Kog i Køge

Det lignede det rene spild af tid.

Vi havde set frem til vores første koncert på Tapperiet i Køge. FAVN har ikke ligefrem overrendt Køge. Én koncert var det blevet til i Toldboden, og den kan du læse om her…

Vi var tredje og sidste band på plakaten og flere bands plejer at betyde et pænt fremmøde. Det havde der også været til det første, meget unge band, men da de var færdige, var deres publikum det også. Farvel.

En lille times tid før vi skulle spille, kunne man stille sig i gangen mellem Tapperiets to store fællesrum. Kiggede man til venstre, så man et lokale med en bar og masser af mennesker, der hyggede sig ved bordene, mens et stereoanlæg spillede mekanisk musik. Kiggede man til højre, så man ind i den store koncertsal med et band på scenen, der gav den hele armen for to ludere og en lommetyv, der havde det ene ben ude af døren. Et typisk, absurd tidsbillede. Det så ud til, at vi skulle være glade, hvis der overhovedet var andre end lydmanden til stede, når det blev vores tur.

Det var der. Der var en fotograf og fire unge mennesker, der sad op af væggen til højre for scenen. Og her havde jeg ligefrem forberedt vores korte sæt med noter til, hvad jeg kunne sige og gøre og ikke mindst ideer til, hvornår det ville være oplagt at få publikum til at synge med. Men kan man overhovedet involvere en håndfuld mennesker, der mest ser ud, som om de er faldet i søvn eller er på vej til det? Jeg besluttede at forsøge…

Efter “Genstart” spurgte jeg de siddende (men blivende!) teenagere, om de var kede af, at gå glip af X Factor. De lignede jo lidt en dommerkomité, så vi kunne jo godt lave vores eget lille X Factor show, hvis det skulle være. En lyshåret pige i flokken blev udråbt til at være Lina og så måtte de selv finde ud af den øvrige rollefordeling. Det vækkede dem.

Til vores overraskelse kom en lille flok drenge nu dansende ind. Til at starte med troede jeg, at de lavede lidt sjov med den latterlige situation med tre mand på scenen, der trykker den af for fire teenagere, der sidder op af en væg. Det var måske også deres intention til at starte med, men vi holdt dem fast. Udvekslede kommentarer, smil og blikke. De var endda friske på at synge med, og især i “Forfra igen” kom “det store Køgekor” på banen.

Da koncerten var forbi, stod vi pludselig og signerede cd’er og modtog stor ros fra et publikum, der ligesom os slet ikke havde troet, at der kunne eller ville opstå noget, der bare mindede om fest på dette tidspunkt denne aften. Det var ikke desto mindre sket, og jeg noterede mig, at mine små notater med opfordringer og ideer til mig selv havde spillet en væsentlig rolle. Det havde gjort mig fokuseret på at være udadvendt og kontaktsøgende, hvor fristelsen til bare at få det overstået, havde været meget stor.

Og man kunne faktisk slet ikke høre eller mærke, at vi ikke havde spillet elektrisk siden november sidste år. Rutine fornægter sig ikke. Rock må bare aldrig kun spilles på rutinen. Det er imod selve rockens ånd.

Don Falch

1.   Det hele begynder her
2.   Genstart
3.   Vent
4.   Alverden så på
5.   Lån en lille løgn
6.   Nedtur
7.   Født i en metro
8.   Lige her
9.   Forfra igen (Don Falch – Michael Falch)
10. Har vi hul igennem her