“Man må gerne synge med, når sangen er færdig”

FAVNs første liveoptræden i 2015 var samtidig den sidste, hvor vi ”varmede op” til alle de koncerter, hvor vi skal promovere det nye album, ”Kys dine ar”. Albummet skulle egentlig have været ude nu, men trykkeriet har ikke været nemme at kommunikere med, og i det hele taget må vi sige, at dette album har haft en meget langtrukken fødsel.

Lidt over tre år efter, at vi sidst optrådte til et af Jacob Speakes ”Speake’s Corner”-arrangementer på Tjili Pop i København, var vi tilbage på den mikroskopiske scene. Vi kunne hurtigt konstatere, at stedets publikum stadig ikke har lært at vise de optrædende respekt ved i det mindste at tale dæmpet (og der er faktisk flere lokaler, man kan befinde sig i, så man behøver ikke at sidde og snakke lige foran de(n) optrædende). Ted Griffioen, en ung sangskriver fra Holland, åbnede ballet og udtrykte bagefter frustration over at blive ignoreret af det snakkende publikum. Jeg havde undervejs i hans korte koncert kunnet iagttage, hvordan hans kæreste, der havde siddet i et hjørne og fotograferet ham, først havde set spændt og stolt ud, men hurtigt mere udtrykte medfølelse med ham.

Da vi skulle på, var vi således mentalt forberedte på at blive ignoreret, men vi vidste også, at vi havde den fordel, at vi er erfarne og at vi optrådte som duo, der kan larme mere end en solist. Jeg kan egentlig bedst lide at starte en koncert med musik, og så hilse på publikum efter en sang eller to, men her virkede det fornuftigt at tale til dem først. Og der blev faktisk i første omgang stille, da jeg præsenterede os og den første sang. Jeg kunne ikke lade være med at joke med, at det mest spændende, man åbenbart kan gøre på Tjili Pop, er at gå på scenen og IKKE spille. Det var også sådan, at så snart musikken begyndte, gjorde snakken det også. Alligevel kunne jeg se, at de fleste faktisk fulgte med i vores koncert. Der var endda én, der lyttede så godt efter, imens vi spillede ”Nu har du låst mig ude”, at han sad og sang omkvædet, da sangen var slut. Den sang er en ørehænger, og jeg kunne ikke lade være med at lade en bemærkning falde om, at man da gerne måtte synge med, når sangen er færdig. Den forstod han godt.

Efter video-aktuelle ”Hvis det gør ondt”, tog vi fat på en livepremiere: ”Kavalergang” blev spillet live for første gang. Sangen er ren fiktion om en temmelig mislykket date, men inspireret af mine erfaringer fra den danske dating-jungle, som jeg heldigvis er kommet mere end helskindet ud af. Vi slap rigtig godt fra den, men det kunne mærkes på publikums svigtende koncentration (eller tiltagende snakken), at det var tid til variation, hvilket var meget passende, da næste sang var den mere stille og dystre ”Stille derude”.

Vi sluttede med to af de trofaste krigere. Først ”Under en stjerne”, som blev godt modtaget, hvorefter vi lukkede med ”Født i en metro”, der altid har været et effektivt livenummer. I løbet af den fik vi for alvor publikums opmærksomhed, da jeg præsenterede ”bandet”, hvilket jeg fejlagtigt bekendtgjorde, at jeg var den eneste, der kunne gøre denne aften. Det viste sig nemlig, at aftenens sidste navn også var en ret blæret duo (vokal og bas!), som oveni købet havde en gæstesanger med. Paws trommesolo tog dem med storm. Især da han vendte sig om for at finde noget at udvide trommesættet med og fik øje på en lille tamburin, der hang til pynt på væggen. Den fik nogle tæv, så den røg på gulvet, hvilket vakte stor begejstring. Alt i alt følte vi, at vi havde trængt så meget igennem til publikum, som det var muligt, og fik taget hul på årets koncerter på en ordentlig måde.

Don Falch

Sætlisten:

1. Nu har du låst mig ude
2. Hvis det gør ondt
3. Kavalergang
4. Stille derude
5. Under en stjerne
6. Født i en metro