauser mellem numrene, fordi en stiv Letlænder (hedder de det??) lige skulle tale med os på mildt sagt gebrokkent og nærmest uforståeligt engelsk. Deres begejstring smittede det øvrige publikum, der var vokset i løbet af aftenen. En af de store overraskelser var, da en af dem sang med på Larsens ”Hvis din far gi’r dig lov”. Han kunne tydeligvis kun én af stroferne, som han så sang med på, hver gang den dukkede op. Det var også tydeligt, at han ikke anede, hvad ordene betød. Det viste sig senere, at de faktisk havde været i Danmark et stykke tid, da de var her for at arbejde i en længere periode. Og man kan vel ikke være i Danmark i en længere periode, uden at blive gjort bekendt med mindst én Kim Larsen sang.

”Forfra igen” faldt også i god jord. Især hos den fuldeste og mest entusiastiske af vores lettiske venner. Han kom op på scenen og sang med på koret. Hans måde at udtale ”forfra igen” på formår jeg desværre ikke at nedfælde skriftligt. Men sprut og hvidløg havde han i hvert fald indtaget til overflod. Det kunne jeg konstatere, når han stod og skreg sin helt unikke korstemme ind i min mikrofon.

Vi lukkede med en speedet version af ”Vi lukker nu”, som vi åbenbart altid tror, går ca. dobbelt så hurtigt som den rent faktisk gør. Derefter var det lukketid, og det var lidt af en udfordring at få letterne til at gå hjem. En af dem havde meget travlt med at indvie Paw i sin – i hans eget hoved – endeløse viden om musik og musikbranchen.  En smagsprøve på hans kæmpetalent på guitar skulle vi da også lige have. Den kunne vi godt have undværet…

I vanlig stil røg vi ud på en lille bytur med Thomas og Vibeke. Det passede jo fint, da vi alligevel skulle overnatte på pubben og så køre til Svendborg næste dag.

Don Falch

Sætlisten, som den endte med at se ud:

1.    Det hele begynder her
2.    Genstart
3.    Kærligheden overvinder alt (Steffen Brandt)
4.    Hvis du får brug for mig
5.    Sort hul
6.    Mød mig i mørket (Malurt)
7.    Afkrog af verden
8.    Tag mig op
9.    Vent!
10.  I mit stille sind
11.  Mysterium
12.  Se os nu
13.  Rev mig løs

Pause

14.  Dagen før (Kim Larsen)
15.  Når lyset bryder frem (Sebastian)
16.  Alverden så på
17.  Fald min engel (Steffen Brandt)
18.  Har vi hul igennem her
19.  Nedtur
20.  Lån en lille løgn
21.  Hvis din far gir dig lov (K. Larsen/M. Mogensen)
22.  Født i en metro
23.  Langebro (Larsen-Beckerlee-Jönsson/DP)
24.  Lev stærkt (Malurt)
25.  Forfra igen (Don Falch – Michael Falch)
26.  Vi lukker nu