Klub Note

Jeg havde aldrig før besøgt Metronomen og var mildest talt forbløffet over stedet. En flot bygning, der som koncertsted burde tiltrække folk fra nær og fjern, men det var ikke tilfældet denne kolde aften i januar. Det bør dog kun være et spørgsmål om tid (og måske årstid), før stedet er proppet, hver gang der er mulighed for at få en intens, nærværende musikoplevelse i de rammer. Der var i øvrigt fint pyntet op med FAVN-plakater overalt, fordi Paw i forvejen havde haft gøremål i København, og derfor havde haft god tid til at gøre klar, da jeg ankom.

Se fotos fra Metronomen her og få et indtryk af stedet.

Selv om fremmødet ikke var overvældende, var der et par fans at finde foran scenen. Én af dem, Dennis, kunne jeg huske at have mødt ved releasefesten for “Under en stjerne” i marts 2011. Ham kunne jeg om nødvendigt bruge som sufflør under hele koncerten, for han holdt ikke ligefrem for sig selv, at han kunne alle sangene udenad.

Det var overordnet set ikke vores skarpeste koncert. Der var en del små misforståelser undervejs, men dem grinede vi bare af. De mange koncerter, vi har givet, har gjort os i stand til at være gode, selv når vi er knap så gode. Erfaring er en dejlig ting. Jeg skal dog lige understrege, at vi altid giver den alt, hvad den kan trække. Der er bare aftener, hvor den ikke kan trække lige så meget som på andre aftener. Og så er der jo Murphys lov: “Hvis noget kan gå galt, vil det gå galt”. Det er meget sjældent, vi kun medbringer én guitar, for så er man jo på spanden, hvis der ryger en streng. Og ja: Vi havde kun én guitar med denne aften. Og jo, der sprang en streng. Det skete lige i slutningen af “Vent!“, som ellers var det første nummer, der virkelig sad i skabet. Paw spurgte hurtigt arrangør og lydmand Thomas Corneliussen, om vi kunne bruge hans guitar, en Alvarez, der stod på scenen. No problem. Jeg kom med en tør bemærkning om, at det var godt, for ellers var vi nemlig færdige nu. Den lød heldigvis virkelig fedt, og strengene holdt. Tak til Thomas! Ovenikøbet havde vi nu noget, vi kunne spøge med fra tid til anden under resten af koncerten: “Prøv at lægge mærke til, hvor forsigtigt, jeg spiller!”

“Min hånd holder fast i din“, vores seneste single, bekræftede sin status som et usvigelig sikkert livenummer og blev, som på albummet, efterfulgt af “Sikkerhed om bord“. De to sange er vidt forskellige rent musikalsk, men har et tematisk slægtskab, hvilket også er grunden til den markante overgang mellem dem på “Under en stjerne”. “Min hånd holder fast i din” er i bund og grund en forælders løfte til sit barn om at være der, men også at give slip, når det er tid for barnet til at stå på egne ben. “Sikkerhed om bord” handler om, hvad der sker, når den tid så kommer: “Barnet” roder sig ud i alskens farer i den store verden og man kan som forælder for det meste kun se til og håbe på det bedste. Det var lige før, det blev en slags tema for aftenen, for efter vores koncert, da der var “åben scene”, gav dygtige Peter Zapffe nogle sange, hvoraf en af dem, “Gi’ mig et tegn” (som kan høres her på hans hjemmeside), var om en fars opfordring til sit voksne barn, der for nyligt var fløjet fra reden, om at fortælle om livet på egne ben. Han talte af erfaring. Jeg gættede, da jeg skrev “Sikkerhed om bord”, men jeg tror ikke, jeg har skudt helt forbi. Det vil vise sig.

Dennis slog til, da jeg præsenterede “Født i en metro“. Jeg fortalte om, hvordan den blev skrevet med udgangspunkt i en opgave i en bog, jeg havde fundet på biblioteket. Opgaven gik ud på, at man skulle skrive et digt på så og så mange linjer og månen skulle indgå. Inden jeg overhovedet nåede at nævne sangens titel, lød det ovre fra det omvandrende FAVN-leksikon, Dennis: “Født i en metro”. Sådan!

Det er ikke så tit, vi spiller “Hvor blev det hele af”, selv om den er blandt de stærkeste sange i vores repertoire. Det hænger måske lidt sammen med, at den så holder sig frisk og bevarer sin intensitet. Når vi spiller den, er den ofte aftenens musikalske højdepunkt. Det var den i hvert fald på Klub Note. Vi er begyndt at optage alle vores koncerter. Kvaliteten er ikke prangende, men giver et udmærket “fluen på væggen”-indtryk. Hør den her.

“Nogen at snakke med” fulgte og gjorde måske “Hvor blev det hele af” rangen stridig som aftenens mest intense nummer. Derpå fulgte, traditionen tro, le grande finale: “Har vi hul igennem her”, som udløste krav om et ekstranummer. Det blev “Alverden så på”, hvor jeg prøvede at gentage et lille stunt, vi prøvede i sommers: At sætte publikum i gang med at klappe i takt, før sangen begynder. Publikum klapper nærmest per refleks på 1 og 3, men sætter man dem til at klappe, før man begynder at spille, kan man snyde dem til at klappe på 2 og 4. Imidlertid kom Paw mig i forkøbet og satte dem i gang med et beat, der meget tydeligt markerede, hvor de forskellige slag lå. Jeg standsede ham med en bemærkning om, at folk måtte klare den uden hjælp, og koncerten kom nu til at indeholde noget, vi ellers ikke har gjort så meget i: Nemlig at tage noget gas på hinanden for åben mikrofon. Paw lod en sarkastisk bemærkning falde om sværhedsgraden, da jeg satte dem i gang med at klappe på 2 og 4, men det var som ventet svært nok, for da vi begyndte at spille, varede det ikke længe, før publikum “rettede ind” og klappede på 1 og 3. Til gengæld må man sige, at de var ihærdige: Det er første gang, vi har oplevet, at publikum trofast klappede i takt igennem hele sangen. Fra start til slut.

Vi fik masser af ros og nye kontakter efter koncerten, og vi vender helt sikkert tilbage til Klub Note. Når man ligefrem får at vide, at man på en dag, hvor man ikke var knivskarp, har givet folk en stor oplevelse, er man ikke svær at overtale til at gentage, og helst overgå, succesen en anden gang.

Don Falch

Sætlisten, som den endte med at se ud:

1. Lusen
2. Under en stjerne
3. Vent!
4. Min hånd holder fast i din
5. Sikkerhed om bord
6. Født i en metro
7. Hvor blev det hele af
8. Nogen at snakke med
9. Har vi hul igennem her

Ekstra:
10. Alverden så på