Mareridtet på Selsø Slot

Del 1: To teenagere under tidspres.

Efter flere ugers intenst arbejde med at reklamere og øve nyt materiale til liveoptagelsen i riddersalen på Selsø Slot, oprandt den store dag så. Desværre. For vi kunne sådan set godt have brugt en hel dag eller to mere på at blive klar.

Vi var rimelig forberedte til selve koncerten, som vi havde bestemt skulle indeholde en hel del overraskelser. Helt op til mandagen før koncerten d. 7/5, som var en torsdag aften, var vi i gang med at indøve nye versioner af egne sange, en ny sang og et par nye “lånte” sange, som mest var valgt pga. vores lyst til at spille dem.

Vores plan var at stille op i riddersalen tirsdag aften, sørge for at alt fungerede, og så lave prøveindspilninger af samtlige sange i løbet af hele onsdagen. Så ville der ”bare” være tilbage at give en god koncert torsdag aften. En god plan, som aldrig blev ført ud i livet, da vi ikke havde taget højde for det ubehagelige faktum, at slottets forvalter viste sig at være ude af stand til at overholde aftaler.

Tirsdag aften kunne vi pludselig alligevel ikke få lov at være på slottet. Onsdag havde vi oprindelig fået lov til at være der hele dagen, da forvalteren alligevel havde rundvisning. Den aftale blev aflyst dagen før, fordi han havde rundvisning, og så kunne han jo ikke have os rendende…

Vi forsøgte så at aftale, at vi kunne komme så tidligt som muligt om onsdagen.

Han ville ringe onsdag formiddag og sige, når vi kunne komme.

Det gjorde han imidlertid ikke, så vi ringede til ham, og han sagde med undren i stemmen, at vi da bare kunne komme?!

Dyyyb indånding…

Nu var vi imidlertid hjemme hos Paw på Stevns, hvor vi brugte dagen på at øve sættet igennem, da vi jo måtte forsøge at få det optimale ud af vores tid. Vi kunne så faktisk først være på slottet kl. 19.

Da vi ankom, fik vi at vide, at vi skulle være færdige kl. 21 og ikke et sekund senere! Og så havde han endda været flink, mente han. Her spørger den kære læser måske sig selv, hvorfor vi ikke protesterede højlydt. Svaret er enkelt: Vi turde ikke risikere, at blive uvenner med ham, da vi jo var dybt afhængige af ham. Uden ham ingen adgang til slottet. Vi havde skam foreslået, at vi kunne låne hans nøgle, så han ikke selv behøvede at være til stede. Vi ville endda hente den og aflevere hjemme hos ham selv, men det kunne der ikke være tale om. Det viste sig senere, at det kunne der godt have været tale om, hvis vi havde været voksne, men den kære forvalter troede, vi var teenagere…!?!

Sikke da en kompliment. Vi holder os åbenbart helt fantastisk godt.

Kl. 20.30 havde vi, sammen med lydmanden Jan, stillet op og var ved at lave lyd, da vi med streng mine blev mindet om, at vi skulle være ude om en halv time… “Vi arbejder på sagen”, svarede jeg, og fik med store bogstaver at vide, at vi aldeles ikke skulle arbejde på sagen! Vi skulle bare være ude kl. 21, hvilket jo ikke ligefrem blev nemmere at nå, når manden nu stod og tog vores tid. Et længere foredrag om salens spejle, som vi havde stillet op foran, mente han åbenbart, at vi havde masser af tid til at høre på, og det var ham meget magtpåliggende at understrege, at Paw skulle rykke trommesæt, keyboard, klokkespil, nodestativ og mikrofoner længere væk fra de kostbare spejle, på trods af, at den eneste måde, hvorpå spejlene kunne komme til skade, var hvis Paw besluttede sig for at tage nogle af de førnævnte ting, og kyle dem ind i spejlene. Den risiko voksede imidlertid også, efterhånden som forvalterens opførsel bevægede sig langt forbi det rimelige.

Del 2: Sabotage eller Alzheimers?

Nu havde vi altså lige akkurat fået stillet op, men vi var en hel dag bagud i forhold til at køre en god optagelse i stilling og indspille prøver. Vores forvalterven havde tidligere sagt til Paw, at vi kunne være på slottet fra kl. 9 torsdag morgen, hvis det skulle være. Fint nok, men nu var det jo onsdagen, der havde været aftalen, da både Paw og jeg har fri om onsdagen, som er helliget FAVN. Torsdag skulle vi på arbejde og kunne først være på slottet kl. 15, hvilket vi meddelte forvalteren, som brysk svarede, at der da ikke var en sjæl på slottet i morgen, men han skulle jo gøre klar til at modtage gæsterne, så han ville være der kl. 17. Vi samlede vores kæber op fra gulvet og forberedte os på en meget travl torsdag. Projektet havde vel egentlig fået dødsstødet på dette tidspunkt, men vi giver ikke så let op. Vi håbede, at vi alligevel, ved at planlægge tiden fra kl. 17 til 19.30 grundigt, og måske med lidt hjælp i form af et mirakel, kunne nå at blive klar i sidste øjeblik. Paw kørte hjem og brugte resten af aftenen på at lægge en detaljeret plan.

Torsdag eftermiddag blev jeg ringet op af formanden for Lyndby Kulturforening, som da lige ville høre, om alt var som det skulle være… Det var det jo mildt sagt ikke, og samtalen endte med, at vi aftalte at nogen fra kulturforeningen skulle komme med ud til slottet kl. 17 for at holde diktatoren beskæftiget, mens vi knoklede som sindssyge for at nå det umulige.

Lad os få udløst spændingen med det samme: Var forvalteren der til tiden? Nej da! 17.05 ringede Paw til ham, og han huskede naturligvis intet om den aftale, vi havde indgået som det sidste aftenen før. Han kunne da bestemt ikke være der før 17.30.

Vi brugte ventetiden på at gætte på, om der var tale om bevidst sabotage, eller om det mon var begyndende Alzheimers, der var forklaringen på mandens bizarre opførsel?

Kl. 17.40 kom han trillende og hilste glad og fro på de to rare mennesker fra kulturforeningen, som han havde ladet stå og blomstre sammen med os i fyrre minutter. Også de bed vreden i sig. Ingen ønsker ballade, når et stort arrangement skal køre.

Paws detaljerede planlægning havde naturligvis været spild af tid. Til gengæld kunne han nu starte med at genindstille alle mikrofonerne. Da vi var kørt aftenen før, havde forvalteren nemlig alligevel lige taget sig den frihed at rykke hele hans opstilling endnu længere væk fra de kostbare spejle, som aldrig havde været i fare. Det betød jo så, at den tid, der var brugt på at indstille mikrofoner aftenen før, var spildt, plus at der nu skulle bruges tid på at gøre det igen. Bare denne torsdag havde forvalteren altså allerede frarøvet os mindst en time ud af de i forvejen skandaløse to en halv, vi havde haft til rådighed.

Planen blev ændret, så de varme hveder, samt kaffe og rødvin, som folk skulle have nydt i pausen, blev nu rykket frem til første punkt på programmet. Dermed blev koncertstarten udskudt, og vi fik lidt mere tid. Lige meget hjalp det. Den mixer, vi havde lejet, opførte sig mærkeligt, og vi havde ikke tid til at løse problemet. Havde vi haft den aftalte dag til rådighed, havde vi f.eks. haft tid til at hente en anden. Til sidst måtte vi nødtørftigt optage koncerten direkte i den medbragte harddisc recorder og håbe på det bedste. Forvalteren fik da lige tid til at kigge ind undervejs, og spørge, om vi kunne nå det. Nej, vi havde haft for lidt tid. Jamen, det var da ærgerligt. Skønne, spildte kræfter. No shit…

Del 3: Stress, stress, STRESS – og showtime!

Alle disse negative oplevelser havde gjort det meget svært for os at fokusere på selve koncerten. Normalt skal man jo bruge noget tid på at tænke koncerten igennem. Fokusere og lade op. Nu var det direkte fra raseri og stresshelvede til ”smil, du er på!” Heldigvis var det skift ikke så svært for os, som man kunne have frygtet. Det er en af fordelene ved at have spillet et hav af koncerter sammen.

Der var stuvende fyldt i riddersalen. Ikke et tomt sæde. Det i sig selv var jo opmuntrende at se. Og hvilket publikum! Under de stille sange, som der var flest af, var de musestille og lyttede. De var særdeles modtagelige for humor, og da de fik muligheden, var de mere end parate til at synge.

De første tre sange kunne vi gennemføre uden problemer. Dem har vi spillet masser af gange. Så kom aftenens første udfordring: En ny version af ”Afkrog af verden”, som kan høres her i en version, vi optog, da vi øvede op til koncerten. Den blev indledt med en til lejligheden forfattet fortsættelse af eventyret om Klods Hans, som, da det oprindelige eventyr var slut, blev sparket ud sin prinsesse. Han mødte så prinsessen på ærten og kærligheden blomstrede. For en tid… Hør sangen og find ud af, hvad der derefter skete. Da den var gået rent hjem, vidste jeg at vi skulle kvaje os gevaldigt for at undgå, at denne koncert blev en succes (i modsætning til liveoptagelsen, hvor der skulle et mirakel til).

Så blev det tid til aftenens første overraskelse. I anledning af finanskrisen havde vi medbragt en sang til trøst: Benny Andersen og Povl Dissings ”Hilsen til forårssolen”. En fantastisk vise, som jeg i flere år har haft lyst til at fortolke. Den gik rent hjem, og fik følgeskab af vores egen ”Lige her”, som også handler om krisen, selv om den er skrevet flere år, før den kom. To sange fra samfundets mindre heldige eksistenser, ”Taxa i tomgang” og ”Vent!” lukkede første sæt, og vi holdt et lille kvarters pause, hvor folk lige kunne få lov at strække benene, og måske slå vejen forbi vores fine kuffert med cd’er.

Del 4: Stille i bussen

Efter blidt at have hevet publikum fra pausen og tilbage ind i den intime stemning med ”Hvor blev det hele af”, og derefter at have pisket stemningen i vejret med vores hurtige countryversion af ”Alverden så på”, kom aftenens største udfordring: På denne hyggelige aften i smukke omgivelser fra fortiden skulle vi få et publikum med varme hveder, kaffe og rødvin i maven, til at sluge et par tunge sange om nutiden. Først ”Nedtur”, en vaskeægte protestsang, som faktisk havde været den sidste sang, der kom på sætlisten, da jeg ikke umiddelbart havde tænkt, at denne aften var specielt egnet til protestsange. Paw syntes dog, at vores akustiske udgave af ”Nedtur” er fremragende og skulle med, og det kom den så. Heldigvis, for den viste sig at være et absolut højdepunkt. Der kom virkelig gang i riddersalen!

Dernæst en helt ny sang: ”Stille i bussen”, som fik sin livedebut denne aften. Det er nok FAVNs mest dystre sang til dato, som blev indledt med historien om dengang, Paw og jeg befandt os på en vindblæst tankstation et sted i Jylland, sammen med vores livebassist, Simon. Vi havde tilbragt natten på en scene et eller andet sted. Så havde vi sovet det meste af dagen væk, og var nu på vej til et andet sted for at tilbringe natten på en anden scene. Og mens vi nu tog en pause fra landevejen og fik os et kop kaffe, skete der noget, som tit sker mellem os: Vi blev småfilosofiske. Inde på tanken havde vi set en avisoverskrift om et knivstikkeri, og nu begyndte vi at tale om nationens tilstand. Tiltagende vold i gaderne. Stigende intolerance. En generel forråelse. Højere straffe som løsningen på alle problemer. En 5. del af danskerne går ind for genindførelse af dødsstraffen i DK. Det var en hyggelig kop kaffe… Simon spurgte, om ikke det var noget at skrive en sang om, og det var jo ikke fordi, jeg ikke havde haft lyst til det, men… Det er så uhåndgribeligt. Det kunne hurtigt blive en gang løftet pegefinger og en række klicheer om, at vi skal være gode mod hinanden. Så jeg regnede ikke med, at der nogen sinde skulle komme en FAVN-sang om det emne.

Men som sange så ofte gør, kom den helt af sig selv, og nu, cirka et år efter, fik den premiere i riddersalen. Der var dødstille, da vi spillede den. Den hyggelige stemning var erstattet af spænding og intensitet.

Hvordan får man vendt skuden tilbage mod mere håbefulde sange efter sådan et par tunge sange? Vi gjorde det med TV-2’s ”Fald min engel”, som i vores akustiske version er meget stille og stemningsfuld. Den virkede forløsende og som en naturlig overgang til koncertens gradvist mere opløftende finale.

Derefter fulgte vores helt nye udgave af Tom Waits’ ”Martha”, oversat til dansk, og den var et klart højdepunkt i koncerten. Sangen er mildt sagt sentimental, men melodien kan bære det.

”Forfra igen” var den rene fest! Publikum lærte lynhurtigt det enkle omkvæd, og sang med af fuld hals. Så satte vi et grundigt punktum med ”Har vi hul igennem her”, som indeholdt en længere præsentationsrunde: På keyboard: Paw! På klokkespil: Paw! På kor: Paw! Og så fremdeles.

Ved sangens slutning rejste publikum sig og et taktfast bifald bragede. Det føltes temmelig godt ovenpå flere dages stress, pga. den glade forvalter, som trods alt ikke havde kunnet forhindre os i at give en god koncert. Vi fik da også takket ham, da vi var i gang med takkerunden. Han fik en tak for at gøre det hele lidt mere spændende…

Kim Larsens ”Dagen før” fungerede som en belønning til publikum for deres store opbakning, og var tilegnet min mor, hvis fødselsdag var to dage væk. Igen fællessang af fuld hals! Derefter lukkede vi meget passende med ”Vi lukker nu”.

Og nu var det så tid for den berømte prik over i’et…

Næsten før den sidste klapsalve var døet ud, kom den kære forvalters kone søreme hen og præsenterede sig, Hun og hendes mand var blevet enige om, at det nu var for mørkt til at pakke sammen, så det måtte vente til i morgen…

Nåååja! Klart! Vi laver da en ny aftale, så vi kan stå her i morgen og blomstre, indtil vi må ringe efter den kære forvalter, hvorefter vi igen venter en times tid, til han omsider dukker op, og så pakker vi sammen. Da Paw bor på Stevns, vil det jo også kun betyde over tre timers kørsel for ham.

Fantastisk ide, som vi straks accepterede.

NOT!

Vi insisterede på at pakke sammen med det samme.

Ja, så skulle vi da virkelig have det lange ben foran, lød det surt.

Så var der da nogen, der havde det…

Når hun nu ikke fik sin vilje, og altså meget ubelejligt måtte blive en halv time længere på slottet, mens vi pakkede sammen, så gjorde hun det eneste rigtige i den situation: Hun satte sig på sin flade og gloede olmt på os, mens vi pakkede sammen.

Du tror, det er noget, jeg sidder og finder på, ikke?

Det er det ikke.

Optagelserne fra aftenen er ikke håbløse, selv om de slet ikke er, hvad de kunne have været. Om de kan shines op, så der ligefrem kommer en officiel udgivelse ud af det, vil tiden vise. Vi vil gøre forsøget.

Don Falch

Sætlisten:

1.    Det hele begynder her
2.    Genstart
3.    Lån en lille løgn
4.    Afkrog af verden
5.    Hilsen til forårssolen (Dissing/Andersen)
6.    Lige her
7.    Taxa i tomgang
8.    Vent!

Pause

9.   Hvor blev det hele af
10.  Alverden så på
11.  Nedtur
12.  Stille i bussen
13.  Fald min engel (Steffen Brandt)
14.  Martha (Tom Waits)
15.  Forfra igen (Don Falch – Michael Falch)
16.  Har vi hul igennem her

Ekstra:
17.  Dagen før (Kim Larsen)
18.  Vi lukker nu